Et af livets store spørgsmål er stadig – hvad er X-faktor? Kan man virkelig entydigt definere hvad det er – og hvem der har det? Næppe – I de fleste tilfælde blæser svaret vidst mest i vinden – for Chresten Damborg – vinder af “X-factor” på DR TV i 2013 – blæser det i vestenvinden, ved det Vesterhav, der om nogen eller noget har X-faktor eller i hvert fald et faktuelt vidtfavnende særpræg og egensindighed.
En egn og et hav, som igennem generationer har tiltrukket (og taget) folk fra nær og fjern. En egn og et hav, som også er en væsentlig og naturlig faktor i det danske tekstunivers, som Chresten har begået på sit første album på modersmålet – og sit andet album i karrieren.
Det nu ikke fordi han har begået en lokalpatriotisk plade – men ordene er tydeligvis kommet til ham via det vindfang, der suger indtryk til sig fra det nære og det svære i og omkring hjembyen Bækmarksbro – der er beliggende godt 15 kilometer fra Lemvig og 24 kilometer fra Holstebro.
Hele 13 numre på 43 minutter bliver det til på “Vindfang” – med det herligt småpunkede up-tempo new-vestenvind nummer ”Finansmekanismer” som det korteste på 2 minutter og 22 sekunder.
Fantasifulde titler som ”Befriet fra den helt store intelligens”, ”Vals i jysk muld” og ”En romantisk komedie på TV2” vidner om en artist, der ikke bare skriver som de andre eller efter en allerede afprøvet og grovslidt sangerskriverformel. Ifølge diverse interview op til udgivelsen er det heller ikke kommet let til ham, at skrive på dansk, men fuld respekt for resultatet – for han har med få undtagelser knækket koden, og evner rent faktisk både fortællingen og det billedskabende.
Sproget er ret direkte og enkelt – og teksterne rummer både små fine historier og skæbnefortællinger – uden nødvendigvis at give løsninger, svar eller måske mere end halve sandheder.
Den musikalske puls er albummet igennem varieret og holder spændingsniveauet intakt fra start til slut – og det kan man med stor garanti takke Knut Einar Haavik (Hotel Hunger m.fl) for. Han er både krediteret som sangskriver, producer, primær musiker, og manden bag det endelig mix. En bærende og bred rolle, som løses til topkarakter.
Tag bare åbningsnummeret ”Du kan sige det til mig” – der med en tungt, vedholdende og direkte beat – og gnistrende guitar guirlander a la Love Shop sound – skaber den perfekte ramme om et nummer, der også viser hvor personlig og stærk sanger Chresten er – også når tempoet sættes op. Det har alle de kvaliteter der skal til for at blive en radiofavorit – om kanalen så hedder P3, P4 eller P6 Beat.
Chresten har – ligesom Martin fra Ørum gjorde med sit Saveus projekt – sammen med Knut Einar Kaavik med tålmodighed formået at skabe et ret personligt bud på en moderne rock lyd anno 2020 – faktisk uden direkte aktuelt sammenlignelige kollegaer på den danske musikscene.
Derfor er det et album, der på alle måder fortjener opmærksomhed fra alle de musikelskere, der holder af artister, der evner det danske sprog, og som formår at skabe variation i det lydlandskab, der bygges op. Grundstenen er sangskriver orienteret rock – men der køres af mange små stikveje undervejs.
Et par numre – ”Banal” og ”Lommelærkernes sang” – brillierer med et skønt country-flavour og skiller sig på den baggrund klædeligt ud – og bør være førstevalg for enhver, der stadig med seriøsitet og tænding laver sin egen lille bilradio playliste.
Chresten er ingenlunde en jovial vestjysk pleaser – og han tager gerne fat i den rådne banan – og prikker lidt i den, og i den globale virkelighed, der også kan mærkes selv helt ude vest på. Ikke mindst vellykket i tre af pladens absolutte store rav klumper – ”Den rådne banen”, ”Tjek din IK” og den sublimt opbyggede ”Senil ulydighed”. Ja, bare titlen – og de indledende linjer:
”Nok engang står jeg der – og glor på alt jeg ikke ser – for sportens skyld – og fordi jeg kan – mens de sover sødt i Afghanistan”
Og som slutter med linjerne :
”Senil ulydighed – jeg takker af og siger farvel, i ny og næ – senil ulydighed – Jeg er sur, men jeg har glemt hvorfor”
Og det via en mageløs musikalsk rejse, der starter afmålt og sagte, hvorpå den spiller sig op til en charmerende pågående tempofyldt afslutning med eksplosive fuzz guitarer.
Det havde næsten fortjent at være et skelsættende punktum for en album – der nok tager sig nogle små sangskrivermæssige pusterum hist og pist, men alligevel aldrig bare ender med at blive som den skræmte erektion, der bruges som en af de lidt mindre minderige metaforer i ”En romantisk komedie på TV”.
Pladen får heldigvis det brag af en afslutning som man hele vejen hjem håber på i form af Vestenvind hyldesten ”Æ hav” – der med sømandskor, mågekald og vindstyrke 14 i sit klartonede udtryk sætter en tyk streg under at makkerparret Damborg/Haavik har fundet en opskrift, som virker.
For som sangens to sidste linjer slår fast:
”Og vindfang hjælper ingenting – her er det kun vingefang, der betyder noget”
Og Chresten viser med dette album at vingerne og talentet kan bære, både at synge og skrive på dansk – og samtidig give et nyt frisk nærværende bud på hvordan vestkyst-rock kan lyde med god hjælp af en herboende nordmand fra Bjert. Et album, der altså forløses takket været ren XX-faktor.