Chuck Berry Tribute – Portalen – 24.01.20

Foto- Sven Levandowsky -9215.-M--

Fotograf: Sven Levandowsky

"Mesterlige fortolkninger af mesteren”

Chuck Berry Tribute turen med Billy Cross, Mike Andersen, Ester Brohus, Michelle Birkballe og Mek Pek i hovedrollerne backet op af udvidet udgave at det bundsolide Esbjerg baserede band Shaky Ground – kendt fra bl.a. deres samarbejde med Henning Stærk – blev her i weekenden skudt i gang med tre koncerter i Gazzværket i Åbenrå, i Portalen i Greve og på Grønnegades Kaserne Kulturcenter i Næstved.


Fredag var Side 33 forbi den udsolgte koncert i Portalen – og fik en af de oplevelser man vil huske længe.  Velspillet klasse fra start til slut, enkelte smuttere, og mindst en håndfuld helt unikke stunder, serveret med humør, frækheder, og med respekt for legenden. Hvis man tror at Chuck Berry, kun var simpel tre takts rock and roll, så får dette forrygende hold musikere i løbet af samlet små to timer bevist noget andet, noget mere!

Shaky Ground – der består af Jan Mols: guitar og vokal, Erik Lodberg: trommer, Jakob Skytte: bas, N.O Thorning: keys, HC Erbs: trompet, Ulrik Bust: saxofon – har i turens anledning taget navneforandring til The Hail Hail Rock’n’roll band – og var suppleret med de næsten stilikoniske korsangerinder Zenia Madsen og Susanne Kristensen.

De lagde ud på egen hånd – og de svingede fra start stærkt af – men gav også en forklaring på hvorfor der skulle hentes forstærkning på lead-vokal siden. Ikke forbi Erik Mols ikke er er habil sanger, men der manglede noget power og karisma på vokalsiden. Det skulle vi få i rigelige mængder efterfølgende.

Skiftevis kom de fem hovedrolleindehavere på scenen – og til tider i forskellige konstellationer – og det fungerede, og viste en charmerende forskellighed i fortolkningerne af mesteren Chuck Berry – manden der opfandt rock and roll – og som takkede af til denne verden i 2017.

Mek Pek havde som vanligt charmen og det friske glimt i øjet med – og samme kunne siges om Michelle Birkballe – og det sikrede blandt andet at de to tog alle med på et knippelgodt cruise ned af “Route 66”.


Men et er charme – noget andet er den ægte selvtillid og det lækre hår – den og det serverede Billy Cross lige efter da han gik på scenen med ordene og et stort smil på læben ”Hva’ så swinger det? – I skal bare huske I’m Billy Cross” – og så viste han hvad han har brugt sin mesterlæreuddannelse til og leverede to magisk veloplagte udgaver af ”No Money Down” og ”Little Queenie”.

Wauu – toppede det allerede her nåede man at tænke – men så gik Mike Andersen på scenen og med en forrygende version af ”No Particular Place To Go” gav han bevis på, at vi nok bare lige var startet på en koncert, hvor man vidst nok skulle have mere end en hånd ledig for at tælle højdepunkter.


Lidt tekniske problemer med guitaren i det efterfølgende nummer for Mike Andersen var også hurtigt glemt da Ester Brohus kom til og gjorde ham selskab på ”The Thing I Used To Do” – en ægte slow blues perle med garanteret gåsehudseffekt.


Ester Brohus sluttede første sæt af med en fræk bemærkning om at hun var klar, hvis den velkendt dameglade Chuck Berry nu sad der oppe i sin musikhimmel sammen med Ray Charles, og måske sad og kiggede på os hernede, og lige spottede Ester med ordene – ”hende napper jeg lige”! En lun hilsen og tændt version af ”Never can Tell” fulgte, hvor Ulrik Bust og N.O. Thorning også lige fik vist deres klasse.


En pause fulgte – og så tog koncerten igen en ny drejning.  Kun Billy Cross, Mike Andersen, Mek Pek på bas og Ulrik Bust på saxofon kom på scenen – samlet om en mikrofon – og så gav de en mageløs akustisk udgave af ”Sweet Little Sitxteen”.  Samme koncept – med Birkballe og Brohos med i stedet for Bust – og en helt unik udgave af ”Almost Grown” fulgte. Hvis man samler på unikke stunder. Så er man bare glad for at man nåede at opleve det her! Det var kort sagt uden for kategori!


Shaky Ground kom på scenen igen – fik lige et lettere forglemmeligt nummer at varme op på – og så var Billy Cross tilbage med to numre – ligeså forrygende og overskudsagtig som i første sæt – og især ”Sweet little rock’n roller” sidder stadig som sød musik i øregangen, her et par dage efter.

Michelle Birkballe var derpå i ballade humør, og sendte koncerten ud i nye kroge da hun med sin fascinerende hæse og rustikke stemme, gav en intens version af ”I’m Through with Love ” – med kærlig hilsen til sin gamle flirt Mek Pek.


Og sådan skiftedes billedet resten af tiden –Ester Brohus fik sat country på dagsordenen med ”30 days” – og fik i den grad publikum med på kor.  Mek Pek – stående på sin bas – fik leveret en potent udgave af Chuck Berry’s svar på ”Åh Abe” sangen – ”Too Much Monkey Business” – og Mike Andersen fik på anarkistisk vis malet hele Portalen blå med en tidløs udgave af ”Wee Wee Hour” og han fik alle op af stolene i ”Maybelene”.


Efter 21 numre var det slut – og så alligevel ikke. Et sandt mestermøde. Billy Cross og Mike Andersen kom alene på scenen – og gav en version af ”Carol” så blændende at alt næsten kun kunne blegne derpå.


Det gjorde det sidste ekstra nummer ”Johnny B. Goode” så også – ikke fordi det ikke var udmærket og velspillet – og ikke fordi at det var korsangerinderne Zenia Madsen og Susanne Kristensen, der fik lov at komme i front – men mere fordi at det hele var i en version, der ligesom syntes hørt før – og ikke indeholdt noget ekstra.

Der er ni koncerter tilbage på turen – og hvis de nu kunne samle ALLE fire power women i vokal front til ”Johnny B. Good” og derved spænde den ekstra op til lir, så kunne det måske blive den finale, som denne ellers genialt arrangerede og gennemførte koncert egentlig lagde op til.  


Mads Kornum

Mads Kornum

Leave a Replay

  • Kun kr. 33 pr. dag for en reklameplads her på siden!

  • Vil du være en del af ”SIDE 33"?

    Få Nyhedsbreve og andre fordele. Skriv dig op her, og hør nærmere.

    Scroll til toppen

    Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.