Bag det relativt ukendte navn, Claus Funch gemmer sig en af dansk rocks nok mest markante stemmer. Sandsynligheden for at have hørt den unikke stemme er dog til stede. For Claus Funch har nemlig sat sit præg på den danske musikscene som både frontmand i bandet Funch og som del af trioen Jaruni, Moura and Wesko, som også Tue West var en del af. Nu er han ude med sit andet soloalbum med navnet ”Noice Tablets”. Et album, der slår en tyk streg under alsidighed og talent hos den karismatiske kunstner.
Funchs stemme har så meget potentiale, at den fra albummets start uundgåeligt vil krybe under huden på lytteren. Den sætter sig fast og slipper ikke sit tag, før LP’en har drejet sin sidste omgang. Når en så stor stemme kombineres med et band så velspillende, som det er tilfældet med Funchs band. Ingen nævnt, ingen glemt; hver eneste musiker leverer sit ypperste og tilsammen supplerer bandet til perfektion Funchs karismatiske stemme. Ja, så kan det kun lede en vej; mod topkarakter. Tilføjes stemme og band et unikt tekstunivers, ja så er der ingen vej tilbage. Vi har at gøre med et album, der på fornemmeste vis rammer hoved på sømmet på samtlige parametre. Et album, der kan deles op i tre dele, der alle er lige interessante. Stemme, musik og lyrik. Hvert element har sin egen verden at dykke ned i.
”Noice Tablets” byder på rock i sin reneste form. Albummet har Jazz inspirerede numre, som giver albummet nuancer, der gør, at det aldrig bliver uinteressant eller ensformigt. Det har Johnny Cash-inspirerede vibes på nummeret ”Drugged up Future World”, der både byder på galoperende countryguitar og ørerhængende fløjteomkvæd. Ja, albummet har det hele, og vigtigst af alt mister det aldrig, til trods for de mange stilarter, Claus Funchs særpræg.
Hvert nummer har sit eget univers, der fortjener alt den opmærksomhed, der er til rådighed. Der er, som jeg var inde på tidligere, flere tilgange til hvert nummer. De to iørefaldende tilgange er med fokus på musikken og Funchs stemme. Derudover er der den lyriske tilgang, hvor især nummeret ”Players In A Movie” skal nævnes. Det er poesi, der på én gang er både personlig og samtidig skærer ind til benet og går lige i kødet på mere eksistentielle temaer. Og ja, så er der den sidste tilgang, hvor du læner dig tilbage med en kop kaffe, en whisky, en øl eller hvad der falder dig ind, og giver dig hen til helheden. For det er netop helheden, der gør albummet unikt og resulterer i noget, hvis lige, der er langt i mellem i dansk musik.
Kvaliteten af ”Noise Tablets” kan næsten ikke overvurderes. Det er upoleret, personligt og perfekt på den uperfekte måde. Det er detaljerigt på en måde, der bliver ved med at give, hver gang det lyttes til. Her er tale om et album, som i sin reneste form hylder musikken og alt hvad den står for. Er man i besiddelse af en pladespiller, bør albummet skaffes på LP. Det giver den optimale oplevelse af et album, der fortjener at bliver lyttet til igen og igen.
