Da Claus Funch og band holdt release koncert i Københavns hyggelige bydel, Sydhavn, var det med alt hvad et ægte musikhjerte begærer: vinylplader, kolde øl, god stemning og ikke mindst musik i særklasse.
Den tidligere bager på Mozartsvej i en af Københavns hyggeligste bydele, Sydhavnen, er nu en café ved navn Rallys. Selvom baglokalets røremaskiner og ovne er byttet ud med borde, stole og diverse plakater af nye og gamle musikere, er det rå og rustikke udtryk fra bagertiden intakt.
Tæt på denne nye café i Sydhavnen bor en mand, der for de fleste nok er ukendt af navn. Navnet er Claus Funch, og bag navnet gemmer sig en af dansk rocks nok mest markante stemmer. Sandsynligheden for at have hørt den unikke stemme er dog relativ stor. Funch har sat sit præg på den danske musikscene som både frontmand i bandet Funch og som del af trioen Jaruni, Moura and Wesko, som også Tue West var en del af.
Kombinationen af Rallys’ rustikke baglokale og Claus Funchs unikke stemme blev søndag eftermiddag smukt fusioneret, da Side33 var med til release koncerten, hvor udgivelsen af Funchs andet soloalbum, ”Noise Tablets” skulle markeres.
Det kan gå begge veje, når man vælger at afholde koncert på et sted, der ikke er beregnet til det. Især på et sted som Rallys, hvor baglokalets vægge primært består af, hvad der bedst kan beskrives som badeværelsesfliser. Siddepladser, der som sådan ikke rettet mod ’scenen’, der i dette tilfælde var et hjørne af lokalet uden forhøjning. Og nåh ja, så skulle man, grundet Covid-19, holde en meters afstand. I min optik, ikke optimale forhold til en release koncert.
Claus Funch og hans band havde heldigvis set Rallys’ potentiale, og var fast besluttet på at give de fremmødte en uforglemmelig oplevelse. En oplevelse, der, mod alle odds, blev noget udover det sædvanlige. For lyden var god, og folk kunne se, høre og føle den karismatiske sanger og hans ekstremt velspillende band, som bestod af både trommer, guitar, keys og kor. Alt spillede, da Funch og co. satte en stemning, der fyldte lokalet helt ud, i løbet af den halve times intimkoncert, der sendte albummet afsted på behørig vis.
Anmeldelse af albummet vil følge her på siden.