Godt håndværk, god humor, charme – og rigeligt med langtidsbare sange kan man komme langt med i musikbranchen, især hvis man matcher det med en fængende forsanger og en graciøs guitarist. Forsanger Paul Eastham – er vokset op I Southampton I England – og startede for cirka 12 år siden bandet Coast sammen med sin bror Chris Barnes. Også Georgie Cullum på kor og keyboard var med omkring bandet dengang, men ellers er der skiftet ud på alle pladser, i et band, som Paul Eastham ikke lægger skjul på har haft sine ups and down. Bedømt på dagsformen – peger pilen bestemt opad lige nu og her.
Bandet på den aktuelle tour og jubilæums albummet ”10” udgøres ud over de allerede nævnte af danske Mathias Larsen på trommer, og så de to skotter – Ewan MacDonald på bas, og det essentielle es i bandet – guitaristen Finlay Wells, der har været med de seneste 5 år.
I starten af deres karriere optrådte Coast nogle gange på Tønder Festival – og en enkelt blandt publikum blev vidst blæst mere omkuld end andre. I dag er hun ihvertfald gift med Paul Eastham, og de har sammen boet i Danmark de seneste 5½ år, og har netop fået en datter – som da også fik en lille hilsen på vejen via en lettere omskrivning af sangen ”The Caller” – oprindelig fra 2011.
Der er masser af skotske aner i musikken, men grundstenen er nok nærmere rock – ofte henad den ”the New Jersey Sound”, der har Bruce Springsteen som The Boss. Netop the Boss bliver da også hyldet i første sæts femte sang ”I Wanna Sing With the Boss” – der blev serveret i direkte forlængelse af den veldrevne ”Long Way Home”, med en fin vokalpræstation af Georgie Cullum.
Et første sæt, der startede stærkt med opbyggelig og storslået rocklyd i åbningsnummeret ”That Old Atlantic Sky” – der blot ved et enkelt lille ”c’mon” fik folk i den næsten fyldte sal til at klappe spontant med – og som fejende flot fik lov at folde sig ud over 6 minutter. Eneste minus var en i denne skribents øre for knastør trommelyd – og den gene gik desværre igen ved flere andre numre koncerten igennem. Men ellers spillede det for Coast, og det modne publikum var godt med på denne hyggelige ”lille fredag”. 54 minutter fik de i første sæt – der blev afsluttet på fuld vindstyrke med det bragende titelnummer fra deres forrige album – ”Windmills in the Sky”.
20 minutters pause med plads til snak om hvad de foreløbige højdepunkter havde været – og et godt bud var uden tvivl det smukke instrumental nummer ”Lament for Nick” – skrevet af Finlay Wells til en kræftsyg ven, der tabte kampen. Guitaren både græd og skinnede i det nummer – og nummeret fremstod som endnu et rørende eksempel på at musik i sig selv er et fællesskabende og universelt sprog.
Det er humor også – og at britisk og dansk humor har mange fælles træk – var utallige gode jokes og stikpiller fra scenen også slående eksempler på, og mange kunne i pausen gå og hygge sig over at genkalde sig de mange små jokes, der i mellem numrene blev leveret fra scenen fra skiftevis Paul Eastham og Finlay Weels om pladesalg, returordning, alder og danskkurser.
Andet sæt åbnede ligeså storslået som første sæt med ”Thundersnow” – startende med kun Eastham og Wells på scenen – begge på guitar – og de byggede en dragende sanselig stemning op, der efter 3 minutter suppleres med resten af bandet – og nummeret folder sig herefter ud i fuldt flor – og lukkede man øjnene undervejs kunne man tro at de havde hentet Mark Knopfler på scenen. Og det er det han kan – guitaristen Finlay Wells. Det ene øjeblik lyder han som Mark Knopfler, det næste som Stuart Adamson fra Big Country og ellers mest af alt som sig selv. Han er kort sagt klasse. Hele 72 minutter blev leveret i andet sæt (inkl. to ekstra numre) – og meget var minderigt – mens andet var lige lovligt ordinært. Men bandet holdt intensiteten og humøret var højt hele vejen igennem – op når de gav numre som ”Turning Point”, ”The Docks of My Hometown og ”America”, så var det som at være velkommen passager i en velsmurt Rolls Royce.
Og den Rolls Royce må hjertens gerne holde ind i Tønder næsten år mellem den 27.08 og 30.08.2020.
