Reportage : Journalist Ole Tradsborg
Hvis man troede, at Coldplay var det mindste slidte af deres nu over ét år lange turné, blev man glædeligt skuffet.
For trods turnéstart marts 2022 var den engelske kvartet, med frontfiguren Chris Martin, nemlig I absolut topform onsdag aften, hvor Music of the Spheres World Tour-stoppet ramte Parken i København første gang af i alt to koncerter.
Koncerten onsdag aften blev udsolgt på bare 35 minutter.
Det var derfor både forventningsfulde og feststemte fans, der stod klar til at modtage, og alle som én af de 47.000 fremmødte fik sig en musikoplevelse langt ud over det sædvanlige. For der blev bogstaveligt talt spillet på alle tangenter.
Introen til koncerten var nok en smule triviel, om end bandets klimabudskaber ikke er til at komme uden om, og vel er de både oprigtige og vedkommende.
Så repetitionen på storskærmene var selvfølgelig gennemtænkt med budskab om bæredygtighed, og hvor et verdensklima på vrangen blev sat på dagsordenen.
Med andre ord var der dømt miljøstatement fra start, hvilket Chris Martin senere gentog med sit:. ”Please help charge the show-battery…”
Og det gjorde publikum på alle måder…
- Music of the Spheres World Touren er fra mange sider anerkendt for sine banebrydende bæredygtighedsinitiativer, som inkluderer et show drevet af 100% vedvarende energi næsten alle steder; verdens første batterisystem til brug på turné (lavet af 40 BMW elbilbatterier); elcykler og kinetiske dansegulve, der giver fans mulighed for at hjælpe med at drive showet; solpaneler og vindmøller på alle steder; et løfte om at reducere tur-emissioner med 50%; opfordringer til at få fans til at rejse med grøn transport; og et træ plantet for hver solgt billet. Mere information på sustainability.coldplay.com.
Bæredygtig energi og blinkende lygter
Med 40 minutters forsinkelse blev aftenens første, store energiudladning ikke overraskende skudt af allerede i første nummer Higher Power, der blev løftet et par oktaver på energiscoren, da confettiregnen slutteligt blæste om kap med musikken i ørerne på publikum.
Og så var vi ellers i gang, hvor tempoet fortsatte ufortrødent og med fuld fart på festløjerne, da over 100 balloner blev sluppet fri på plænen ned i den feststemte hob, og så var der ellers dømt ballondans som akkompagnement til Adventure of a Lifetime.
Og fællessang – altså allerede i bandets bare anden sang på en aften, der hurtigt stak af i et overflødighedshorn af lys, lyd og lattermildhed.
Lyset stod ekstraordinært skarpt denne halvgrå og forblæste onsdag, for alle publikummer var udstyret med lysarmbånd, der fik lov til at blinke tilbage i et sublimt afstemt og overdrevent lightplay.
Godt, det er bæredygtig energi brugt til batterierne, tænkte jeg fragmenteret og samtidig opstemt over showstarten.
Måske især fordi jeg ikke tidligere har haft fornøjelsen af at overvære Coldplay live, men det blev hurtigt fornemmelsen, at jeg havde, for kvartetten var ikke sene til at byde alle med og indenfor – også novicerne…
Den fortælling og invitation stod forsanger Chris Martin centralt for – og det gør han legende let og ærligt, når han med sin cocktail af enestående karisma og nærvær formår at få alle tilhørere til at føle sig særlige.
Og vist var vi både særlige og særligt heldige, da hitparaden bare fortsatte med numre som Paradise og ikke mindst Viva la Vida, der kickstartede koncertens anden akt – kaldet ”Moons”. Koncerten bestod af fire akter, hvor første akt var ”Planets”, den tredje var ”Stars”, for så at slutte af med ”Home”.
Nærvær og månen tur/retur
At trådene måske blev trukket til en månelanding, skal lade være usagt, det fremstod i hvert fald ikke klart.
Sikkert var det dog, at de fra start solidt plantede og godt groundede ben forlod jorden i flere omgange.
Alligevel følte man sig tryg og i godt selskab med astronauterne Martin, Buckland, Berryman og Champion, men det må alligevel have føltes exceptionelt for den indonesiske pige, Chris Martin udvalgte til en fællessang midt i Parken, som på dette tidspunkt agerede scene for koncerten.
I Parkens centrum, og dermed helt og aldeles omgivet af fans, lod Chris Martin blikket falde over massevis af fanhilsner, og mange blev læst op.
Og for én fan ændrede koncerten sig dermed afgørende, da hendes hilsen ramte Chris Martin i mellemgulvet, så hun blev budt op til duet med sit store idol. De to fremførte sammen ’Daddy’, som blev formidlet både rørende og inderligt, men heller intet var overladt til tilfældighederne med close up-kameraer i fjæset på den modige fan, der med bævende overlæbe sang til ære for sin afdøde daddy.
Gul bølge og grøn energi
Hurtigt herefter løftede stemningen sig fra det hyper-nærværende til fest og ballade, da Parken kort efter gik i gult.
’Yellow’ fejede al tvivl væk om manglende fællesskabsfølelse. Parken blev transformeret til en kæmpemæssig gul bølge på grøn energi, der brusende slog benene væk under de sidste, der ikke havde overgivet sig til Coldplays lokkende LongPlay.
Det løftede sig til nye astronomiske, lysende højder i tredje akt, hvor Human Heart lagde livsbekræftende fra land. For på modsatte langside dannedes to bankende røde hjerter – igen skabt af publikum-armbåndene.
Smukt, smukt orkestreret.
Clocks bragede præcis en time fra koncertstart ud og markerede halvleg, men kun et splitsekund, så var vi allerede langt inde i anden halvleg, på vej mod Midnight.
Sættet blev afsluttet med A Sky Full of Stars, der dog lige krævede et indstuderet re-take, da Chris Martin appellerede til at energien mellem band og publikum skulle stå alene, og at mobiltelefoner skulle have en velfortjent pause.
Den opfordring forstod ikke alle, men alle 47.000 gik dog i ekstase til sangen, der blev suppleret af stjerneformet (klimavenlig?) confetti…
Nationalsang og halvbillige point
Chris Martin havde indimellem takket mange gange – også på dansk – både for at være til stede denne aften, og for at være sammen med publikum.
Men trods højdespringerne, opstod et musikalsk minus dog, da aftenens ’speciel song’ valg faldt på ’Der er et yndigt land’.
Og vist er landet yndigt, og ja, landets nationalarena var stedet, men timingen var sært upassende, selv om intentionerne helt sikkert var gode, og Chris Martin henkastet bedyrede, at han blot havde øvet den smukke melodi i en times tid.
Den danske hyldest kunne snildt have været undværet, og den blev da også hurtigt glemt.
Et magisk musik-fix
Meget er sket siden bandets første album Parachutes, der udkom for næsten nøjagtigt 23 år siden, og Coldplay har da heller aldrig rystet på hånden i forhold til at gå nye veje.
Det gjorde de i den grad onsdag aften, hvor alle sten blev vendt undervejs i en forrygende forestilling, der meget passende blev semi-afsluttet med endnu en kæmpebanger Fix You – meget passende sunget fiks og færdig i den silende regn. Klimaet svarede tilbage.
”I er smukke”, råbte Chris Martin inden det Muppet-mystiske nummer ’Biutyful’ afsluttede et magisk musik-fix…