Ud fra måden som disse fire dage blev afviklet på, skulle man tro at Copenhell nærmest var en institution i dansk festivalhistorie. Det er den ikke. Men det bliver den. Det var blot 10’ende gang at festivalen blev afviklet, men den har efterhånden udviklet sig til en af de helt store spillere på det bugnende festival landkort her til lands.
At de så langt fra er kørt metaltrætte ovenpå et par års ufrivillige nedlukninger, beviste et program, der stadig havde masser af grumme og gnistrende godbidder til det mere nicheorienterede publikum, som festivalen oprindeligt blev skabt for, samtidig med at festivalen har lukket op fra rockens mange andre former for optændingsvæske.
Det ses på et rekordstort og bredt sammensat publikum, der både vil musikken og hinanden, og både vil nyde og yde.
”Sikke en fest, og så spredes der bare så meget kærlighed” – lød et åbenhjertigt udsagn fra en deltager. En sætning, der i sig selv, vel ikke mere rammende kan sammenfatte essensen af de fire dage! .
Gensynsglæde og nye lynnedslag
Festivalen havde haft en heldig hånd med deres hovednavne Metallica, Kiss og Iron Maiden, der alle levede op til deres ubetingede legende status, og som alle tre både leverede med kvantitet, kvalitet, og ikke mindst med en åbenlys og ægte kærlighed til en festival, der ville dem alle. De formåede at fylde pladsen foran den største scene med stort set hver og en samlet af de cirka 35.000, der havde sikret sig en billet.
Ellers gik det fra slag til slag – og ikke mindst med lynnedslag fra de svenske riff dronninger fra Thundermother, der indtog Copenhell som sande sejrherrer, med den slags smittende attituder, der skaber livslange forhold. Søren Andersen (Electric Guitars m.fl.) gæstede undervejs deres eksplosive sæt, og selv fyrede han dagen efter op for en helvedes god – og nærmest guitar-guddommelig koncert med sin trio, hvor han i øvrigt selv kunne præsentere en gæst undervejs i form af Mike Tramp.
Fredspladsen
Gæstfriheden er stor på Cophenhell – også når der skal sættes et eftertrykkeligt politisk statement, som det ukrainske orkester JINJER satte lørdag. De fik den måske vildeste publikumsmodtagelse af alle på dette års festival. Tænker det har kunne høres helt i Moskva! Med håbet om fred og hårdtslående toner som angrebsvåben gav JINJER en på alle måder minderig og respektindgydende koncert.
Rockfolket er fredselskere, og måske derfor var festivalen igen i år også et af de mest fredelige festområder man kunne bevæge sig ind. Sikke en respekt der er for hinanden og for hinandens forskelligheder i udtryk og aftryk. I helvedes forgård oser der groft sagt af næstekærlighed – og som et af de efterhånden få steder kan ’stage diving foregå uden frygt for liv og lemmer, fordi folk rent faktisk er opmærksomme på hinanden, og passer på hinanden.
Plads til nostalgi og nysgerrighed
Ligesom på Sweden Rock var SIDE 33’s udsendte Henrik og Belinda Hildebrandt godt rundt for at tage temperaturen på både nostalgi og nysgerrighed, og det gav en masse fede oplevelse og et par skuffelser. Vi tager her nogle nedslag.
Dizzy Mizz Lizzy gik ydmygt til værks med en tungt sæt med en velspillende Tim Christensen i front, der overvandt sin ærefrygt, og kunne gå fra scenen med æren i stærk behold.
Det kunne Ugly Kid Joe ikke. Hvorfor de var booket, er et godt spørgsmål. Pænt sagt ligegyldigt, og med alt for mange kedelige coverversioner, der vel ikke engang havde fået godkendelsesstemplet i festivalens svar på ’vin og ølgod’ – ’Biergarten’ teltet. Stedet hvor det ikke bare flød med øl og god stemning, men også med ROCK DJ’s og GODE coverbands.
Uanset om der var fyldt eller færre mennesker ved de fire primære scener, så fornemmedes en god kommunikation og en overvældende gensynsglæde mellem band og publikum. Undtagelsen var Opeth, der åbenbart hellere ville have været i Stockholm. Usympatisk bekendtskab. Nedtur.
Det var mødet med DOWN til gengæld ikke. Nok var musikken tung og dyster, men den virkede også som den ventil rockmusik er når den fungerer bedst, og med en forsanger med masser af livsgnist. Optur.
Det havde mange også håbet at mødet med svenske The Hellacopters skulle være, men håbløse lydforhold gjorde at den koncert aldrig lettede for et ellers bravt kæmpende orkester, og deres loyale fanskare.
Lyden fejlede ikke noget da Artillery tidligere på dagen havde vækket deres fans til live med en af lørdagens tidligere eftermiddags koncerter (13.30). Selv på en metalfestival vel det man må betragte som ukristeligt tidligt, ikke mindst efter en fredag aften og nat, der for mange var kulminationen, der hvor alle parametre skulle toppes.
At vække ret mange lykkedes næppe for engelske Thunder, der med det velfriserede melodiske rock for første gang fik ordet ’kedeligt’ til at poppe op på nethinden hos vores udsendte og et par andre sædvanligvis pålidelige øjenvidner, der fortrak til danske Junkyard Drive, der nok engang understregede at de bygger på i en karriere, der efterhånden peger i en international retning.
Sidst men ikke mindst fortjener svenske Nerved et par ord med på vejen. Alene det at stille op i jakkesæt og med en sangerinde i noget der kunne ligne et alternativt bud på en brudekjole, skaber opmærksomhed. Nerverne blev inden for tøjet, og de formåede med en gedigen symfonisk omgang metalrock i europæisk topklasse – ikke ulig et band som Nightwish – at understrege, at Copenhell rent faktisk er et sted, hvor der er meget mere end nostalgisk nydelse – der er også masser af næring til nysgerrigheden.
Derfor kommer hovedparten af årets publikum med garanti tilbage til næste år. Det bliver svært at matche årets tre hovednavne, men de kunne jo starte med albumaktuelle DEF LEPPARD!
EKSTRA FOTOS
