Der var godt fyldt op på det hyggelige spillested Dexter i Odense, da denne 50-årige newyorker med dybe rødder i Minnesota for første gang siden 2007 betrådte en dansk scene. Tydeligvis et lille scoop som arrangørerne bag Nashville Nights International Songwriters Festival her havde gjort. Man fornemmede at det var et navn, som mange blandt de godt 125 publikummer virkelig havde set frem til. I modsætning til de mere ukendte og nysgerrige møder rundt omkring på festivalen med de her til lands mange forholdsvis ukendte sangskrivere fra Nashville – var det forventningens glæde, der emmede overalt i lokalet – og det skulle vise sig at være særdeles velbegrundet.
Mit eget kendskab til Craig Finn var det forhånd det man må kalde overraskende overfladisk. Af en eller uforklarlig årsag er han forblevet udenfor min radar, selvom jeg holder meget af den musikalske sfære han bevæger sig i. Jeg er naturligvis også bekendt med hans normale frontmandsvirke i rockbandet The Hold Steady, som siden 2004 har udgivet otte album, der har sikret bandet både en forholdsvis stor og international fanbase, og en høj grad af respekt hos anmeldere og diverse meningsdannere.
Mange holder altså også af Craig Finns lidt mere sangskriver orienterede soloprojekter. Her er det foreløbig blevet til fire album og en meget anbefalelsesværdig Record Store Day udgivelse sidste år med diverse B-sider og outtakes. Det var disse solo album, der var udgangspunktet i denne godt 75 minutter lange koncert – som dog også talte udvalgte The Hold Steady numre.
Det første man rammes af for alvor, er han nærværende tilstedeværelse – og hans lyst til at dele ud af de ofte ret personlige historier – som leveres med et glimt i øjet bag den klædelige og markante brille.
Det er også selve historierne man rammes mest af i løbet af koncerten, idet det minimalistiske set up med blot ham selv på akustisk guitar, reelt ikke gør voldsomt meget væsen af sig. Men man rammes alligevel af sangenes sjæl – og indholdet i tekster, der bliver sunget så man kan høre hver et ord, og som har både substans og sans. Det uanset om det er charmerende ’break-up’ sang skrevet til hende, der senere alligevel blev hans kone – eller om det var en barsk – ja nærmest vanvittig, men virkelig historie, som i ”Newmeyer’s Roof”, om den skæbnesvangre dag 9. september 2001, hvor han sammen med en ven stod på en tagterrasse med direkte udsyn til det tårn, der først gik i brand. Ude af deres følelser vold – kunne de blot hente mere øl, mens de totalt magtesløse var vidner til – men uvidende om – at den før omtalte kvinde Craig Finn senere skulle danne par med – gik mod både ordre og strømmen – i en kamp om at komme ud af og væk fra det nabotårn, der efterfølgende skulle blive ramt.
”Thank you for having me” sagde han så det lød til at komme direkte fra hjertet – inden han gik i gang med et af sættets helt store højdepunkter – ”Magic Marker” – en sang om krig, konsekvenser og krigsveteraner, og en sang, der i den grad understreger hvorfor Craig Finn er et helt naturligt valgt til festival med fokus på sangskrivning. Han er simpelthen en eminent historiefortæller og en formidabel formidler. Han kan noget med ord – og han synger så man forstår og indfanges, som var det en novelle, der foldes ud. På nogle måder minder han mig i hans fremtoning og sangforedrag om en mellemting mellem Randy Newman og Warren Zevon, og en større ros kan jeg næsten ikke give.
Han har en befriende selvironi og joker lidt med at der altid er en forfærdelig masse bynavne og geografiske henvisninger i hans sange – og han løfter sløret for at der kommer nyt album næste år. Ud af de i alt tretten numre vi får – inklusiv et ekstra nummer – i aftenens sæt, er der tre helt nye, som han aldrig har spillet før. Så det var altså lige ægte verdenspremierer vi her var vidne til! Koncerten – der i øvrigt var den eneste i Europa i denne omgang – var nemlig den første han spillede siden 8. marts sidste år.
Han var dog dagen før på besøg hos den lokale pladepusher Moby Disc for at give en lille in-store koncert, og her blev et af de nye numre dog også luftet. Craig Finn er tydeligvis interesseret i sine fans og følgere, og efter koncerter er der en uhørt lang kø for at få en snak , og købt et signeret album.
Fra scenen lover Craig Finn at der ikke skal gå 14 år igen før han kommer tilbage. Det tror jeg hver og en i lokalet er mere end glade for. For selvom han hverken går over i historien som verdens dygtigste musiker eller sanger, så tilhører han den slags sangskrivere, der går direkte ind under huden hos dem der lytter – og så skriver han sange med holdbarhed og historisk værdi.
Han er ægte, og har efter eget udsagn været det siden han som 13-årig spurgte efter hvordan man var ’real punk’ fremfor ”fake punk”. Svaret lå hos Black Flag fik han at vide, og han fik skaffet sig en billet til deres koncert i byen, men kom aldrig til den, da han ikke lige havde fået tjekket at han der skulle på ferie med hans forældre. Den historie blev indledningen til sangen ”It’s never been a fair fight”, der blev endnu et trumfkort fra en sangskriver, som jeg helt sikkert nu skal sætte mig meget mere ind i.
