Toppen af dansk rocken var stævnet i den genopbyggede KB Hal. Et smukt bygningsværk, der nok skal kunne skabe sin egen musikhistorie, ligesom sin nedbrændte forgænger.
Lyden var bestemt godkendt til D-A-D, men ikke optimal – og til The Sandmen var den generelt lidt for mudret. Men det ødelagde ikke indtrykket af en udsolgt koncert, som mest af alt var et regulært rockbrag af dimensioner. Sådan her skal KB Hallen rockes, rykkes og røres.
Fredagsstemningen hjalp så sikkert også lidt til. Det gennemgående godt erfarne publikum var generelt ligeså tørstigt, som det var sultent efter rock. Men bedømt ud fra hvad der lå af tomme plastkrus og papholdere efter koncerten, havde de fleste vidst fået rigeligt med væske undervejs.
Den fem mand høje 2019 udgave af The Sandmen er centreret omkring forsanger Allan Vegenfeldt, der fra første strofe i åbningsnummeret ”Long Leg Sally” beviste at han stadig her 33 år inde i musikkarrieren stadig fremstår som en af landets mest karismatiske og fuldfede rocksangere.
Et par godt optændte kvinder, der stod lige bag denne skribent, var i hvert fald ikke i tvivl. Hver gang han bevægede sig frem på den fremskudte scene – lagde de på ingen måde skjul på, at de i den grad syntes han stadig var en alt for lækker ”Bad Boy”. Som en dansk krydsning af Jim Morrison og Mick Jagger udstråler han da også stadig det overskud og den energi, som er selve rocksangerens vigtigste DNA.
9 numre på 35 minutter blev det til – og selvfølgelig var ”5 Minutes Past Loneliness” og ”House in the Country” i blandt. Det var nu ikke dem, der gjorde størst indtryk. Det var helt klart ”Get Up, Get Out”, ”Roadside” og ”Devil’s Way” – der alle oprindeligt er at finde på den vaskeægte dansk-rock klassiker ”Gimme Gimme” fra 1990. De næsten 30 år gamle nummer stod nærmest stærkere og mere evigt grønne end nogensinde.
Det er således et formstærkt band der drager på en mini turne med koncerter på Skråen i Ålborg den 17.04, på Posten i Odense den 19.04, Store VEGA i København den 20.04, og Train i Århus den 27.04.
D-A-DD har i mange år kørt på rutinen – og det sikre – og ikke siden deres fænomenale klubturne i 2014 har de vel fremstået så kontant friske i kød, knogler og i selve kærligheden til den evigt strømmende rockkilde, som de gjorde i går.
Seks om dagen skulle være så sundt. Og for D-A-D var det også sundt at præsentere seks numre fra det kommende album ”A Prayer for the Loud” – der udkommer den 31.05.
”The Sky Is Made of Blues” blev præsenteret som et kommende hit. Det er nok lige optimistisk nok, om end det bestemt var uuudemærket, men så heller ikke mere.
Det var til gengæld den nye single ”Burning Star”, som åbnede ballet, og titelnummeret, der åbenlyst flirtede med et ZZ Top blues tonet beat. ”Nothing Ever Changes” fungerede også glimrende, med et rustikt riff, men det manglede så måske lige det helt rette omkvæd.
Omkvæd eller i hvert fald fælles sang kom der i det helt store format på aftenens sidste nye nummer ”No Doubt About It” – der blev præsenteret som nr. 15 ud af 21 numre i de to timers pågående sansebombardement. I det nummer understregede Jesper Binzer sine eventyrlige performance evner ved at lægge op til en – to – eller det blev vidst til tre – Laust Sonne trommesoloer – ved at få folk til at skråle med på ”For helvede Laust – slå dine trommer ihjel”. Kongeligt. KB Hallen var i ekstase.
Også fordi de inden da var forkælet af vitalt tændte udgaver af klassikere som ”Jihad”, ”Everything Glows, og ikke mindst ”Grow or Pay”, hvor Jacob Binzer lagde nye lag på sin uomtvistelige status, som en af rigets vægtigste og mægtigste guitarguder.
Jacob Binzer og Laust Sonne var i det hele taget en fryd for både øje og rocket sindelag. De optrådte, som de trykpumpende hjertestartere, og emmede hele vejen af subtil stil, kraftfuld klasse – og overdådigt overskud. Det var f.eks. tydeligt, da hele bandet med velplacerede knytnæveslag til middelmådigheden foldede ”Reconstrucdead” og ”Monster Philosophy” ud lige efter hinanden i en grad, så det bare er at takke for at der er så højt til loftet i KB Hallen. Det var så heftigt og hot, at selv Laust Sonne måtte smide sin nye stilfulde mintgrønne jakke.
Der er således god grund til at glæde sig til den 31.05 – og der er reel resonans i at være taknemlig over, at det ser ud til at lykkedes for de fire forlystelsessyge natsværmere, at finde tilbage til kernen – der hvor det gnister, og der hvor de hele tiden gør hinanden bedre, og løfter helhedsindtrykket.
Helhedsindtrykket denne aften var i hvert fald ikke til at tage fejl af. D-A-D rocks forever!