Da et af vort lille lands få sande rocklegender fra D-A-D søndag aften gik på scenen i Tivolis koncertsal, var det den sidste af i alt seks koncerter i den smukke sal fordelt på sidste uges syv dage. Til trods for dette var der intet der tydede på, at det godt 30 år gamle rockband var blevet bare lidt trætte.
De lukkede og slukkede koncertserien i TIVOLI med maner, og det var en sand fornøjelse at lægge øre og øjne til, at Binzer og Co. allerede med åbningsnummeret, ”A Prayer for the Loud” slog fast, at de var kommet for at få os til at glemme diverse Corona-restriktioner. Bandets karismatiske frontmand, Jesper Binzer lagde da heller ikke skjul på det bizarre i at sidde ned til en koncert med D-A-D. Efter et par numre til at tilvænne sig situationen, var det alligevel ganske befriende at være vidne til noget, der mindede mere om en koncert end det show, der oftest forventes af det hårdtslående rockband. Denne afveksling var klædelig og, at det hverken blev akavet eller for meget, skyldes i høj grad et imponerende repertoire af godt blandede rocknumre. Igennem koncertens 105 minutter kunne man læne sig tilbage og nyde de mange nuancer, bandet rent faktisk har, men som måske har tendens til at drukne i de normalt store mængder af fadøl og højtråbende fans til en D-A-D koncert.
Når et band som D-A-D formår at levere varen til en koncert, der ligger så langt fra deres vanlige stil, skyldes det ikke kun det tidligere nævnte repertoire. Bandets yngste medlem, Laust Sonne fortjener en stor del af rosen for dette. Det er en sand fornøjelse at lægge ører til, når multitalentet Sonne folder sig ud bag trommerne. For selvom der ingen tvivl er om, at D-A-D er et rendyrket rockband, bidrog Sonne med fænomenalt trommespil, hvor jazz og andre alternative stilarter satte sit præg på bandets musikalske udtryk. Denne fusion gav flere gange fornemmelsen af at sidde i en decideret trance af rockmusik.
Med numre som ”Bad Craziness”, ”Rim of Hell”, ”Black Crickets” og ”A Prayer for the Loud” blev det tydeligt understreget at D-A-D er et band af svingende kvalitet. Sidstnævnte, der er at finde på bandets seneste album af samme navn, står i skærende kontrast til de tre første, der alle slår fast at bandets storhedstid var tilbage i slutfirserne/starthalvfemserne, og dermed for længst er forbi.
Imellem de to ydrepoler kan nævnes numre som ”Everything Glows” og ”Something Good”, der begge er fra 2000-albummet ”Everything Glows”. Med en sætliste af dette format, er det næsten overflødigt at sige, at det blev en uforglemmelig aften i selvskab med et band, der har fortjent sin plads i dansk rockhistorie, som et af de største nogensinde.
Efter 70 uforglemmelige minutter bestående af blandet højkvalitetsrock, der med et ord kan beskrives som en magtdemonstration, forlod bandet scenen. Heldigvis blot for at komme tilbage og sikre sig, at de fremmødte fik fuld valuta for pengene. Med ekstranumrene ”Sleeping My Day Away”, ”Laugh ’n’ a 1/2″ og ”It’s After Dark”, blev den i forvejen uforglemmelige aften til noget ganske særligt. Sidstnævnte gjorde det da også helt umuligt for publikum at overholde reglen om, at man ikke måtte synge med.