Inspirationen til Damon Albarns seneste plade er udsigten fra hans hus på Island (jeg kan ikke sige ”i Island”). Her han siddet og set ud på bjerget Ejas og Snæfellsjökull Nationalpark som ligger ved foden af en vulkan og gletsjer.
”Jeg har altid ønsket mig at spille udsigten fra mit vindue med et kammerorkester.”
– Damon Albarn
Langt fra Blur, Gorillaz, storbylyd eller det Afrika, der musikalsk har inspireret Damon Albarn.
Denne aften sad han bag klaveret og udsigten var ud over en næsten fuld sal af siddende forventningsfulde og meget tålmodige mennesker i KB-hallen. Vi havde ventet i næsten to år. Juni 2020 stod der på min billet til 700.- kroner. Altså købt 1½ år før Albarns seneste plade. Derfor var forventningen høj, og jeg var også klar over at hans Islandsfascination ville sætte sit dybe præg på koncerten. Men nede på plaststolene var vi mange, der kendte Albarn bedst som halvsnøvlet partydreng med masser af rytmiske venner omkring sig. Sådan har jeg set ham på Roskilde Festival mange gange, og det er også festivalen der har inviteret ham til at møde os igen denne aften i K.B. Hallen.
Det var nu ikke meget han så ud på os. Han havde mest læsebrillen på og sin fascinerende men til tider også sløvende fortællersangstemme på.
Han ville fortælle os at jo nærmere du er på kilden, jo renere flyder strømmen. Min egen træsko-oversættelse af titlen på både koncerten og den seneste plade: The Nearer the Fountain, More Pure the Stream Flows.
Koncerten var en fascinerende grundstemning af melankoli og publikum holdt vejret som til en klassisk koncert og tog høfligt imod de afdæmpede klangflader af keyboards, Simon Tongs guitar og Mike Smith på saxofon. De få gange, der blev introduceret lidt tempo og rytme var publikum straks med, men deres kortvarige entusiasme blev ikke belønnet fra scenen.
Udover Island så simrer isolation og endda sygdom også som en slags inspiration til de nye sange som blev indspillet i England under coronanedlukningen.
Strygerkvartetten bag ham i K.B. Hallen havde paradoksalt nok mundbind på og både Damon Albarn og resten af bandet sad ned det meste af koncerten som om de havde fået besked på at holde corona-afstand (sådan musikalsk set), og Damon henvendte sig ikke til publikum. Undtagelsen var en glad, let dansende bassist Seye Adelekan i prikkede bukser. Selvom publikum måske helst ønskede at Corona igen var et synonym for en slags øl, og Albarn et synonym for fest, så var Gorillaz-bassisten det eneste lyspunkt.
Koncerten varede kun lidt mere end en time, og selvom publikum andægtigt havde lyttet til Hr. Albarn, så blev gensvaret kun en afdæmpet version af et gammelt Blur-nummer. Det var enkelte begejstrede publikummer, der forsøgte at få en stemning op, men desværre kiggede Damon Albarn ikke ud over publikum og blev inspireret. Han var fortabt i stemningen af islandske bjerglandskaber. Musikalsk var der jo ikke en finger at sætte på det hele. Som koncert fungerende det bare ude af sync.
Sange:
The Nearer the Fountain, More Pure the Stream Flows
The Cormorant
Royal Morning Blue
Combustion
Daft Wader
Darkness to Light
Esja
The Tower of Montevideo
Giraffe Trumpet Sea
Polaris
Particles
Ekstranummer:
The Bollocked Man
Island
Strange News from Another Star (BLUR sang)
