Engelske Danni Nicholls fik et pænt gennembrud i forbindelse med hendes andet album ”Mockingbird Lane” fra 2015. Et ganske smukt og ret afdæmpet singer/songwriter album med stærke rødder til americana og roots musik. Nu er hun endelig klar med den længe ventede opfølger. Og hun skuffer ikke.
Hun er ellers taget lidt ud af de trykke rammer. Alt er nemlig indspillet i et nyt, moderne og helt eventyrligt indrettet studie, der ligger i ingenmandsland i et stort skovområde nord for Nashville.
Studiet er designet og bygget af musikeren og produceren Jordan Brooke Hamlin – der blandt andet også er anerkendt for sit arbejde med Indigo Girls.
Tanken har været at skabe nogle soniske, æstetiske og psykologiske rum for kunstnerne – og produceren.
Albummet lyder, som om det er lykkedes ret godt. Det er et harmonisk og naturligt lydbillede Nicholls og Hamlin har skabt i et samarbejde, der har været så tæt, at de rent faktisk også spiller langt de fleste instrumenter på albummet.
Det meste dufter af skovens dybe stille ro – men rødderne i skovbunden for nu også lov til at knirke og give sig lidt.
Det er et album til en kaffeduftende morgenstund med god tid, eller til en sen aftentime i skæret fra et velskænket glas rødvin. Nu har vi jo i forvejen begreberne skovmands-rock og nature-pop, så hvorfor ikke bare døbe dette musikalske udtryk naturicana?
Det er i hvert fald et meget åbent, ærligt og personligt aftryk at Danni Nicholls sætter på sin sangskrivning om livets mange ups and downs.
Danni Nicholls har en indlevende og behagelig glød i stemmen – og den er som skabt til det primært nedtonede univers, som leveres på de på 11 numre. Variationen er ikke voldsom stor, men hun evner alligevel lige at tviste cirka halvdelen af pladens numre i lidt andre retninger. Særligt stærkt står de numre – åbningsnummeret ”Wild af the Water”, ”Frosen” og ”Ancient Embers”, som bygges naturligt og tålmodigt op mod et kontrolleret klimaks. I den grad lyttelækkerier.
Friskt og vellykket er det også at hun flirter med lidt gospel feeling i omkvædet på ”Hear Your Voice” – og limed dt 60’er pop sound a la Dusty Springfield på ”Power to Leave”.
Men absolut bedst bliver det når man kan høre hendes engelske aner (Gerry Rafferty, Al Stewart, Richard Thompson etc) på nummeret ”Losing It”. Det er som den fineste luksus trøffel konverteret til musik.
Man skal også være ret harsk og hårdhudet for ikke at rammes af den næsten magiske stemning i ”Lemonade”, som bevæger med smuk akustisk guitar og atmosfæriske forkyndelser fra piano og cello.
Som helhed et dejligt album, men et par numre eller tre hviler måske lige lovlig meget i sig selv og i de komfortable omgivelser.
Fra den 03.05 (Gimle i Roskilde) og frem til den 10.05 giver hun hele 7 koncerter på Sjælland og i København.
