Ved Gud eller andre højtbesungne bemyndige – så burde man forbyde brødre stridigheder ved lov om orden i musik. Der kommer så sjældent bedre musik ud af disse splittelser. Se bare på eksemplerne med brødrene Gallagher i Oasis, brødrene Davies i The Kinks eller brødrene Knopfler i Dire Straits.
Lillebror David Knopfler var med på de to første Dire Straits album fra 1978 og 1979 – og han var med i opstarten af ”Making Movies”, men så gik noget galt mellem brødrene, og han forlod/røg ud af bandet. Dire Straits levede videre – og lavede efterfølgende karrierens to stærkeste album – omtalte ”Making Movies” og ”Love over Gold”.
David Knopfler tog hul på en solo karriere, der generelt har bragt bedre album til verdenen – end brormand Mark – der som solist har en trist tendens til at ville kede én halvvejs ihjel, for så lige at vise hvor god han er på den anden halvdel af albummet. Mark Knopfler har stadig ikke lavet et solo album, der imponerer denne skribent hele vejen igennem.
Der står det rent faktisk bedre til med David, selvom også hans produktion har været noget ujævn. ”Heartlands” er det 12 studie album i rækken. Kigger man tilbage er det især plader som ”Release” (83), ”Lifelines” (91) og ”Ship of Dreams” (04) ,der til hver en tid kan tåle et genhør og holder kvalitet fra start til slut.
Lyden af det tidlige Dire Straits dukker op momentvis, men ellers er David Knopfler mest af alt en glimrende story-teller i et afslappet og afmålt folk-rock univers. Det tilbagelænede – og musikalsk for ensartede – tager desværre overhånden på et album, der hvis det var skåret ned til en EP med seks numre – i stedet for et album med tolv – ville være til topkarakter. Albummets tre første fuldfede numre – ”The Midnight Shaker” (blues/folk) , ”Easter Rising” (UK folk) og titelnummeret, smukt opbygget i klassisk singer/songwriter stil – lover således mere end resten af albummet kan holde. Herefter er det kun på den Dire Straits farvede og rytmisk velfunderede ”I’ve Got My Eye on You”, den stemningsfulde ”Waiting for the Call”, og ikke mindst den charmerende ”Cats in the Rigging”, der stemningsmæssigt lyder som et nummer, der kunne være en glemt perle fra det ene mesterværk, der kom fra The Notting Hillbillies (Mark Knopfler side-projekt 1990), at man virkelig kan mærke mere end sofapudens insisterende kalden.
