DE LYKKELIGE KVÆRULANTER – ”De lykkelige kværulanter”

”Bo Kaspers Orkester har fået sig nogle danske åndsfæller - på egen vej"

Med et navn som DE LYKKELIGE KVÆRULANTER er man hos mig allerede kommet godt fra start. Det er simpelthen et bandnavn, der smager af ord på spil, humor og noget udefinerbart men ’ægte’ dansk – og det giver simpelthen lyst til at kigge ind bag navneskiltet. 

Og der kommer man i rigtigt godt selskab med et seks mand stort orkester – der består af sangeren Morten Remar (Back to Back), Jacob Mogensen (guitar), Thomas Egeskov Petersen (keyboards), Børge Lunde-Christensen (bas) Martin Kollerup Sørensen (trommer) og Hans Christian Erbs (trompet, flygelhorn).

En midtjysk centreret sammensætning af etablerede spillemænd, der nobelt og næstekærligt har begået nogle ganske fine hverdags skildrende originalsange, med ligefremme danske tekster om det indre og ydre liv på godt og ondt. Sat musikalsk i stævne i et primært tilbagelænet univers, der nok emmer mere af hyggebrunch end fredagsbar, men som også rummer det blik og det glimt i øjet, som kun kan findes hos den frække dreng i klassen.

Således befinder vi os i en boldgade, som nok tættest kan sammenlignes med Bo Kaspers Orkester – uden at det dog lyder som det har været en mission, ligefrem at skabe en dansk udgave af det her til lands så populære svenske orkester.  

Som sanger klæder variationen mellem pop, jazz, soul og vise i den grad Morten Remar, og der er både swing og sanselighed i hans fraseringer og vokale fremtoning her på debutalbummet. Stilmæssigt kommer albummet godt omkring. Mest iørefaldende fremstår umiddelbart ”Hjem til dig” – der er en rørende og reflekterende værtshusvise med bossanova benzin til bålet – og så de dejlige groovy og funky fætre ”Det regner” og ”Alt hvad jeg ønsker mig”.

Også på ”Kvinder” swinger det – godt nok kun kort i 2 minutter og 12 sekunder – men det i en grad og på en måde, så man pludselig husker og forstår hvorfor Preben Kaas og sange som ”Hvad skal vi kvinder” og ”Åh Babe kom med et bud” forbliver eviggrønne. Og ligesom hos Kass er humoren i højsædet og lige i tidens vinkel.

Melankolien får til gengæld lov til at folde sig smukt ud på ”Bunden er nået” og ”Tavse fugle” – og her viser skiftevis Jacob Mogensen (guitar), Thomas Egeskov Petersen (Keys/piano) og ikke mindst Hans Christian Erbs (trompet /flygelhorn), hvad de hver især og de enkelte instrumenter kan bidrage med for at farve og forfine helhedsindtrykket. Det samme gælder sådan set også på ”En dårlig kærlighedsroman” – der er et dejligt jovialt jazz nummer med balancerede pop fornemmelser.    

De 8 numre på godt 28 minutter efterlader således fornemmelsen af et lykkeligt startskud uden nævneværdigt at kværulerer over efterfølgende. Samlet hørt en samling sange, der giver lyst til at høre mere fra dette venligt velspillende orkester, der rummer både charmen, selvironien, og samhørigheden. Det lyder af numre, der kan vokse LIVE, og det bliver der heldigvis snart mulighed for.

Første gang den 21. maj, hvor de spiller på Paletten i Viborg, og siden 23. maj til ”Musik i køkkenet” hos Gastronomisk innovation i København, der byder på både eksklusiv brunch og efterfølgende intimkoncert.

Udgivelsesformat: Digitalt
Udgivelsesdato: 06.03.21
Label: Magnolia Records
Genre: Jazz-pop

Leave a Replay

Udgivelsesformat: Digitalt
Udgivelsesdato: 06.03.21
Label: Magnolia Records
Genre: Jazz-pop
  • Få en banner via “Fællesskabet Side 33”

  • Følg os her

    Scroll to Top

    Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.