Hørt!, Live

Deep Purple + Jefferson Starship – Royal Arena – 07.10.22

Fotograf: Henrik Hildebrandt

”Nyt guld til de gamle skattekister”

Omkring 7000 modne mennesker var mødt op for at indtage en længe ventet oplevelse af rockhistoriens vingesus i nutidigt retrospektiv. En hel del var dog ledsaget af repræsentanter fra den næste generation, som et bevis på hvad musik også kan – samle og skabe fælleskaber på tværs.

Hovednavnet Deep Purple, der under navnet Roundabout, spillede deres første danske koncert på Parkskolen i Taastrup 20. april 1968, havde tilføjet selveste Jefferson Starship som support navn. Et band, der udspringer sig af Jefferson Airplane og Starship.

Et populært valg fornemmes det hurtigt, idet hovedparten af publikum havde indfundet sig i salen, da Jefferson Starship slog tonerne an til ”Find Your Way Back” fra 1981 albummet ”Modern times”.

Kvalitetstid

‘Modern Times’ er nok ikke den rette beskrivelse for aftenens dobbelte musikalske buffet, men så lad os da i stedet kalde det ’kvalitetstid’.

Jefferson Starship anno 2022 består af et originalmedlem – den 84-årige guitarist David Freiberg – flankeret af Cathy Richardson, Donny Baldwin, Chris Smith og Jude Gold. Sidstnævnte er bandets nyeste medlem – og har varetaget rollen som leadguitarist i de seneste 10 år. Trods efternavnet skinnede han dog nu ikke i samme grad, som det man efterfølgende kom til at se og høre fra den ’den nye dreng i klassen’ hos Deep Purple – Simon McBride.

Men Gold leverede sammen med resten af bandet, melodisk rock fra øverste hylde, trods lydforhold, der mange steder i salen blev oplevet som mudret eller uklart. Freiberg sang for på et enkelt nummer, og sendte et signal til Ian Gillan om at man altså sagtens kan rykke pensionsalderen et godt stykke om på den anden side af de 80!

Selvom det var de gamle Jefferson Airplane numre, ”White rabbit” og ”Somebody To Love”, der sammen med Starship klassikeren ”We built this city” virkelig tændte op under publikum, så understregede sættets nyeste nummer – ”It’s About Time” fra 2020 EP’en ”Mother of the Sun”, at bandet bestemt har en relevant kvalitetsvare at byde ind med, også her i 2022.

Jefferson Starship – og ikke mindst en veloplagt sangerinde Cathy Richardson – løftede i løbet af 8 numre opgaven langt bedre end både forventet og frygtet, og de sørgede for at kerneopgaven var løst, at få folk varmet rigtigt godt op til hovedattraktionen Deep Purple, uden helt at løbe med overskrifterne.

Spektakulær ny guitarist

I de næsten tre år publikum har ventet på Deep Purple koncerten er der sket en del. Et nyt album “Whoosh” er udsendt, og guitaristen igennem mere end et kvart århundrede Steve Morse har forladt bandet, for at passe sin kræftsyge hustru.

Steve Morse blev aldrig en ny Richie Blackmore, men det var heller ikke målet, og han var af mange Deep Purple virkelig respekteret og elsket for det han havde tilført og viderebragt med egne virkemidler. I stedet for Morse er 43-årige Simon McBride blevet ny guitarist. Han har udsendt flere album i eget navn – senest to i år ”The Fighter” og opsamlingen ”Singles and EP’s 2020-2022”, og tidligere har han været medlem af bandet Snakecharmer.

En guitarist, der har været med som afløser igennem et par år, men som nu officielt er blevet en del af bandet. Da det den 16. september blev offentliggjort at McBride var blevet fast medlem udtalte Deep Purple blandt andet følgende via deres Facebook side:

”I Simon har vi ikke fundet en afløser, men en ekstraordinært dygtig og spændende guitarist i sig selv. Modtagelsen fra publikum i løbet af sommeren har allerede været stor, og vi ser frem til de kommende datoer i Storbritannien og Europa resten af året. Det er tydeligt, at Simon også har stor respekt for dem før ham. Vi er alle spændte på, hvad de kommende år bringer for bandet.”

Og det var præcis det indtryk Simon McBride efterlod overfor et hardcore publikum, som han nærmest gjorde nyforelskede. For han er en spektakulær og spændende guitarist, der med ydmyg respekt for historien satte de første tegn og toner til det, der tegner til at kunne blive endnu et godt nyt kapitel i historien om de mange rockklassikere og dets følgere af sange, der bliver ved med at give.

Ingen grunde til at stoppe

Rygterne har svirret – var dette en afskedsturne eller ikke? Ian Gillan har tidligere været plaget af lidt for slidte stemmebånd, og alle i bandet er mellem 74 og 78 år – på nær ’unge’ McBride. Officielt kaldes den igangværende turne dog ”Whoosh- tour”, så mon ikke der mindst er en ’final-tour’ og et nyt album i dem tilbage.

Det vil jeg gætte på de fleste af dagens publikum håber på. Ikke mindst på grund af den nye power fra McBride og fra et album ”Whoosh”, der rent faktisk vil og kan noget, hvilket numrene ”No Need to Shout” og ”Nothing At All” denne fredag var levende beviser på.

Vores momentvise gæsteanmelder Christian McEvoy Weigel, der som inkarneret fan stod blandt de forreste række, skrev i et Facebook opslag blandt andet således:

”Wauw siger jeg bare! New boy in class og for satan, han satte fut i fejemøget og tempoet op, som her på alle tiders åbningsnummer “Highway Star” fra 1972! De var friske, de var velspillende og det var HØJT! De er vist ikke klar til at hang it up, men det behøver de jo heller ikke … Corona tiden har givet Ian Gillans stemme ro, så der var lidt saft tilbage i den ældre herre”

Vækkelsen

Og ja, Deep Purple gav et flot show – med fokus på ”Machine Head” albummet, hvorfra seks af sættets femten numre var hentet. Bandets alderspræsident Ian Gillan synger stadig, så det sidder lige i skabet, også selvom han momentvis lige mangler luft til de sidste høje toner i skrigene. Men så er det godt, at han under de mange soloer lige kan trække sig lidt tilbage bagom trommesættet og lige finde nye kræfter.

Don Airey bag tangenterne får plads og kender sin vigtige plads i hele Deep Purple universet. To lange soloer giver han, og intet er bare kedeligt fyld. Tværtimod, hans soloer er legende med elementer og strofer fra klassisk musik, filmmusik og dansk musikhistorie.

Ud over “Highway Star” foldes også især ”Perfect Stranger” perfekt ud som det langt fra fremmede kongenummer det er, og midtvejs er det mindre profilerede numre som ”Anya” og ”When A Blind Man Cries”, der imponerer. Sidstnævnte ledsaget af et par velvalgte bemærkningerne om sangens stadig aktuelle tema, om den voksende ulighed mellem rig og fattig, og de mange konsekvenser det har. Jo, tak – Deep Purple er mere end nostalgi.

Roger Glover og Ian Paice er bandets rytmiske kraftcenter, og holder igennem koncertens godt små timer både tempo og timing, alt imens Simon McBride af vores udsendte Henrik og Belinda Hildebrandt døbes ”den syngende guitarist” for sit både lyriske , letantændelige og levende spil.

Han er dog ikke kommet for at stjæle billedet, men for at være med til at løfte helheden, og holde Deep Purple vitale og voluminøse ånd i live. Det lykkedes. Rogers Glover må dog nærmest skubbe ham frem i rampelyset og frem i forreste position inden de første toner til ”Smoke on the Water”, som sidste nummer inden to ekstranumre, vælter Arenaen bagover i en grad, så selv folk med krykker og i rullestole både rocker og rykker med.

Dette er nærmest lyden af en vækkelse – the hard way – the right way – og vel derfor behøver Gillan, da heller ikke i sin påklædning ligne en rockstjerne. Her kan man klare sig i fodformede sko og skjorte, omgivet af velspillende venner der ved, at guldet altid skal findes i musikken, ikke i alt det udenom.