DEERBORN – ”Where Demons Hide”

Fotograf: Album cover

”Genfødt band har fundet både vejen og et internationalt niveau”

I 2016 udgav Deerborn deres debutalbum ”Crash and Burn”. Et ”dark americana” album med masser af nerve, samt en nær og regulær rock feeling. Og ikke mindst en forsanger – Lasse Nørby – som virkelig trådte i karakter.  Et album – der i denne skribents tilbageskuende blik – stadig må regnes som et af det års Top 10 danske udgivelser. Det fik dog ikke opmærksomhed efter fortjeneste – og bandet var efterfølgende i tvivl om hvilket retning bandet skulle gå. Skulle det være mere mørkt, tungere, hurtige eller snarere noget mere singer/songwriter agtigt?

Svarene blæste længe i vinden og i forskellige retninger mens inspirationskilderne fra Pearl Jam, Neil Young, Grinderman og Rage Against the Machine alle stadig var i omdrejninger.

Men nu er de så tilbage med ”Where Demons Hide”, der på ingen måde lyder af halvkvalte kompromiser eller et konfliktfyldt band, der ikke kan finde deres retning. Tværtimod er det lykkedes dem at lave en musikalsk cocktail, hvor der ganske vist er højlydte ekkoer fra de nævnte inspirationskilder, men mest af alt, er et varieret personligt aftryk i de ni velskrevne sange, der simpelthen emmer af et band, der har ramt et imponerende  internationalt format.

Mens Lasse Nørby i den 4 år lange pause blandt andet har gået og sat et 200-år gammelt hus i stand og passet sit day-time job ved siden af – må han i den grad havde holdt stemmen ved lige – for HOLD NU KAJE – han synger for fedt albummet igennem. Har vi en superliga for rocksangere herhjemme, så er Lasse Nørby herved lige rykket op i den!.  

Det gælder således både når Deerborn er i det mere rustikke rock-ballade humor, som på den rørende og sindsvagt smukke ”Can’t Find My Way” eller når de sender et hårdt musikalsk knytnæveslag af sted i det forrygende titelnummer eller i det korte og intense afslutningsnummer ”Remember”.

Og jeg vil næsten garantere – du husker Deerborn – når du først har hørt dem. Åbningsnummeret – det tilbagelænede og inderlige ”Figured Out”, det omtalte titelnummer og så ”Can’t Find My Way” har været sendt i forvejen som singler, og viser da også tydeligt bredden i bandet – men ikke mindst den samlende styrke som de besidder.

De – som udover Lasse Nørby – udgøres at et stærkt hold bestående af Daniel Buchwald (lead guitar), Dennis Winterskov (trommer), Ask Fogh (bas), Eik Skibdal (organ, piano) – har sammen med producer Ole Wind Bertelsen leveret et både stramt og elastisk album med ni numre og en spilletid på omkring 38 minutter, som er helt ryddet for fyld eller ligegyldigheder.

Det slæbende takt- og sjælfulde ”You better” – lægger sig i slipstrømmen af en lyd – som også en af dem, der har været denne skribents største åbenbaringer i nyere tid – Fantastic Negrito – har praktiseret – og de giver her fuldstændig slip i opfattelsen af at være et band, der skal puttes ned i en genre kasse. Her simrer det bare – og det dufter for lækkert af både rock, blues og soul – og det swinger som bare …

Det følges op med frisk energi og en omgang med snurrende veloplagt hammond-orgel som grundpille i ”Dance in Silence” – der igen viser at der også i f.eks. kor arbejdet hele tiden er interessant detaljer, der kan overraske selv et trænet øre, og hele tiden formår at lægge til i det samlede indtryk.

B-siden eller numrene 6-9 digitalt rummer ikke helt samme kvalitet, som de fem omtalte numre fra A-siden, men det betyder bestemt ikke at der ikke er noget at komme efter. Tag nu bare albummets længste nummer ”Paperkite” – der over seks minutter og femten sekunder – udvikler sig til en af den slags rock hymner, man virkelig får lyst til at vende tilbage til – og som måske i virkeligheden rummer alle fuldkornskernerne fra bandet. Igen er lead-vokalen og orglet markant i lydbilledet – men det er selve sammenhængskraften i nummeret – der får det til at lette – og finde sin plads, som et af albummets klokkeklare højdepunkter.  

”Call Out My Name” rummer en dragende dyb dunkelhed – men mangler lige det der ekstraordinære, som gør det mere end godt. Det samme kan siges om ”You’re Been Bent”, der et gammelt nummer, der tilbage i 2015 -inden debutpladen – var ude som B-side på en single. Men det nåede aldrig at kommet med på debutalbummet. Det har dog bestemt fortjent en plads på et album, hvor det stadig gør en forskel uden at stjæle billedet, og så minder det måske også om at man måske kunne have nævnt R.E.M som fjerne inspirationskilder.

Men faktum er, at Deerborn har begået et alsidigt – og originalt – værk, der bare vokser ved hver gennemlytning, og rummer masser at tidløs kvalitet i såvel teksterne (skrevet af Lasse Nørby) og i musikken, som er skabt i fællesskab.

Og så længe vi har lyden af velfungerende fællesskab, er der vel ingen grund til at fortvivle over at Deerborn ikke allerede er opdaget af mange flere rockhjerter og det der ligner.

Pressefoto af Katinka Bjerregaard
Udgivelsesformat: LP/digitalt
Udgivelsesdato: 04.09.2020
Label: Celebration Records
Genre: Rock

Leave a Replay

Fotograf: Album cover

Udgivelsesformat: LP/digitalt
Udgivelsesdato: 04.09.2020
Label: Celebration Records
Genre: Rock
  • Få en banner via “Fællesskabet Side 33”

  • Følg os her

    Vil du være en del af ”SIDE 33"?

    Få Nyhedsbreve og andre fordele. Skriv dig op her, og hør nærmere.

    Scroll til toppen

    Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.