Hørt!, Live

Del Amitri – Amager Bio – 14.09.22

Fotograf: Thomas Rungstrøm

"Det kunne være bedre, med det behøver det nu ikke med det katalog af sange”

Skotske Del Amitri havde deres kommercielle storhedstid i perioden fra deres andet album ”Waking Hours” fra 1989 – og frem til deres femte album ”Some Other Suckers Parade” fra 1997.

Det var da også fra de fire album i den periode – herimellem ”Twisted” (1995), og ”Change Everything” (1992) – at der var udvalgt, da sætlisten skulle vælges til dagens koncert. Debutalbummet fra 1985 og deres sidste album før en længere pause – ”Can You Do Me Good” (2002) var slet ikke repræsenteret på aftenens sætliste.

Jeg ville nu ellers godt have hørt ”Just Before You Leave” fra sidstnævnte album. En af disse perlende popsange med en forførende basgang som drivkraft og de mange stemningsfulde lag, som bliver samlet i en iørefaldende og velsmurt helhed.

Heldigvis har de lavet mange sange i den kategori, selvom man i løbet en koncert som denne hurtigt forstår, at de rent faktisk er et band, der favner i en del forskellige musikalske retninger , som dog hele tiden finder deres kerneværdi centreret omkring Justin Curries’ fløjlsbløde og varme vokal.

Bøffer og britisk humor

Og lad det være sagt med det samme – hold nu op, hvor kan den mand stadig synge. Også selvom han tynd og tydeligt ældet til tider så helt skrøbelig ud, som midtpunkt i et band, der til tider spillede så usammenhængende, at man kunne tro man stod midt i Amager Bøfhus, fremfor i Amager Bio.

Underligt nok. For det er jo en sammentømret enhed, der var på scenen. Justin Currie, og lead- og rytmeguitarist Iain Harvie er dem der har været med fra starten, mens de tre andre er kommet til i årene fra 1989 og 1997. Så nye er der jo ingen der er. Måske det også har spillet ind, at der åbenlyst var nogle tekniske problemer, og at lyden generelt ikke var så god, som den ellers har for vane i bioen. De tog nu det hele med stoisk ro og britisk humor fra scenekanten.

Fællessang

Men over det hele strålede de 21 sange, der blevet præsenteret i løbet af bare 1½ time. Alle levereret skarpt og ganske tro mod originalen – bortset fra en alternativ version af Nothing Ever Happens, der blev præsenteret som det andet af fire ekstranumre.

Et af de mange numre, hvor de fleste blandt publikum i den godt ¾ fyldte sal helt naturligt faldt i gryden for frivillig fællessang. Det skete første gang på Always the last to Know, og gentog sig helt naturligt også på aftenens måske mest fuldbyrdede nummer – mesterværket Driving With the Brakes On, samt da Del Amitri på numre som Not Where It’s At og Roll To Me konverterede sig til troværdige Beatles disciple.

Fællessangen toppede naturligt på sidste ekstranummer – en flot, dæmpet og spartansk instrumenteret udgave af Be My Downfall.

De nye sange fik plads

Det bliver dog ikke kun fællessangen jeg husker denne koncert for. Jeg vil også huske den for at Del Amitri turde se sig selv og sit publikum i øjnene og præsentere hele 8 numre fra deres første studiealbum i 19 år – det anbefalelsesværdige 2021 album ”Fatal Mistakes”.

Herfra var der mindst tre numre, der i mine ører på hver deres måde lød som nyklassikere – først og fremmest den harmoniske All Hail Blind Love, der i stemning og lyd er familiær med numre som Driving With the Brakes on, og så den vanvittigt smukke Lonely, der lød som den kunne være en henglemt Crosby, Stills, Nash & Young klassiker. Sidst men ikke fik I’m So Scared of Dying – aftenens næstsidste nummer – der fik sat en tyk streg under at Del Amitri også fungerer fremragende som et regulært rockband.

Tre numre, der sammen med ekstraordinært besnærende udgaver af de lidt undertippede Move Away Jimmy Blue og Spit In the Rain en gang for alle beviste at det skotske band indeholder tidsløse værdier i deres sangskat, der er så rig på indhold i såvel tekst som musik.

Ikke så sært at en stor del af aftenens publikum var musikalske kollegaer, der skulle ind og se hvor mesterligt og overskudsagtigt, at man kan håndtere en så underspillet melodiøsitet uden at gå på kompromis med andre end sig selv.

Del Amitri virkede oprigtig glade for dette første gensyn med Danmark siden 1999, og lovede at komme igen snart. Jeg tror også godt jeg kan love at jeg kan den dag.