Det hele begynder med historien om lille Earl. Han sidder bag rattet, men er så lille at han skal sidde på en pude. På sædet ved siden af ham ligger en ramme bajere, tre frosne pizzaer og et par lightere. Dagens høst efter det som begyndte som et harmløst butikstyveri, der gik galt for de to teenagere.
Brormand ligger tudende på bagsædet og bløder fra et skudsår. Og de har ”lånt” onkels bil, selvom de ikke måtte. Han bliver sur, når han opdager det, men det er det mindste at bekymre sig om lige nu. Earl sveder og airconditionen virker ikke. Han leder efter et hospital og er ved at gå i panik. (”Little Earl”)
Sådan er de små historier, der folder sig ud i bandet The Delines tekster.
Hverdagsdrama no 1
Denne aften begynder koncerten på det kommunale spillested Stairways i Vanløse med scenen med lille Earl, og historien får liv igennem sangerinden Amy Stones mørke, rolige stemme, der får skabt billeder i hovedet på lytterne. Også selvom man ikke får alle ordene med.
Sangskriver Willy Vlautin har specialiseret sig i at skrive øjebliksbilleder af det som ligner hverdags-dramatiske situationer i småkriminelle, alkoholiserede white trash-miljøer i Midtvesten. Små noveller af fastfrosne situationer, som man selv må skabe slutningen på som lytter. Sådan skrev han sange for sit tidligere band Richmond Fontaine, og det har han videreført til Delines, som han nærmest dannede for at få Amy Boone til at synge hans tekster. Både bassisten og trommeslageren fra Richmond Fontaine fulgte med.
Åbningssangen ”Little Earl” bliver fremført som en velpoleret fortælling suppleret af en fin klagende trompet fra trompetisten, der samtidigt betjener keyboardet.
Musikken er så laidback afdæmpet, at man næsten ikke forstår, at den er underlæg for den barske scene, som udspilles via Amy Boone’s klare soul’et fortællerstemme.
Hverdagsdrama no 2
Åbningssangen flyder direkte over i den næste historie – om en kvinde, der møder sin tidligere kæreste, der lige er kommet ud af fængsel efter ti år. Sangen er et øjebliksbillede af den samtale de to har på en café efter ti års adskillelse. En sang der slutter med ordene: “So let’s have one last drink. Hold my hand under the table before I leave”. (”The Imperial”)
Delines skaber en stemning af mørkt spillested befolket med skæbnehistorier, og rammerne passer fint denne aften i det forholdsvis nye spillested Stairways i Vanløse – en bydel med en blanding af gamle villaer, uinspirerende boligblokke og grillbarer.
Spillestedet er opkaldt efter Van Morrisons sang ”Vanlose Stairway”, der nærmest er en hyldest til trappen op til hans daværende kæreste, der boede på fjerdesal i Vanløse.
Ligesom med Van Morrisons sang så kan man finde stor skønhed i Vanløse, hvis man bare leder efter den, og det viste denne søndag aften.
- Er det søndag? Grinte Willy Vlautin veloplagt.
- Det er fordelen ved at være på tur. Man ved ikke hvilken dag det er, eller hvilke regninger, der ligger og venter.
Han holdt sig ellers mest i baggrunden, selvom han har skrevet de fleste numre for Delines (pånær instrumentalnumrene). Han virker mest tilfreds ved at spille en simpel enkel rytmeguitar og synge kor.
Uden store armbevægelser skabte bandet – Willy Vlautin (guitar, kor), Amy Boone (sang, klaver) Cory Gray (keyboard, trompet), Sean Oldham (trommer,kor), Freddie Trujillo (bas, kor) – en afdæmpet, men konstant søgende musikalsk kulisse , ikke mindst takket være den melodiskabende Freddie Trujillo og den stemningsskabende multimusiker Cory Gray.
Hverdagsdrama no 3
Kvinden står i lyset fra politiets roterende blå blink. Det er en stille turist strandby. Hendes mand har fået håndjern på og står presset op af en mur. Han hentede konen, og hun ved ikke hvad han har gjort, fortæller hun politiet. Men hun kan se på hans øjne, at han er skyldig i et eller andet. (”Surfers in twilight”)
Amy Boones stemme har den mørke lidt vemodige, men tydelige klang af en kvinde, der vil fortælle en historie uden at bryde sammen eller påkalde sig trøst. Hun virker som en stærk sjæl med masser af gamle sår, der dog er helet.
Både når hun lægger stemme til Willy Vlautins sangnoveller, men også helt reelt. Amy Boone kom i foråret 2016 ud for en alvorlig bilulykke, der smadrede hendes ben, rygskader og varige mén og smerter. Det satte Delines på venteposition i flere år, men bandet og Willy Vlautin var tålmodige. Delines indspillede pladen ”The Imperial”, der fyldte en del af repertoiret i Stairway, og den blev starten på turnélivet efter Amys ulykke. Det var nærmest som en del af genoptræning af en halv snes operationer, for den stædige sangerinde.
I genoptræningspausen fik Willy Vlautin tid til at skrive romanen ”Don´t Skip Out On Me”. Han har skrevet romaner siden debuten ”Motel Life” i 2006, og hans romaner tager også sit udgangspunkt i stater som Nevada og Oregon, hvor både trøstesløsheden, arbejdsløsheden og den tørre ørkenhede ofte er kulisser i hans historier. Som noveller af Raymond Carver, der modsat Willy Vlautin har fået flere af sine bøger oversat til dansk.
Willy Vlautins sange er i en særklasse, som det bedste fra sangskrivere som John Prine, Tom Waits eller Bruce Springsteens ”Nebraska”-album”.
Hverdagsdrama no 4
Hun så altid cool ud. Når hun stolt kom gående med sit højt opsatte hår. Selv når hun skulle ned til købmanden for en liter mælk var hun dresset op. Hendes mand var bokser, og selvom han ofte kom fuld hjem og havde drukket gevinsten op, så tog hun det i stiv arm. (”Kid Codeine”)
- Det her er en sang om en strejfer, sagde Amy Boone om den næste sang.
- Endnu en, grinte Willy Vlautin om nummeret ”This ain’t no getaway” fra deres seneste plade ”Sea Drift” (2022), som dominerede aftenens sætliste, og heldigvis havde bandet ikke travlt med at komme videre.
Deres spilleglæde og ikke mindst glæde ved at være på turné smittede af på publikum, der ellers mest bare lod sig drive med af Vlautins hverdagsdramaer og Boones stemme.
Sætliste:
Little Earl
The Imperial
Eddie & Polly
Past the Shadows
That Old Haunted Place
Surfers in Twilight
This Ain’t No Getaway
Maureen
I Won’t Slip Up
Lynette’s Lament
Holly the Hustle
Saved From the Sea
Kid Codeine
Drowning in Plain Sight
EKSTRA:
Room on the 10th floor
The Oilrigs at night
Let´s Be Us
