Målt på dagsformen er jeg ret overbevist om at Den Syvende Søn ville vinde, hvis der skulle afholdes et DM i Rock anno 2023.
Den time de leverede til den gratis endags festival ”Sol på bagsiden” var både en moden mandfolkepræstation og en mageløs magtdemonstration.
Forsanger Michel Belli havde dagen før måtte erkende, at hans far Peter Belli havde åbnet øjnene for sidste gang.
”Papa fra nu af vil jeg altid synge lidt for dig” skrev han samme morgen på sin Facebook væg, og bekræftede samtidig at dagens planlagte koncert ville blive gennemført.
”Papa ville have gjort det samme”, sagde han til mig, da jeg kort før koncerten mødte ham for at kondolere, og vise min respekt over at de spillede koncerten.
Michel Belli og Den syvende søn lod herefter tonerne tale for sig selv, da de åbnede koncerten med en respektfuld og nærværende version af ”Ulven Peter”.
Siden fulgte den i dagens anledning måske mest oplagte sang- ”Trods” – i en version, der sjældent har føltes mere livsbekræftende.
Bandet var uden Mads Jensen på keys, men spillede i stedet måske endnu mere tæt, rytmisk og til tider tungt som en kvartet, der tydeligvis var på en mission, der lød som mere end en sidste hilsen til Papa Belli.
De kom godt rundt i deres katalog af sange fra deres fire album. Fra det netop udsendte album ”Alt på spil” var det især sange som ”Lille blå”, ”Hvem er det du venter på” og ”Solen kommer igen” der slog lidt ekstra ud på begejstringsbarometeret, mens ældre numre som ”Dæmonernes støj” og den afsluttende ”Dansen på det blå tapet” blev foldet så råt og overbevisende ud, at det var direkte rørende – og en soleklar besked til os alle … rock’n roll will never die!
