Det Nye Navn – ”Det nye navn”

”Fem gode grunde til at bygge videre på et godt udgangspunkt"

Noget af det bedste ved musik er, at det kan være med til at åbne sind, sjæle og skabe nye fællesskaber.

Det ved den 42-årige Trine Omø, bosat i Århus og sanger og sangskriver i Det Nye Navn alt om. Så meget at hun sammen med Jesper Skov har begået deres fælles debutalbum ”Det elektriske stød”.  

Om baggrunden for albummet fortæller hun:

”Mine sange er alle selvbiografiske og fortæller små dansksprogede historier fra mit liv. Et levet liv med mange op og nedture og med psykisk sårbarhed som følgesvend. Netop psykisk sårbarhed er et emne der ligger mig meget nært. I dag lever jeg et stabilt og “godt” liv, men sådan har det ikke altid været”.

Musikken har haft stor betydning for hvordan hun har klaret sig igennem livet indtil nu. Det har hun blandt andet vist via en særudstilling på i 2020 på Museum Ovartaci i Århus under titlen ”DET NYE NAVN – FORDI JEG HAR HAFT MUSIKKEN”.

I det blå rum inviterede Trine Omø gæsterne med ind i sin barndoms stue, og her kunne man sætte sig i stolen og via film og musik få et indblik i hendes liv. Et liv, hvor hun var kommet så langt, at hun nu ville forfølge sin drøm om at blive det næste nye navn på den danske musikscene.

Pressefoto

En drøm bliver til virkelighed

Den drøm viderefører hun nu via et debutalbum med hele 16 numre, heraf en indledende fortælling om hendes drøm – ”Det elektriske barometer”.

Sange om barndommens land, friværdien i en elsker, ungdommens tab, svigt og mén – favntaget med indblik i voksenlivet på godt og ondt, og erkendelsen af sindets sårbarhed, og opdagelsen af at der er nye veje videre, og at der altid er andre i samme båd.

Netop det selvbiografiske i sangene gør at man lytter, og lige trækker vejret en ekstra gang, når man skruer op for to af albummets absolut bedste numre –  ”Kom lad os gå” og ”Et tog kommer ind”.

To sange, der tager udgangspunkt i hvordan Trine Omø som 14-årig vandrede på togskinnerne i hendes hjemby, fordi hun ville gøre en ende på livet. Et tog var på vej mod hende, men i sidste øjeblik sprang hun af skinnerne. I stedet hoppede hun på toget og rejste ud i verden.

To numre, der har noget af samme tone og stemning, som den man møder hos f.eks. Maja & De Sarte Sjæle – og hvor især ”Et tog kommer ind” burde kunne gøre sig på enhver radiokanal med kærlighed til melankolsk og iørefaldende pop.   

Samme kanaler kunne meget vel også sætte albummets uden sammenligning store højdepunkt – ”Fire hvide vægge” – i fast rotation. Den har fuldt forståeligt været udsendt som fjerde single fra albummet. Der er en farlig fin, stemningsfuld og skrøbelig Souvenirs 90’er sound over nummeret, der bider sig fast i en grad, som bør kunne gøre bredt indtryk, også selvom vi skriver 2022.  

Jeg tror dog ikke på, at nummeret er nok til at Det Nye Navn rent faktisk bliver ’Årets nye navn’ i diverse kåringer, når året går på hæld, men mindre kan nok også gøre det. Fakta er, at det hos denne skribent mærkes som et af årets foreløbigt smukkeste og sanselige singleudspil – ikke mindst pga. det så livsbekræftende vers:

”Al ting var forandret

Og det samme var denne pige

Hun var stadigt helt sin egen

men nu var hun fri”    

Nummeret handler om tiden før, under og efter en indlæggelse på psykiatrisk hospital. En indlæggelse der varede det meste af halvandet år.

”Alle mine sange er vinklet positivt. Selv om jeg lever med tre psykiatriske diagnoser og er præget af de spor min opvækst har sat, så lever jeg i dag det liv jeg elsker”.

”Mit håb er også at nå ud til mennesker der ikke selv er berørte af psykisk sårbarhed. Her ønsker jeg at vise et nuanceret billede af “os der lever med sårbarhed”. I sommeren 2021 skrev jeg en sang til min læge. Denne sang gjorde så stort indtryk på ham at han i februar 2022 skriver om sangen i praktiserende lægers efteruddannelsesblad “månedsskrift for praktiserende læger.” Han skriver her om hvordan man som læge skal huske at se mennesket frem for diagnosen.”

– Trine Omø

Netop denne menneskelige og positive vinkel gør præcis det, at de bedste sange – som de førnævnte og ”Fantastiske fantasi” – en herlig Emill Lønneberg og Pipi Langstrømpe fortælling – bør have relevans og være lytteværdige for andre end dem der er i samme eller tilsvarende sårbare situation.

Stærkt afsæt videre – trods musikalske mangler

På de nævnte numre går tekst og musik op i en højre enhed. Det gør det desværre ikke helt lige så godt på resten af albummets sange, der simpelthen mangler noget mere musikalsk indhold, noget mere variation og diversitet. Der savnes et modsvar og et modspil til fortællingerne og til Trine Omø’s fine karakteristiske, lyse og melankolske stemme, der over 15 numre og en spilletid på mere end en time kommer til at opleves for monoton, og for dominerende.

Forløsningen kommer ikke, måske lige bortset fra på den afdæmpede ”Forløsning”, hvor morale og musik mødes, og mere end sød musik opstår. Et nummer, der med garanti også vil tiltale det publikum, der også følger og nyder Me and Maria universet.

Ligesom netop Me and Marie spiller Det Nye Navn også fortællekoncerter for andre sårbare – blandt andet via landsforeningen SIND.

Havde Det Nye Navn udgivet en EP med de fem fremhævede numre havde jeg uden tvivl sendt 5 ud 6 mulige ’Side 33 skiver’ afsted. Nu lander vi på middelkarakteren 3 fordi det samlede musikalske indtryk simpelthen kalder på flere lag og dybde.

Men jeg føler mig ret overbevist om at musikken igen har bevist sin værdi, og at Trine Omø med dette vigtige første afsæt i en forhåbentlig lang musikkarriere får bygget yderligere kvalitet på i de sange, der med garanti også kommer fremover. Måske via sparring eller samarbejde med nogle af de gode kollegaer i det store netværk af musikere, der også har deltaget i diverse fortællekoncerter via SIND – f.eks. Mathilde Falch, Kasper Buch, Gantriis, Nanna Larsen, Gunni Torp, Lise Dres.

Udgivelsesformat: CD/Digitalt
Udgivelsesdato: 08.04.22
Label: Eget label
Genre: Pop

Leave a Replay

Udgivelsesformat: CD/Digitalt
Udgivelsesdato: 08.04.22
Label: Eget label
Genre: Pop
  • Få en banner via “Fællesskabet Side 33”

  • Følg os her

    Scroll to Top

    Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.