En debutplade med et yngre dansk orkester, der spiller egne rock sange med danske tekster, er altid interessant. Guitarist Asbjørn de Meza Jensen er manden bag både tekst og musik, og han er tydeligvis en talentfuld sangerskriver, der evner at plukke fra diverse inspirationskilder og så pille rockhistorien fra hinanden, og sætte den sammen til sit helt eget udtryk. Det Sidste Orkester har således helt klart noget at byde på, som ikke lige høres tilsvarende på den danske musikscene lige nu.
Men det kræver at man anerkender og accepterer forsanger Mikkel Ferup Andersen høje intensive røst og vedholdende fraseringer, der over et helt album bliver en ganske markant faktor – og mest af alt nok er det mest tydelige spor tilbage til halvfjerdsernes foretrukne måde at præsentere hippie- og syrerock på.
Man kan ikke sætte en finger på Mikkel Ferup Andersen’s vokale levering, det er bare faktuelt sådan en der skiller vande – og det vil være synd hvis for mange dømmer Det Sidste Orkester ude på den baggrund. På sigt ville det nok hjælpe bandet hvis de fik en ekstra forsanger – eller fik lagt endnu flere vokale nuancer, lag og facetter ind – selvom der her på debutalbummet undervejs nu også lægges noget glimrende kor og nogle velklingende vokalharmonier.
Otte varierede numre på omkring 36 minutter får man med – og bortset fra den lidt mærkværdige og ikke ret interessante ”Platinhits” – om afskeden med et bandmedlem inden det hele var begyndt – så har vi at gøre med numre, der alle vækker en form for naturlig interesse og nysgerrighed.
Åbningsnummeret “Dørmand” med en fed intro – og ikke mindst en gnistrende guitar solo sidst – tænder bålet, og efter det hurtigt glemte “Platinhits” er man allerede som tredje skæring fremme ved pladens højdepunkt – sangen ”Rodehoved”. Et nummer der på bedste vis understreger den glimrende balancegang på tekstsiden i mellem humor, holdning og handling (eller den til tider mangel på samme) – og alene linjen ”Mit rodehoved giver mig hovedbrud” er så kostelig, at jeg automatisk prøver at finde de høje toner frem og skråle med på det ret så vanedannende omkvæd, der klæder en sang bygget på de fineste 70’er rock dyder med guitar riff og pulserende basgang som selve pulsen. En ægte nyslået rock perle – ligesom ”Fader, hvor?” er det – dog med en mere moderne lyd, der antyder, at bands som Carpark North og Dizzy Mizz Lizzy heller ikke har levet forgæves – og så igen i afslutningsnummeret ”Udsalg” – der igen mixer det bedste fra en klassisk rock lyd hentet over de tre årtier – 70’erne, 80’erne og 90’erne – uden at der iøvrigt sælges ud af egne værdier af den årsag.
Nogle af de værdier ligger på de numre nemlig også i teksterne, der viser at Det Sidste Orkester tør at give samfundskritikken en aktuel stemme – med herlige eksempler og metaforer sat godt og ofte vittig sammen med hjælp af finurlige lege med ord. Brug f.eks. lidt tid på en tekst som “Paradoks” og se hvad du finder mest paradoksalt – ja, jeg kan ihvertfald kun nyde en sang med et vers som :
Fuck selvrealisering for det har jeg lært af min coach – Og fuck fremmedord for kun dansk er den rette approach – Fuck grammatikken for vi lægger jo som vi har redt – Og fuck symbolik, det som en regnbue, der aldrig bliver set”.
”Piller” også en kradsbørstig kritik af et samfunds støttet stigende forbrug af piller mod det meste. Men igen ikke serveret på en frelst eller for old school protestsanger måde. I stedet folder Det Sidste Orkester teksten kreativt ud med rap og pakker den ind igen i overraskende ind i en småfunky fætter af en uregulerbar reggae rytme, der fungerer som en vandring i vildsporene efter fra folk som Poul Borum og MC Einar. Ja, det lyder måske både “for craaaasygt” og alternativt, men musikken leger med detaljerne, og en skøn vokal harmoni bryder ud, mens stikpiller flyver rundt i en tekst, der som et klogt træk tager selve nationalhymnen i ed – med linjer som –
”Det er et yndigt land, og det står med blå blå piller – Det mæsker sig i olie trukket ud af makreller – Det bugter sig i psykofarmaka, hvis folk sku komme i knibe – og da tjalden er ulovlig, har jeg piller i min pibe”.
Jo, tak – den evne til at få variationen til at lykkedes lover godt for bandets fremtid.
Promoveringen af albummet – der blev udgivet på vinyl ved en release koncert på Nordsø Records i slutningen af februar blev – som så meget andet spist af COVID-19 nedlukning, og den er først her den 01.05 blevet tilgængelig på digitale medier.
Men der er den altså nu – og NU er det så på tide at dette band bliver opdaget af flere af dem, der har et bankende hjerte for rock i småskæve omdrejninger. Har du det svært med lead vokalen, så prøv eventuelt at tage sangene i mindre doser – hør dem som singler – og start med den nævnte perlerække af solide rockstød i form af ”Rodehoved”, ”Fader, hvor?” og ”Udsalg” – og følg så den festlige omgang med ”Piller”, hvis du virkelig trænger til en økologisk humorpille – inden du også lige får andre vinkler på via “Dørmand” og “Paradoks” – og så kan du da passende slutte af med en mere blød psykedelisk lyd i “Markiser” – der endda rummer noget der kan give mindelser om en dejlig jazz orienteret guitar solo.
Nå – så kom du måske alligevel det meste af albummet igennem – og så skal du da lige vide, at hvis du glad for vinyl – så får du masser af bonus ved at investere i ”Ungdomstungsind tur/retur” – der er noget så gennemført lavet med flot kunstnerisk coverart, tekstark og så det trykt som orange vinyl i Nordsø records kvalitet.
Der ingen grund til at sende Det Sidste Orkester retur til ungdomstungsindet – lad dem istedet så snart det er muligt komme ud og på tur istedet – det her er musik, der er som skabt til LIVE formatet.
