Den populære danske sangerinde Dicte solodebuterede i 1994 med albummet ”Between Any Four Walls”. Nu er den 54-årige sangerinde klar med sit tiende studiealbum med titlen ”All Good as it Is”. Et album som er blevet til i tæt samarbejde med komponisten, produceren og musikeren Jonas Struck, der blandt meget andet har en fortid i bandet Swan Lee. Trods en lidt poleret helhed, der overordnet set byder på det, der forventes af en sanger som Dicte, formår hun alligevel momentvis at bryde ud af sin comfortzone. Numrene ”Venom”, ”Seasick” og ”I’m on Fire”, der er de numre, anmeldelsen fokuserer på, bidrager hver især med netop det, der gør albummet til et af Dictes bedste de sidste tyve år.
De to førstnævnte numre, har det tilfældes, at Dicte får fornemt selskab af den færøske sanger Teitur. På ”Venom”, der har Teitur på klaver og kor, opleves en ny dyster side af Dicte, på et nummer der ifølge hende selv handler om jalousi og indledes med den stærke lyrik: ”It’s in my blood like venom, its in my bones like bane”. Lyrikken til nummeret er i sig selv blandt de bedste på albummet. Når Dicte så leverer den knivskarpe tekst med en stemme der kommer helt nede fra sangerindens ukendte dyb, er det umuligt ikke at lade sig drage ind i en sindstilstand, der efterfølgende åbner sig op og transformeres til albummets bedste nummer.
Nummeret ”Seasick”, der er en duet med Teitur, er i sig selv ikke en afstikker på albummet. Men det er som om, at alt Teitur bliver en del af – på nærmest magisk vis – vokser sig større end det umiddelbart ser ud. Det samme er tilfældet her. For selvom det lyriske, melodiske, musikalske og Dictes stemme alt sammen fungerer fint, er det ikke det, der gør nummeret unikt. Og så er der kun Teitur tilbage, der med sin indlevende formidling og karismatiske stemme giver lyrikken det nærvær, ordene mangler.
”I know that you´re hiding, I know where you´ve been
I know that you steal, I know that you´ve sinned
I know that your dignity went for a dime
I know there´s no god ´cause you´re too big a crime”
Med dette tekstuddrag fra nummeret ”I’m on Fire” mærkes en vrede, der hører til sjældenheder hos Dicte. Og det er en fornøjelse at mærke, hvordan der lyrisk skæres ind til benet af det klare budskab om, at personer med magt skal være deres ansvar bevidst. I dette tilfælde er det svært ikke at drage paralleller til den politiske situation, USA har været i de sidste fire år med deres måske mest udskældte og hadede præsident i landets historie. Når den vrede kombineres med et til tider lidt jazzet udtryk, vidner det om en sangerinde med mere potentiale end hun giver udtryk for i sit gennemsnitlige materiale.
At albummets karakter ikke er højere, skyldes ikke niveauet på ”All Good as It Is”. For alt i alt er albummet godt som det er og understreger Dicte som en kunstner med stort potentiale. Forløsningen af dette potentiale kommer desværre kun pletvis til udtryk på de nævnte numre, og de temaer der ifølge Dicte selv binder albummet sammen som bl.a. politik, grådighed og jalousi, er svære at fornemme i albummets helhed. Og måske er det netop et fokus på denne helhed, Dicte mangler for at det fulde potentiale forløses og et album, der lukker lytteren helt ind i sjælen på kunstneren, bliver skabt.