Tilbage i 2010 udgav Povl Dissing et af karrierens måske smukkeste og mest vedholdende album ”That Lucky Old Sun”. Et album, hvor han flankeret af nogle af nutidens bedste danske jazzmusikere fortolkede en sangskat, som han havde elsket hele livet, og var vokset op med. Nemlig den fra New Orleans – den der havde Louis Armstrong som ledestjerne. Povl Dissing sang – hvor utroligt det end lyder – næsten bedre og mere indlevende end nogensinde. I hver en frasering kunne man føle og fornemme kærligheden og respekten til de 10 udvalgte sange.
Det samme kan siges om dette album, som hans to sønner Rasmus og Jonas Dissing har lavet sammen med deres mangeårige samarbejdspartner Las Nissen, og legenden Billy Cross. Den 76-årige New York’er, der er dansk gift, og efterhånden har boet flere år her Danmark end i USA.
Baggrunden for samarbejdet og albummet er en fælles kærlighed til og baggrund i den amerikanske folkemusik og dets levende rodnet, og ikke mindst den vej som Bob Dylan & The Band tog, , da de først satte stikket i – og skruede op for virkemidlerne. Den baggrund har været det helt perfekte udgangspunkt for at lave et af de bedste ’nordicana’ album i mange år. Allerede den bløde bluesy og stemningsfulde åbningsnummer ”Reasonable Man” åbner døren for et niveau, som desværre ikke ligefrem opleves som hverdagskost på den danske musikscene.
Billy Cross gamle arbejdsgiver – Bob Dylan – er albummets klare ledestjerne, men de 10 sange har også drukket af andre inspirationskilder, og der er således masser af variation at hente i løbet af pladens 33 minutter. Som sangskriver har Cross altid indeholdt både rebellen og romantikeren, og det gælder også på de otte originale sange, der er med her på albummet. Musikalsk kommer vi rundt om country, blues, rock’n roll, roots og ballademageren – og tekstmæssigt afspejler det hele en moden mand, der evner at skrive på reflektioner og udsyn, fremfor fra egen navle .
Ta’ bare den måde Rasmus Dissing fraserer linjen ”Between You and Me, Baby” på et af albummets helt store øjeblikke – nummeret ”Running on Rage”. Det er kort sagt gåsehudsfremkaldende. Sammen med den eftertænksomme og rørende ”It took Me Quite a While”, og den charmerende og stærkt iørefaldende “Suzie’s Such a bad Girl”, er det tre pletskydende eksempler på hvor fremragende en sangskriver rent faktisk Billy Cross er.
Mere Cross-fit end Dylan-light
Disse sange er på ingen måde Dylan-light, de er tværtimod Croos-fit med absolut eviggrønt potentiale. Og så klæder det Cross’ sange, at få en mere markant sanger på, end Billy Cross selv er. På dette album er det Rasmus Dissing, der er den gennemgående forsanger, mens Billy Cross har fokus på guitaren. Et klogt valg.
“Fordi jeg først og fremmest ser mig selv som guitarist, producer og sangskriver, har jeg i årevis ledt efter nogen til at fortolke mine sange. Faktisk lige så længe jeg har skrevet dem. I Rasmus fandt jeg den person. Jeg er lykkelig.”
– Billy Cross.
Han er næppe den eneste der er lykkelig over det valg. Jeg er i hvert fald også, og tænker at der må være en masse lyttere med rootsmusikken i musikhjertet, der vil have det ligesådan.
Rasmus Dissing træder nemlig i den grad i karakter som vokalist – og virker til at have fundet sin helt egen stemme – et betagende og berusende sted imellem forbillederne – Povl og Bob.
Bob Dylan har helt eksklusivt givet Cross to af sine egne sange. Ingen af dem har været indspillet til officielle Dylan udgivelser.
”Legionnaire’s Disease” har Cross tidligere indspillet i en mere pumpet og orgelbaseret version med Delta Cross Band, men her på ”Copenhagen Skyline” tages den klædeligt ned i tempo, og mærkes pludselig som en af den slags ballader, der kun findes på aller øverste hylde. Enkelt akustisk arrangement, med piano, lidt stryger, en sagte mundharmonika og et lækkert kor – er så rigeligt nok til at sikre, at albummet med dette nummer lukker på allerbedste vis. Og igen – så der vokalen! – den giver hvert et ord i teksten en dybere mening, og får det hele til at gå op i en højere enhed.
En enhed der udover de fire hovedrolleindehavere, der også har produceret albummet, består af gode folk som Dan Hemmer, Jesper Elnegaard, Kristoffer Sonne, Rune Harder Olesen m.fl. Det hele indspillet så live som muligt for at få så meget autencitet og tilstedeværelse i musikken. Den mission lykkedes til fulde.
Det andet Dylan nummer er pladens mest rockende nummer. Og at ”More than Flesh & Blood Can Bare” er et nummer, der kom i overskud til “Street legal” albummet er næsten ubegribeligt. Hovedpartens af verdens sangskrivere ville give alt hvad de ejede for at kunne skrive et nummer af den kaliber – fuld af pondus og power – og en inspirerende tidløs tekst. Det er mesterligt skrevet, og det er lige så mesterligt bragt til live her godt 45 år senere.
I’m going down to find a church that I can understand
– fra “More than Flesh & Blood Can Bare”
I need new inspiration cos I’m only just a man.
And with the blackjack table I can’t play another hand,
The meat you cook for me is bloody rare
It’s more than flesh and blood can bare
More than flesh and blood can bare
Albummet har ingen svage stunder, men målt op imod de allerede fremhævede numre, så fremstår “Wonder Why I Wonder”, ”864-5329”, ”It’s So Perfect” og ”Stay happy” lidt i kategorien – ’lyder som noget jeg har hørt før’. Det er numre, der bestemt fungerer, men mest som lidt hyggelige mellemspil.
Lad det blive vedtaget ved lov, at dette album ikke blot ender som et mellemspil, men starten på et langt og frugtbart samarbejde. Rygterne taler ihvertfald om at der allerede er skrevet på nye numre frem mod den kommende turne. Der er noget at se frem til.
