Diverse kunstnere – ”Born to Run – en hyldestkoncert for Bruce Springsteen” – Amager Bio – 19.09.19

405A6031

Fotograf: Maria Fremming

”Hva’ fan – sangene kunne selv i mange gode folks lag”

Inden dagens hyldestkoncert havde snakken gået om valget af de kunstnere, der skulle optræde. Ikke fordi der manglede kvalitet – men Aura, Silas Bjerregaard, Mads Bjørn og Steen Jørgensen – var ikke umiddelbart navne, som de fleste ligefrem relaterede til en sfære omkring Bruce Springsteen.  

Og hvor var de navne som mere tydeligt i deres karriere har bevist at de evner at bære The Boss emblemet lige ud for musikhjertet – Jacob Dinesen, Mikkel Bøggild (Barrow), Nikolaj ”Piloter”,  og ikke mindst Michael Falch.

Men det var som det var – og der var alligevel nok nysgerrige til at sikre et udsolgt Amager Bio, der fra starten sitrede af spænding og forventning – og som dagens konferencier Alex Nyborg Madsen indledningsvis konstaterede – ”I dag er vi alle fans”. Senere kunne han med glæde i øjnene konstatere, at der ER håb for rocken endnu, og samtidig sætte pris på at han er en del af en generation, som vil være væk den dag at hyldestkoncerterne skulle have navne som Cardi B og Justin Bieber, som omdrejningspunkt.

Alex Nyborg Madsen sørgede for at det henrivende husorkester – med Mads Bjørn, Jesper Lind, Troels Skjærbæk, Dan Hemmer og Kajsa Vala – under ledelse af Rune Kjeldsen blev varmet godt op ved at han fortolkede ”Magic” – uden af magien dog for alvor indtraf.

Det gjorde den til gengæld allerede da dansk rockens unge håb – Carl Emil Petersen – gik på scenen – og sammen med det begavede band leverede en magnifik mørk og dybt dragende version af ”State Trooper” – fulgt op af veloplagte versioner af ”Tougher Than The Rest” og ”Brilliant Disguise”.

Lidt utaknemmeligt grundlag for Mads Bjørn – der mest er kendt og anerkendt som en stærk musiker og producer – at skulle følge op på. Og versionen af ”Tunnel of Love” blev da også en af aftenens få stunder, hvor der ikke helt var hul igennem. Hans vokal havde svært ved at løfte og selve arrangementet var også en kende for ordinært og neutralt.

Øjeblikket efter var alle dog i en helt andet verden. Kira Skov blæste salen omkuld med en version af ”Adam Raised A Cain”, der selv her dagen derpå giver gåsehud bare ved tanken. Det var som at overvære fødslen af et nyt band – Kira & The New Jersey Spirits. Kira sang med en nerve, tænding og intensitet, som var intet mindre end verdensklasse, og det niveau blev lige-nær-ved-og-næsten holdt i de efterfølgende ”Darkness on the Edge of Town” og ”Because the Night”. Alene de tre numre var hele aftenen værd. Uforglemmelige.

En anden sej kvinde – Kajsa Vala – blev midtpunkt lige bagefter – og tog os heldigvis et helt andet sted hen – nærmere bestemt til ”Nebraska”. Nedtonet, inderligt og utroligt nærværende med blot hende og Rune Kjeldsen på scenen fik hun sat en tyk streg under hvorfor hun i præsentationen blev skamrost af Alex Nyborg Madsen.

Hun fandt tilbage til sin plads i orkesteret, hvor hun koncerten igennem fik skiftet mellem et arsenal af strengeinstrumenter, som hun hele vejen igennem håndterede med charmerende underspillet overskud – ligesom kapelmesteren Rune Kjeldsen. Hvilket par af have i ET orkester. Hvis Knud er Gud, så har har han fået sig et par meget seriøse disciple!. I front stod nu Poul Krebs, der med en dramatisk historie fra de virkelige liv om to venners uheld på motorvejen over Fyn , løftede sløret hvorfor han havde valgt den lidt hengemte perle fra ”The River” albummet ”Wreck on the Highway” som sit første nummer.

Og så skal jeg da ellers love for at der må have været energidrik i flaskerne på scenen – for sjældent har denne skribent – igennem de 33 år jeg har fulgt Poul Krebs set ham hoppe så insisterende og begejstret rundt som her. ”Cover Me” og ”No Surrender” blev serveret som sprængladninger mærket med ”Mærk brucet – hør suset”.     

Fra hoppeborg gik turen i artistkarrusellen videre til en halvvag udgave af  ”The Wrestler” – fremført pænt og nydeligt af Aura Dione. Men så smed hun jakken, iførte sig guitaren – tænkte på Bruce i cowboybuks anno 1984, og så var det ikke kun hende, der var fyret op under. Den akustiske version af “I’m on Fire” – arrangeret et stykke fra originalen – og blot med hende, Kajsa Vala og Rune Kjeldsen – tog salen med storm, og tændte op for aftenens største ”syng med” kor. Koncertens store overraskelse. En mesterlig udgave, som varmer bare ved tanken.

Godt tænkt kom Steen Jørgensen så på scenen lige efter og gav sin – mere tro mod originalen – version. Ikke dårligt, men bare heller ikke lige så godt. Til gengæld fik han tændt ild i ”Candy’s Room” inden han overlod mikrofonen til Silas Bjerregaard – der viste sig at have en fin “Bruce a like “klang i sin vokal. ”Streets of Philadelphia” og ”The River” sad lige i skabet, og det sprang han så ud af og satte festlighederne på maximum med en energidreven version af ”Dancing In the Dark”.

Skulle nogen kunne udfordre de herre Krebs og Bjerregaard på energiudladning – ja så skulle det da være Michael Falch – og som trold fra et træningscenter sprang han ud som aftenens – ikke annoncerede – overraskelse, med en lige-ud-af-landevejen version af ”Hungry Heart”.

Det hele sluttede med alle artister på scenen i en værdig og vital version af ”Born to Run”. Der var gået 1 time og 45 minutter – svarende til cirka en halv Bruce Springsteen koncert – men det var nu svært at bede om mere her. Det havde været en henført hyldest fra hjertet – leveret med hjertet – og det understregede at de fleste af Springsteens sange sagtens kan tage på rejse uden at Bossen er med.         

Mads Kornum

Mads Kornum

Leave a Replay

  • Kun kr. 33 pr. dag for en reklameplads her på siden!

  • Scroll til toppen

    Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.