Dizzy Mizz Lizzy – Nakskov Idrætshal – 26.06.21

Dizzy Mizz Lizzy 2021 Fotograf Henrik HIldebrandt (10)

Fotograf: Henrik Hildebrandt

”Dizzy Mizz Lizzy sejrede lige så flot og sikkert som EM-holdet”

Dannebro flagrede lystigt i solen hen over Nakskov idrætshal og stemningen var høj blandt det glade publikum, som ventede spændt på at træde indenfor for at opleve en længe ventet koncert med Dizzy Mizz Lizzy.

Spørgsmålet var om bandet kunne smide mere kul på det triumftog, som det danske EM-hold havde sat turbo på med sejren på 4-0 over Wales kort før koncertstart.

Allerede i første nummer ”The Ricochet” kom svaret. Det kunne de. Frontmand Tim Christensen leverede et helt suverænt – og længere – indledningsstykke, og guitarens sprøde og rå toner gnistrede ud af højtalerne.

Der var lagt op til en rigtig god koncert eller en videre rejse med triumftoget om man vil. Næste stop var “In the Blood “, hvor Tim Christensen nærmest sugede os sultne publikummer ind i hans univers med de knivskarpe og præcise fortolkninger af 70’ernes og 90’ernes rock rødder – og alene guitarsoloen i det nummer var turen værd, og lidt af en genialitet.

Senere i “Amelia” blev vi draget ind i en ’club stemning’ som det var i ’gamle dage’. Det var så levende at hele salen sitrede. Dette var tydeligvis ikke ’bare’ endnu et job på en lang tur. Man fornemmede at bandet jammede undervejs, og nød samspillet – også da de til sidst havde gæstemusikeren Anders Stig Møller. Det var så rent og rørende at se, at oplevelsen ikke kunne andet end at smitte af på hele salen. Vi blev musikalsk forført og det svingede groft sagt bare for fantastisk.

Efter at hele ”Alther Echo” albummet var leveret fulgte bandet op med yderligere seks numre fra det bagkatalog der rummer så mange klassikere – blandt andet “Brainless” fra ”Forward In Reverse” (2016) – som blev leveret tungt og beskidt på den fede måde.

Siden fulgte de op med “Waterline” og “Silverflame “, hvor alle selvfølgelig skrålede med – samtidig med at de udførte en af de sværeste opgaver til en rockkoncert – at sidde ned! Men det var tidens svære betingelser – og ud fra de forudsætninger kunne Tim Christensen kun slutte af med at takke publikum for indsatsen. Og den anden vej kunne vi bare takke for en smuk, nuanceret og veldisponeret koncert.

Der er noget at glæde sig til for dem der fra den 29. juni til 05. juli har sikret sig billet til en af de hele fem udsolgte koncerter på ‘hjemmebane’ i Store Vega i København.

  • Tekst : Belinda Hildebrandt – Foto : Henrik Hildebrandt

SÆTLISTE –

1. The Ricochet 2. In The Blood 3. Boy Doom 4. The Middle 5. California Rain 6. Amelia 7. I Would If I Could But I Can’t 8. Brainless 9. Wishing Well 10. Love Is A Loser’s Game 11. Waterline 12. Silverflame

EHDK

EHDK

Leave a Replay

Scroll to Top

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.