Doyle Bramhall II – Amager Bio – 28.05.19

Doyle Bramhall II Amager Bio 2019 4

Fotograf: Mads Kornum

”Strengeleg fra øverste hylde”

Af Amager Bio ikke var fyldt til bristepunktet, når en guitarvirtuos, som den 50 årige Doyle Bramhall II betræder deres store scene kan undre.

Mandens CV som sideman er der ikke mange der matcher i de seneste 20 år – og ikke mindst hans mangeårige samarbejde med Eric Clapton og med Roger Waters omkring “In The Flesh”-turen har været noget der har givet velfortjent kredit.

Men det ikke altid den anerkendelse kan veksles til øget opmærksomhed på en solo karriere, som Doyle Bramhall II mere aktivt har genoptaget de seneste år.

Han voksede op i et hjem, hvor Stevie Ray Vaughan og Jimmie Vaughan var en del af familien – og det kan høres i hans spil – ligesom inspirationen fra Jimi Hendrix og Cream undervejs fremstår mere end tydelig.

På en scene er han meget indadvendt, og giver det meste at sig selv via sin guitar. Ikke et spotlys rammer hans ansigt, og kun få gange veksler han et par ord ud til publikum. Han er glad for at være her siger han, og kommer man tæt på scenen kan man da også fange mange små smil og lidt små dialoger med hans to band kumpaner og det tændte publikum på forreste række.

100 minutter og 14 numre bliver det til – bygget roligt op – frem mod et mere og mere guitarorienteret og til sidst skiftevis bombastisk og mere jam baseret udtryk. Han evner dog at spille med et kontrolleret overskud og der går aldrig blær eller unødig lir i et hans spil.   

Første nummer og solo, der virkelig understregede at vi havde men strengeleg på øverste hylde, var i aftens tredje nummer ”So You Want It to Rain” – fra ”Welcome”, den plade han udsendte tilbage i 2001, inden hele 15 års album pause. Fra det nye album ”Shades” fik vi fire numre, hvoraf især ”Everything You Need” og ikke mindst ”Searching for Love” virkelig løftede sig i mere end potente liveudgaver.

Potent var så sandelig også hans energifyldte trio-blues-rock a la Cream udgave af Hendrix nummeret ”Izabella”. Her var det i sandhed en guitargud, der fortolkede en guitargud.

Aftenens mest groovy indslag kom cirka midtvejs i sættet med en fin fortolkning af Johnny ”Guitar” Watson nummeret ”Lovin You”. Et par ”bøffer” undervejs gav smil på læberne på scenen, og udløste ligesom et ekstra overskud i resten af koncerten.  

Det kom særligt til udtryk i en 18 minutter lang version af ”Hands Up” fra 2016 albummet ”Rich Man”. Her fik  vi både en lang psykedelisk opbygning, en bundsolid bassolo fra Adam Minkoff, der undervejs i nummeret håndterede både orgel og bas , et par uafrysteligt fuldfede guitar soloer og så en lige lovlig uinspireret og ordinær trommesolo fra den ellers rigtig gode trommeslager Chris St. Hilaire.

Det ordinære sæt sluttede efter 90 minutter på toppen af rocken med en punket og intens fortolkning af The Stooges nummeret ”I Wanne Be Your Dog”.

De to ekstranumre var først en tonstung udgave af Bob Dylan nummeret ”Going, Going, Gone”, inden det hele sluttede bragende og bombastisk med ”Green Light Girl”, hvor især en sindssyg hurtig basgang nok engang fik åbnet mund og polypper hos hovedparten af et godt tilfreds publikum i et halvfyldt Amager Bio.

Mads Kornum

Mads Kornum

Leave a Replay

  • Kun kr. 33 pr. dag for en reklameplads her på siden!

  • Scroll til toppen

    Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.