Sangeren Dennis Locorriere fra det legendariske amerikanske band Dr.Hook & the Medicine Show gæstede Docken som Dr. Hook starring Dennis Locorriere – i anledning af det oprindelige bands 50-års jubilæum. Fotograf Henrik Hildebrandt og stemningsrapporter Belinda Hildebrandt var til stede – og resultatet af deres oplevelse ser du her.
Fra 1969 til 1983 havde Dr. Hook to markante forsangere – Dennis Locorriere og Ray Sawyer, men da sidstnævnte forlod bandet, var kursen mod enden lagt, og to år efter blev bandet reelt opløst, og begge sangere forsøgte sig solo. Men navnet Dr. Hook sælger nu bedre end de to soloartister til sammen – så næsten helt frem til manden med klappen for øjet – Ray Sawyers – død i 2018 kunne man se ham optræde som Dr. Hook featuring Ray Sawyer – ligesom man altså nu stadig kan opleve udgaven Dr. Hook starring Dennis Locorriere.
Musikalsk er Dr. Hook kendt for både at have været på besøg i afdelingen for spøgefuld og særpræget country-rock, folk-rock og på i mange år at have været en del af toppen af poppen. Deres mange hits daterer sig dog alle tilbage fra 1971 og frem til 1982, hvor ”Baby Makes Her Blues Jeans Talk” blev det sidste markante nummer fra gruppen. Navnet Dr. Hook opstod øvrigt af deres overforbrug af piller (Dr.) og Ray Sawyer’s klap for øjet (Hook ). Et navnevalg, der igen beviser deres herlige humor og selvironi.
Den genkendelige stemme hos den 70-årige Dennis Locorriere var lidt hæs efter lang tids sygdom, men han fyldte nu salen fint ud med hans karakteristiske fløjlsbløde stemme, som var det cremen på toppen af en kage med knas. Langt hovedparten af publikum havde uden tvivl et fødselsår der var ældre end Dr. Hook, og de virkede som en god blanding af fans fra det meste af landet. Hvem havde dog gættet på at det kunne lade sig gøre at lokke så mange over fra det jyske – og her helt ud på udkanten af djævleøen. Det var jo nok fordi de havde en god fornemmelse af at de ville få hvad de kom for – en rundtur i musikhistorien, og langtidsholdbare evergreen leveret med æren i behold.
Denne aften fik vi både hits og historier. Numre som ” When You’re in Love with a Beautiful Woman “,” Cover of the Rolling Stone “, “Sexy eyes”, “Baby Makes Her Blue Jeans Talk “, “Only sixteen”, og ”Sylvia’s Mother ” fik tændt genkendelsens glæde, og nostalgien osede ud af højtalerne når Dennis Locorriere f.eks. fortalte publikum historien om deres nedtur, hvor de ingen penge havde og albummet med titlen ” Bankrupt” blev resultatet i 1975. Historien endte med at publikum sang “To Mush Money” under nummeret ” The Millionaire”, hvilket skabte en skøn tragikomisk stemning – typisk Dr. Hook. Også i nummeret “Love You A Little Bit More” udviklede det sig til fællessang i omkvædet, da publikum smukt greb Dennis Locorriere oplæg om ønsket om mere kærlighed til alle.
Den store sangskriver og historiefortæller Shel Silverstein (død 1999) var også producer og maneger for Dr. Hook and the Medicine Show og var manden bag bandets største hits. At han har haft stor betydning for Dennis Locorriere lagde han ikke skjul på , og han blev fremhævet og nævnt utallige gange under hele koncerten. Ganske sympatisk. Idet hele taget var det her et rart og godt møde med en mand, der virkede til at mene det når han sagde: “København har en særlig plads i mit hjerte”.
Det virkede oprigtigt – ligesom det virkede åbenlyst, at der ikke kan være tvivl at Dennis Locorriere har været mindst ligeså bærerne et element som Ray Sawyer i historien om Dr. Hook – og at han med denne version af bandet bestemt stadig holder kursen og holder liv i sangskatten.