Der var tale om en ret unik begivenhed i Amager Bio i går. For første gang i dansk musikhistorie blev der afholdt en hyldest koncert til fordel for en anmelder!
Manden i centrum – Steffen Jungersen alias Dr. Rock – musikjournalist af hjertet – og en mand, der råt for usødet, ærligt og kærligt, har givet sin uforbeholdne mening til kende i dansk musikpresse igennem fire årtier. Legende er et stort ord. Men det passer nu meget godt på Steffen Jungersen. Han går aldrig efter manden (eller kvinden) – ja, nu holder vi os altså til emnet anmeldelser – men sætter ord på sine oplevelse af det, som det hele drejer sig om – musikken – og ikke mindst om hjertebarnet – ROCKEN!.
Denne regnfulde onsdag var Amager Bio godt halvfyldt af mennesker, der ønskede at støtte op om arrangementet, hvor alt overskud går til Steffen Jungersen, og hvor alle kunstnere naturligvis stillede gratis op for sagen.
Idémænd og arrangører var Frederik Schnoor og Mike Tramp, og det var sidstnævnte, der blev første mand på scenen på en aften, der skulle udvikle sig til at vare hele 3 timer og 45 minutter i Rockland på godt – og måske ikke ondt, men så ihvertfald på overtid. Der kunne sagtens være skåret lidt til hist og her – men heldigvis var der tilpas med højdepunkter, der fungerede mere effektivt end en hjertestarter, så man nåede aldrig at gå helt død i maratonkoncerten.
Mike Tramp gav tre numre blot akkompagneret af guitarist – og her var det især åbningsnummeret ”Hymn To Ronnie” fra den danske udgave af ”Stand Your Ground” (2010), der gjorde indtryk. Siden fulgte Freddy & The Phantoms, der med deres nye hestespark af en hård-rock single ”First Blood Universe” ihærdigt forsøgte at give hovedpersonen, den første kærlige mavepuster – men desværre blev nummeret delvist ødelagt af en elendig lyd på vokalen. Det blev heldigvis allerede bedre på den efterfølgende ”No One To Blame”. Herefter fik de selskab af Knud Møller – der ligesom på albumversionen af ”Storm on the Riverside” krydrede med den slags guitarspil, der for evigt har sikret ham den velfortjente ”Knud er Gud” titel. Det toppede nu slet ikke der – det gjorde Johnny Madsen klassikeren ”Johnny the Blues” – her udsat for Freddy & the Phantoms feat. Knud Møller. Et stort øjeblik på en aften, der heller ikke efterlod doktoren uberørt ude blandt publikum.
Endnu en gæst kom på scenen – en af aftenens overraskelser – Ester Brohus, der nok mente at country også skulle være sundt for musiksjælen og for selv Steffen Jungersen. Versionen af ”The Storm” var dog her forført til ren rockende orkan styrke – og sendte denne skribents begejstringsbarometer på overarbejde. Wauuu for den da. Altså Frederik, Knud og Steffen – kan I ikke få tændt sådan op under Ester bare lidt oftere – for godt nok er hun dronningen af country herhjemme – men for filan – DET DER kunne hun så også!
Flere overraskelser fulgte – ikke mindst da Sebastians altmuligmand – svenske Perry Stenbäck – fik flyttet Tønder Festival stemningen – som Jungersen besøgte første gang i år – helt til Amager Bio med den livsfilosofiske og smukke vise ”Hester i Regn”, der handler om hvad heste gør, når det regner. De gør det, at de simpelthen vender røven mod uvejret, og venter på de bedre tider – som altid kommer. En smuk og symbolsk hilsen til dagens mand. Det samme kom fra næste tilføjede gæst på scenen – Danny Linde fra Zididada – der med sin slide guitar og rustikke stemme leverede en skøn bar-blues ”Drink With The Devil”.
Siden fulgte aftenens unge rock håb – Lucer og Junkyard Drive – der begge lyder til at have fulgt godt med i “the School Of Rock” og leverede frisk og energisk. Lucer især med titelnummeret fra seneste album ”Ghost Town” og med en overrumblende potent genrejsning af Cliff Richards gamle hit ”Devil Woman”. Junkyard Drive tog naturligvis flest kegler da de som deres sidste nummer gav ”Geordie” – en gammel traditionel sang, der blev udødeliggjort af Gasolin som ”Langebro” – og da Junkyard Drive ændrede sidste vers til Gasolins version løftede både tag – og nok også Jungersens hat sig lige omkring 6,66 centimeter.
Men flere højdepunkter ventede, selvom man først skulle igennem lidt for mange numre med det ellers glimrende Thin Lizzy Tribute band – Falling Hazard. Mange blandt publikum tabte her pusten på hvad der tydeligvis for en stor del – var en helt almindelig hverdagsaften, hvor virkeligheden altså ventede næste morgen, trods det ualmindelige indhold aftenen før. Dem der blev fik guldkorn til natmad, da Johan Olsen sammen med Falling Hazard gav versioner af ”The Boys Are Back In Town” og “Gimme Shelter”, der rockede og rykkede så intenst og eftertrykkeligt, at himlen vel ryster endnu over Amager.
Festen sluttede med hovedpersonen på scenen, der ikke var bange for at indrømme at han undervejs fik lidt våde øjne over at se, at det her ikke var pligten der kaldte folk til huse, men tværtimod en kærlighedserklæring fra rigtige venner. Hov hov – STOP – tænker den hårdføre læser måske nu – ROCK rimer da ikke på følelser! Ikke en skid!. Men alt her i livet skal heller ikke rime – og Steffen er stadig rå som få, men også en følsom musiksjæl, der udmærket ved at uden følelser, så oplever man ikke – og så er der ligesom ikke noget at skrive hjem om.
Det var der lige til det sidste til Dr. Rock Aid, hvor alle tilbageværende musikere – samt publikum fra forreste rækker kom på scenen og sammen med Steffen Jungersen – afsluttede en lang aften med det forventede brag – i form af de to rocksange, man rettelig skulle kunne købes i håndkøbsmedicin som lykkepiller – ”Honky Tonk Woman” og Highway To Hell”.
