Det summer af musik i Svendborg her i UGE 30, hvor det emmer af ægte byfestival stemning. Byens pladser, gader, haver og baggårde er i ni dage ét stort knus af store koncerter og kreativ udfoldelse, der hylder friheden, gæstfriheden, rytmen, melodien, maden, kreativiteten og det gode og nære samvær. Programmet er bredt og mangfoldigt, og mere end 15.000 har indløst billet til de mange koncerter. Så selvom kun få koncerter i ugens løb har kunne melde udsolgt, så er konceptet i den grad bestået.
Torsdag eftermiddag var det Drew Sycamore, der indtog en af scener i den hyggelige Krøyers Have. En tanke slog én som det første da Drew Sycamore gik på scenen – nemlig at det ’kun er få har DÉT’. Dét stjerner er lavet af. Det er heldigvis udefinerbart, man det ses soleklart fra første gang man ser dem.
Lukas Forchhammer, Mø og Drew Sycamore har DÉT åbenlyst. Den autenticitet og den dybfølte udstråling, som er så stor, at den rækker langt ud over Danmarks grænser.
Kraftig blæst og regn var torsdag eftermiddag kulissen, helt ligesom på en gennemsnitlig Roskilde Festival, hvor Drew Sycamore er som skabt til den Orange Scene. Den må vente lidt endnu.
Foreløbig er det bare at nyde hende i mindre omgivelser, som her i Krøyers Have hvor vel omkring 250 tilskuere, både børn, forældre, unge, og mere modne nysgerrige voksne som f.eks Side 33 ‘s ‘feriebarn’ glemte alt snak om vejret. I stedet blev de blæst omkuld af en artist, man fremover med garanti kan regne med leverer en ‘vare’, der er berigende jordnær, og alligevel rummer magi af himmelske dimensioner.
Det er pop med pondus, med hjerte og med hovedet løftet. Det er pop med indhold, intensitet og tænding. Og så har Drew den slags vokal, der ikke bare kan, men også drager.
Der er noget at smile af, se på, lytte til, danse til, og til at blive rørt af – ikke mindst når hun alene med sin guitar som ekstranummer spiller en ældre ikke udgivet sang “Mr Chaney”, om et gammelt venskab, der (måske) kunne være blevet til kærlighed, hvis ikke lige der var en aldersforskel på 40 år.
Fra det nummer til f.eks rytmiske sansebombardementer i ”The Rhythm” og “Tainted Love” er der langt, men Drew mestrer begge del i gennemført stil og med overrumplende overskud, backet op af et ungt drømmehold af musikere – Lasse Boman på guitar, Amanda Wium på keys, Maja Pyndt på bas, og Felix Ewert på trommer.
Drew har personligheden til at blive et popfænomen, og hun spillede selvfølgelig solen frem undervejs. Der blev strålet om kap, og skrålet med fra et publikum, der så et stjerneskud, der nok skal blive ved med at give!
