”Brutal” hed Drew’s debutalbum fra 2019. Et overrumplende, overraskende og helstøbt indie-pop album, der med langtidsholdbare singler som ”Perfect Disaster” og ”All the thing’s (I’m not) for alvor lagde grobunden for det massive gennembrud, der blev efterfulgt af det mere strømlinede album ”Sycamore”, der udkom to år senere.
Et album, der kom i slipstrømmen på første akt af Corona pandemien. Ligesom det første album, et ret personligt, og til tider tekstmæssigt alvorstungt og indadvendt et af slagsen, om end det var pakket ind i ganske varieret og udadvendt kvalitetspop, der sikrede hende de hidtil største hit i form af ”45 Fahrenheit Girl” og ”I Wanne Be Dancing”.
Siden kom der krig i Ukraine, energi- og klima krise, SoMe radikalisme m.v.
Det har gjort at Drew Sycamore har følt et behov for og trang til at forfine pop formlen endnu mere løssluppent og humørfyldt med lutter sanselige sange, der ikke skal grubles over, men danses til. Derfor er de otte numre på ”Superfaith” totalt ryddet for alt andet end positive vibrationer i såvel tekst og musik. Det er riff, det er beats, det er grooves, det er uh, ah, yeah, yeah. For som hun fastslår på den herligt rytmisk roterende og brandvarme “Fever” – Its not about how bad it gets but how good it feels .
25 minutters flugt fra virkeligheden
Albummet er hendes modangreb og en slags affekt reaktion på et par hektiske år og en temmelig anspændt verden. Opskriften kan virke simpel. 25 minutters frigjort flugt fra virkeligheden, med troen på kærligheden og dens energikilde som det væsentligste virkemiddel.
OG det føles rent faktisk godt at holde frikvarter med Drew. For de simple opskrifter kan til tider være nogle af de bedste, ikke mindst hvis de bare skal fungere som luftige og appetitvækkende godbidder imellem hovedretterne.
Tre af sangene har allerede været ude som singler. Først kom ”Electric motion”, der lød som en hyldest til Madonna, hvilket den efterfølgende single ”Madonna” så var. To driftssikre og rytmisk velfunderede numre, der understregede at Drew Sycamore og hendes trofaste sangskriverteam Frederik og Fridolin Nordsø og Lasse Boman stadig har grebet om den slags moderne poplyd, der så sandelig godt ved, at der har været noget før den.
Ingen af disse singler har dog helt samme eviggrønne potentiale, som de tidligere hit, men mindre kan nu også gøre det når man hedder Drew Sycamore.
“Surfer” er lyden af et nyt hit
Og at hun stadig er en artist, der evner at flytte sig – og forventeligt også hendes mange fans – beviser både den seneste fremragende, småfrække og dragende club-pop single ”In the Club” og den fuldfede funky ”Surfer”, der charmerer øregangen med selvtillid, ‘water of love’ og et herligt samplet lille legesygt corny tema undervejs, der nærmest lyder lidt pan-pipe-ish. Det kunne meget vel – sammen med “Fever” være albummets bedste bud på det næste store hit.
Drew fortjener ros for at give os lyttere et uskyldigt – men ærligt – soundtrack som hjælp til at lette lidt fra virkeligheden. Og respekt for at udsende et album, der tydeligvis er skabt intuitivt og af lyst og nødvendighed, uden større kalkuler end troen på at musikken forhåbentligt også kan frigive kærlighed og energi hos andre end afsenderen.
Bundniveauet er ubetinget højt, selvom numre som ”Destiny”, ”Paradise” og pladens mest eksperimenterende ”Into Your Arms” er lyden af den slags pop-korn, der på en eller anden lige mangler at få lidt salt.
Albummet udgives den 21. april 2023 som LP.
