Sommeren er her heldigvis endnu, alt imens jeg sidder her på kontoret og kigger på bunken af de insisterende og lytteværdige album, der landede på redaktionen de foregående måneder, men som vi desværre ikke nåede at anmelde eller omtale, fordi mængden af opgaver oversteg ressourcerne og tiden, der bare gik, som den nu har for vane.
Men fordi der er gået en måned eller tre efter en udgivelsesdag kan et album bestemt godt fortjene nogle ord med på vejen, især hvis den indeholder noget langtidsholdbart materiale. Og det gør ”Sycamore” fra den 31-årige dansk-walisiske sanger og sangskriver Drew Sycamore i næsten uhørt omfang.
Et langt tilløb er sket via en god og tryg opvækst på Hobroegnen under det borgerlige navn Michelle Drew Nielsen. Da hun trådte i karakter som musiker første gang i midten af 10’erne var under navnet Michelle Drew i electro-dub-step duoen DREWXHILL – som hun havde sammen med den tyske musiker Philipp Hill. Deres veje skiltes – og efter nogle år i Southampton vendte hun hjem til Danmark. Her fandt hun sit eget udtryk – og ”Brutal” – hendes debutplade i eget navn – nu bare som DREW, var en realitet. Det kom som en forløsning ovenpå en hård tid – hvor hun blandt andet skulle bearbejde tabet af hendes mor, der døde efter en forholdsvis kort sygdomsperiode af kræft.
Det iørefaldende og nærværende indhold gav straks genlyd, og resulterede i et par solide hits med sangene “Perfect Disaster” og “Let Me Love You”. Man fornemmede tydeligt, at dette sandsynligvis blot var starten til noget større – og noget mere. Der var mange forskellig co-writere med på “Brutal”, men man var alligevel aldrig i tvivl om dette mest af alt var kombinationen af artisten og mennesket DREW. Det var stilfuldt, professionelt og gennemarbejdet – men ikke kalkuleret – og det var lyden af velskrevet indie-pop med masser af kant og karakter, og noget på spil.
I samme periode havde hun også held i kærligheden og blev hemmelig gift med kollegaen Mathias Kolstrup (Düne / Liberty) i Las Vegas i 2019 – og derfor hedder hun nu om dage i civil Drew Kolstrup. Da det andet album skulle udsendes landede navnevalget dog på det velklingende navn Drew Sycamore. Et navn hun selv fandt på – og altså IKKE et smart marketingsstunt fra et pladeselskab. Sycamore er i øvrigt den engelske betegnelse for et ahorntræ, der regnes som særligt hårdt og stærkt. Jo, tingene hænger sammen når det drejer sig om Drew.
På ”Brutal” havde hun på flere numre arbejdet sammen med sangskriver- og producer parret Frederik- og Fridolin Nordsø – og de to brødre blev sammen med sanger, sangskriveren og guitaristen Lasse Boman hendes primære samarbejdspartnere på ”Sycamore” albummet. Et album, der blev varmet op til med tre singler, der allerede inden albummet udkom var blevet regulære hits. “Take It Back”, “I Wanna be Dancing” og ikke mindst “45 Fahrenheit Girl, hvor også den allestedsværende Andreas Odbjerg har sat sin signatur.
Tre singler, der har gjort at hun som første og eneste kvinde er med i TOP 10 på seneste GRAMEX opgørelse over mest spillede artister i dansk radio. Sådan! Men det er nu også tre singler – der med kærligheden til 80’er viben intakt – lige fra et kækt Blondie Beat via Michael Jackson moves til Nile Rodgers funk feeling – i den grad har international karat – og tåler at blive spillet igen og igen og.
Men albummet er meget mere end de tre hits. Rent faktisk yderligere syv numre, der rummer både meget mere hit kvalitet – og så alt det udenom. ”Jungle” er allerede ude som den fjerde varme single, og både ”The Rhythm” og ”Tainted Love” har så meget potentiale og rytmisk sans, at de må blive de næste store singler i rækken. At tænke sig at have hele seks sange men så stort single potentiale på et album. Det opleves altså sjældent. Måske fordi Drew Sycamore rent faktisk ikke er et produkt af en hitfabrik, selvom hun er signet på et af de store selskaber, og selvom hun omgiver sig med nogle at landets varmeste hitsmede. På det det iøvrigt yderst stilrene dobbelte gatefold cover takker hun da også hendes samarbejdspartnere med ordene –
“Making this record was the easiest, most insanely hilarious time I’ve ever had and I am so thankful to Frederik, Fridolin and Lasse for getting high with me without drugs and making the best music I’ve had the pleasure of writing.”
Og den glæde, over at blive høj ved at arbejde med noget der er større end en selv – er til at høre. Det elektroniske udtryk er forstærket i forhold til “Brutal”, men uden at det fjerner sig for meget fra den DREW vi lærte at kende tilbage i 2019.
Brikkerne i kærlighedens bumlede puslespil beskriver hun intenst og mærkbart i tre af albummet mere inderlige numre ”Call me by your name”, ”Body Talk” og ”Crying Wolf”, der understreger at vi har at gøre med en kunstner, der slet ikke er færdig med at udvikle sig eller rykke sig nærmere den absolut højeste internationale hylde – og det altså på helt egne præmisser – omgivet af et fantastisk hold af medspillere. Det er numre hvor sangeren og sangskrivende virkelig træder i karakter – med hjerte, smerte, læring, tæring, og næring – og med masser af glød i den stærke, bevægelige og mørktonede vokal.
Drew er åbenlyst en moderne DIY kvinde – som også selv står for pladens cover design, og som selv skriver noter om tilblivelsen af de enkelte sange, men som samtidig er så meget mere end ‘mig-mig-mig’. Det bliver altså ikke meget bedre – og slet ikke når hun i en sang som ”Didn’t get to know you at all” viser at det akustiske og nedtonede singer/songwriter univers, da også klæder hende lige så ulasteligt godt, som det topstylede jakkesæt på coveret.
10 numre på en halv time holder hele vejen hjem – og årets pop album må være landet. Punktum.
