Dry Stick er mest af alt et projekt, der er ledet og skabt af Kudre Haan – der ellers mest er kendt som frontfigur i Homesick Hank, der har udgivet fire album i americana genren, uden at få et afgørende kommercielt gennembrud.
I forhold til Homesick Hank åbner Dry Stick mere op for en velproduceret leg med folk-rockens virkemidler – både i den iørefaldende og melodiske form, og i den mere afmålte, atmosfæriske og stemningsmættede indpakning.
Til formålet har han omgivet sig med musikere fra øverste hylde – Tobias Lange, Jesper Bo Hansen, Klaus Møller, Moogie Johnson Leif Bruun, og Sara Indrio – bare for at name-droppe nogle udvalgte.
Hele seksten numre indeholder albummet – og bagtanken er at hver årstid er repræsenteret med fire numre hver. At kalde det folk-rockens svar på ”The Four Seasons” er dog nok at stramme den. Årstidernes skifte mærkes reelt ikke på et album, der på forbløffende vis hviler i sig selv allerede fra første gennemlytning, og hele vejen igennem føles som et endog rigtigt behageligt selskab. Men egentligt ikke meget mere omskifteligt end en gennemsnitlig dansk sommerdag, efterårsdag, vinterdag, eller forårsdag.
Men når det er sagt, så er året der gik for den tørre pind, nu langt mere interessant end det lidt besynderlige projektnavn antyder. Projektet er i sin natur afhængig af gode sange, og dem har Kudre Haan i den grad leveret. Selvfølgelig kunne færre numre havde gjort det, men omvendt sikrer omfanget og den forholdsvis voluminøse samlede spilletid også, at man virkelig føler at man er blevet inviteret med på en spændende tur, der er værd at bruge tid på.
I vinylformatet er ”Annualis Naturalis” trykt i et lækkert og flot dobbelt gatefold-omslag – og med teksterne trykt. Ganske gennemført. Samme ord kan bruges om selve lytteoplevelsen af albummet, som en helhed. Up-tempo numre som ”Where Do We Go”, ”Gated Community” og ”Lost” ville i en kvalitetsreguleret verden blive tildelt spilletid på enhver radiostation, der stadig rummer en slags lytterværdighed. Men mere afdæmpede midt-tempo numre som åbningsnummeret “Morning Bird”, ”Your Past”, ”Weatherman”, ”The Crying Planet”, og ”My Love is for the Dead” får også indfanget ens opmærksomhed . De to sidstnævnte numre lyder som nogle, der kunne være skrevet til David Crosby, men her udføres med selvsamme inderlighed, som havde det været mesteren selv. Det er vel næsten overflødigt – i den forbindelse – at nævne, at Kudre Haan i den grad er vokset som sanger . Han har en skrøbelighed, en nerve og en følsomhed i sin stemme, der gør den troværdig og langtidsholdbar.
Folk-rock – the american way – bliver desværre ikke dyrket i noget stort omgang herhjemme. Derfor er det så befriende når et projekt som dette lykkedes. Subjektivt vurderet er det velsagtens det bedste danske album i genren, der er udgivet siden 2013, hvor Barrow udgav ”Transition”.
Nogle går efter at få en kæp i øret – denne skribent vælger uden tvivl fremover en tør pind.
