Et næsten fyldt Amager Bio i København stod forventningsfulde klar til at høre Dweezil Zappa på hans succesrige “Hot Rats Live – Plus Other Hot Stuffs 1969” tour. Et overvejende ældre mandligt publikum – suppleret hist og her af et garanteret nysgerrigt feminint selskab eller et yngre segment, der ønskede sig en musikalsk historietime – eller hele 2 1/2, som det endte med at blive denne varme torsdag på Amager.
Dweezil Zappa og hans mere end blot kompetente band, spillede – som annonceret – hele faderens mesterstykke ‘Hot Rats’ fra 1969 igennem fra start til slut og i den originale rækkefølge. Det blev helt klart aftenens højdepunkt. Syv numre – leveret på 50 minutter – kunne ikke gøres meget bedre.
Frank Zappa dedikerede ‘Hot Rats’ til Dweezil Zappa, der blev født kort tid, inden albummet udkom, og det gav på alle niveauer god mening, at ældstesønnen opførte en af sin fars smukkeste ædelsten i en kæmpe produktion i anledning af 50 året for dens lancering. Gennemspilningen af ‘Hot Rats’ manifesterede sig som en imponerende kraftpræstation, og i ‘Willie The Pimp’ samt ‘The Gumbo Variations’ blev den virtuose vildskab i verdensklasse sluppet fri; frodigt, funky og frygtløst formidabelt så tiden nærmest stod stille. Åbningsnummeret ‘Peaches en Regalia’ mødtes med genkendelsens jubelbrøl, og to af de øvrige sange, ‘Little Unbrellas’ plus ‘It Must Be A Camel, har aldrig været spillet live før denne jubilæumsturné. Hele holdet fik sat en tyk streg under ‘Hot Rats’ stadigt usvækkede relevans som det kompositorisk gennemførte kunststykke, der vitterlig er tale om.
Det øvrige koncertprogram tog sig ud som en noget diffus blanding af godt og knap så godt fra Zappaland. Det efter denne anmelders smag noget langstrakte medley over tidlige 80’er numre kunne sagtens have været kogt ned til det halve for at give plads til flere af signaturstykkerne. De var dog repræsenteret, skal det tilføjes: Forrygende versioner af ‘Montana’, ‘Bamboozled By Love’, ‘Dupres Paradise’ og ‘I’m The Slime’ som et af ekstranumrene.
Ydermere tog repertoiret en tidsrejse tilbage til Mothers of Invention årene med ‘200 Motels/Bogus Pomp’, ‘Who Needs The Peace Corps’ og ‘Tears Began To Fall’. Inkluderingen af det smukke ‘Carolina Hard-Core Ecstasy’ fra fællespladen med Captain Beefheart, ‘Bongo Fury’ tjente som en absolut passende afslutning før ‘The encores’. Og så er der lige bandet, hvor trommeslageren Ryan Brown og bassisten Kurt Morgan lagde en både spændstig medrivende og fast bund, der drev solisterne frem mod nye højder. Multiinstrumentalisterne og vokalisterne Sheila Gonzales samt Adam Minkoff satte yderligere fart i løjerne og blæreriet med keyboardtroldmanden Chris Norton. Hvilket orkester! I front stod Dweezil Zappa, der på en og samme tid er helt sin egen og i svær grad også sin fars søn med en tung og krævende arv at løfte. Dweezils guitarekskursioner minder en del steder i deres opbygning og fandenivoldske satsninger rytmisk som tonalt om Zappa Seniors amokløb. Det er ubetinget ment som stor ros og cadeau til kapelmesteren, der alt i alt gør faderens musik enorm ære.
