Det otte mand store band fejrer 10 års jubilæum med karrierens tredje – og hidtil bedste – studiealbum.
De omtales oftest som et band, der spiller psykedelisk rock. Men deres sange er en del mere end det, og de rummer vel egentlig ligeså meget Savage Rose, Beefeaters og Gasolin, som de rummer Steppeulvene.
Kort sagt et band, der favner sin rockhistorie og istandsætter den til virkeligheden eller flygtigheden anno 2019. Og det på et niveau, der rent faktisk tåler sammenligning med det bedste fra fortiden.
Med vinyludgaven følger et smukt illustreret teksthæfte – og der er her at man kan sidde og falde i hak over en sætning som f.eks. ”Timer og tanker fortonet i drømmeeksil” fra det smukke og storladne Savage Rose inspirerede nummer ”Dødedans”.
Og sådan findes der heldigvis masser af poetiske guldkorn gemt i de syv numre på albummet. Ord – linjer – sætninger, der giver plads til fortolkning og eftertanke – og himmelhåbende drømmetydninger.
Musikalsk åbner albummet med titelnummeret – albummets længste. En dommedagssang af rang – og med en tydelig psykedelisk klang. Fjernøstlige himmelstrøg tilføjes via gæsteoptrædener med drejelire, fløjte og nøgleharpe og nummeret får rum og tid til af folde sig ud – med et harmonisk og velsunget omkvæd, der får rigelig med tid til at slå ihjel og finde hjem igen via en nærmest meditativ udgang på nummeret.
Samme skønne psykedeliske stemninger finder man i ”Himmelskib” og ”Edderkoppehuset”. I sidstnævnte nummer er den meditative udgang, dog klædeligt skiftet ud med en mere eksplosiv, hvor guitarist Klaus Møller får lov at træde i karakter. Det gør han også på ”Endeløse dage” – der i bund og grund er et hamrende effektivt Rhythm & Blues nummer, som lige så vel kunne være skrevet i 1969.
En mere moderne – og temmelig tiltalende tung rocklyd – finder man på ”Anemone” – hvor musikken oprindeligt er skrevet af Anton Newcombe (The Brian Jonestown Massacre). Så grimt, så grumt – på smukkeste vis – kan en kærlighedssang leveres!
Sidst men ikke mindst overrasker Elevatorfører på nummeret ”Illusion”, der ved første lyt måske virker for uvirkeligt og neutralt, med sin dæmpede og alligevel lidt højstemte tone. Men en godt tænkt tilføjelse af blæsere, blæser nedtonet liv i nummeret i en grad, så man (uden hjælp fra syretrip) pludselig hører aftegninger af Savage Rose i et livsdueligt og svedigt studie i New Orleans med en flyvende Frederik Langkjær på vokal.
Men det er naturligvis blot en illusion. Det er ”Jeg er kommet for at slå tiden ihjel” absolut ikke. Det er et virkelighedsnært vidnesbyrd om et rockband – med psykedeliske tendenser – der har formået at tage elevatoren op til et niveau, hvor der reelt ikke er ret mange på etagen oven over på den hjemlige scene.
