Elevatorfører havde inviteret til release-koncert i anledning af deres nye album ”Vi er kommet for at slå tiden ihjel”.
Titelnummeret åbnede svævende og stilsikkert sættet, og sendte et tydeligt varsel om at bandet med deres nye album vel nok står med det stærkeste hold sange i bandets 10 årige levetid.
Hele otte mand på scenen smelter naturligt sammen til en velfungerende enhed, der lader både tekst og musik vokse i fællesskabets vakre vækstzone.
Sidst ankomne mand i elevatoren er lead-guitarist Klaus Møller (Fløjl, Dry Stick). Han har været med siden 2016 – og han har blandt andet tilføjet en til tider eksplosiv guitar lyd, med hørbart ekko af 70’ernes ypper præster på området (Neil Young, Stephen Stills, Randy Bachman etc).
Det hørtes ikke mindst i de nye numre ”Anemone”, ”Endeløse dage” og ”Edderkoppehuset” – som alle allerede må banke hårdt på som ”must have” krav til fremtidige sætlister – og i de allerede velkendte ”Sejlskib” og ”Centralen”.
Undervejs fik Jonas Pihl på orgel og keyboards i den grad også understreget, at det næppe er en tilfældighed at hans fremtoning kunne skabe mistanke om at han er den hemmelige lillebror til salig Master Fatman. Han spredte i den grad kosmisk energi og sendte ikke mindst en ordentlig portion Savage Rose inspireret orgel lyd ind i elevatoren. Faktisk nær ved det magiske undervejs – særligt i ”Dødedans”, som også er at finde på det nye album.
I alt blev vi præsenteret for seks af albummets syv numre – og de gav alle et særdeles fordelagtigt førstehåndsindtryk. Samtidig fik vi hørt otte fuldfede numre fra bagkataloget – som samlet hørt resulterede i, at publikum kunne gå mere end højstemte hjem – med omkring syv kvarters rendyrket kvalitetstid i øregangene.
Elevatorfører har flere knapper at trykke på, og formår med snilde, at rykke sig lidt væk fra de alt for slidte og ofte lidt ensporede tilgange i den mere traditionelle psykedeliske rock. Den er her blot et kærligt delelement, der tilpasser sig sammen med en sund flirt med en frit flydende og til tider – jam baseret – lyd af klassisk 70’er rock. Og så de så men heller ikke bange for at tilføje f.eks. en skvis stener-rock .
De er samtidig et band, der virkelig kan noget med deres udelukkende dansksprogede tekster. Også her er de meget mere end et retrospektivt syre-trip, og evner både at flyve højt, og samtidig betragte og fortolke stemninger i jordhøjde.
Alt i alt en rendyrket optur. Den tur ville vi da ønske flere kunne deltage i fremover, og undres derfor i vores stille musiksind over at INGEN festivaler har booket dette originale ottemandsorkester.
Vi har jo ellers fine festivaler som ”kun for forrykte”, ”Grim Fest” og ”Nibe festival” – der ikke er bange for at booke navne udenfor båsene. Men de troede måske elevatoren var optaget?
