Ellen Sundberg er en roots orienteret svensk sanger og sangskriver, som nu udsender sit sjette album – og den andet på modersmålet. I 2018 var det sangeren og sangskriveren Kjell Höglund hun hyldede på det fremragende album – ”Du Sålde Min Biljett – Ellen Sundberg Sjunger Kjell Höglund” og denne gang af det en af hendes hjemstavns ’helte” – digteren og forfatteren – Bodil Malmgren.
De er begge født i den lille flække Bjärme i Jämtland regionen. En by hvor der blot er omkring 70 indbyggere. Ellen kom til verden i 1992, og Bodil i 1944.
Bodil Malmsten døde i 2016 efter et længere kræftforløb, men nåede inden da at udgive utallige digtsamlinger i perioden 1984 – 2015. Hun var en prisbelønnet, elsket, anerkendt og populær personlighed – der i den grad evnede at sætte ord på de alle de store følelser – vrede, vemod, humor, tab, svigt og håb – ofte ud fra en erklæret humanistisk tilgang til livet – og en tro på at litteraturen rent faktisk kan gøre en forskel.
Hun evnede i sit forfatterskab at favne turen fra land til by og tilbage igen – og forbinde det landlige med det urbane, det enkle med det storslåede.
Personligt kendte jeg intet til hendes forfatterskab – men trods visse sproglige udfordringer undervejs, er det på ingen måde vanskeligt at forstå hvorfor hun har været så læst – og hvorfor at en ung artist som Ellen Sundberg kan finde det relevant og givende at fortolke hende her i 2021.
Det er den slags poesi, der skaber billeder – med ord der åbner, mere end de lukker – med tekster, der nok har melankolien som følgesvend, men også evnen til at udfordre den med humor, nærvær og kærlighed.
Nærværet fra Bodil Malmgren nåede Ellen Sundberg selv at opleve, da de nåede at mødes inden hendes død, og de opdagede at der var så mange kunstneriske og personlige ligheder mellem de to forskellige generationer. Bodil Malmgren roste ofte Ellen Sundberg, men brød sig ikke om at hun sang på engelsk, og opfordrede hende flere gange til at begynde at synge på svensk.
Som sagt så gjort – og resultatet er blevet modtaget til roser i store mængder i utallige anmeldelser i den svenske presse. Helt forståeligt.
Personligt faldt jeg selv for Ellen Sundberg i forbindelse med hendes femte album ”Levi’s Blue Eyes” album fra sidste år. I min notesbog et af de fem bedst udenlandske album det år. Punktum. Americana/roots med momentvise popnoter af fineste karat. En slags svensk svar på Kajsa Vala.
Ellen Sundberg har en af den slags mørktonede og behagelige vokaler, der smyger sig ind på øregangen, og bliver husket. Det er ikke bare godt – det er lyden af en personlighed.
Personligt elsker jeg lyden af det svenske sprog, fraseringerne – flowet – og de i danske ører – lidt ’pudsige ord”. Derfor er Ellen Sundberg bare ENDNU BEDRE på modersmålet.
“Ett bloss för Bodil Malmsten” er indspillet af samme hold som stod bag ”Levi’s Blue Eyes” – og det et hold der fungerer med alle de gode håndspillede dyder via guitar, bas, piano, bas, pedalsteel, trommer og lidt synth hist og her.
11 numre med en samlet spilletid på lige godt 43 minutter – 9 af numrene sat i musik af Ellen Sundberg selv, 1 enkelt sammen med producer og medmusikant Jonatan Lundberg (piano, synth, kor) og så et enkelt af Staffan Hellstrand, der skrev ”Et Bloss för moster Lillie” til Lena Nyman i 1997.
Og nu vi er tilbage i tiden. 10 år efter indspillede Eldkvarn i øvrigt det otte minutter lange nummer ”Blues for Bodil Malmsten”, som bestemt også kan anbefales at tjekke ud hvis man er til svensk rock poesi.
Ellen Sundberg formår at løfte det omtalte titelnummer et helt nyt sted hen. Fra at være født i den mere klassiske svenske vise tradition – til nu at springe ud som en gudesmuk folk-pop sang med salmeagtig karakter over sig. En lille genialitet, der måske kun overgås af det indledende mesterværk – den 11 minutter og 38 sekunder lange ”Döden 1986” – der er en hjemstavns historiefortælling af næsten Dylan’sk karakter. Det er ordene der fører an, men der er alligevel masser af musikalske underliggende lag til at turen aldrig bliver et sekund for lang.
Den musikalske opskrift og det rytmiske vokale flow fra åbningsnummeret genbruges måske lige en tand for meget i det glimrende ”Till Gerard – Vaggvisa fjortonde dcember 1987” – men omvendt forstærker det måske også opmærksomheden mod endnu en karakterfuld tekst, der er så meget mere end et øjebliksbillede.
Ligesom på ”Levi’s Blus Eyes” viser Ellen Sundberg at hun har en herligt melodisk tæft – og det kommer især til udtryk på de mildt sagt iørefaldende ”Arv frän ett fosterhem”, ”Längsamma reprisen” og ”Lindansösen”. Førstnævnte bilder jeg mig selv ind har et snert af C.V. Jørgensen’s ”Det blonde danske smil” i sig – men det gør nu ikke smilet på mit modne musikkritikeransigt mindre.
Musik og tekst bevæger sig ligefremt og naturligt – som var de skabt til og for hinanden. Det er bevægende – ikke mindst når Bodil Malmsten’s egen stemme får de sidste ord på ”Det här är hjärtat”. Denne skribents hjerte er tabt til dette album – og ikke mindst til en af de mest spændende og rodfyldte artister vi vel kan finde på den nordiske musikscene lige nu – Ellen Sundberg. Fortolkningens kunst kan være svær – men når musikken på en måde som her transporterer poesien nye veje hen – så er der ikke grund til andet end at hylde hyldesten.
