Ellen Sundberg har via tre tidligere album med egne sange på engelsk og et vellykket coveralbum med Kjell Höglund-sange på svensk allerede gjort så stærkt et indtryk, at det for et stort magasin som GAFFA.se er helt naturligt at bringe en større artikel om hendes nye album ”Levi’s Blue Eyes”. Mange har allerede gættet på at hun kan blive den næste – der ligesom genre relaterede kunstnere som First Aid Kid og The Tallest Man on Earth – slår bredt igennem ud over Sverige’s grænser.
Efter at have nærlyttet ”Levi’s Blue Eyes” og tjekket hendes bagkatalog kan jeg kun være enig. Dette er en selvstændig og stærk singer/songwriter, der mere end emmer af internationalt niveau.
Herhjemme er der nok ikke mange der kender hende endnu. Hun har da også kun optrådt i Danmark en enkelt gang – nemlig da hun var support til Drive-By Truckers den 9. marts 2017 i Amager Bio.
Hendes håndspillede rodfyldte musik er ikke ulig ’vores egen’ Kajsa Vala. En form for nordisk farvet americana, der er skabt på grundlag af solid sangskrivning, en mørktonet og klar vokal, og så evnen til at skabe stemninger – både de melankolske, de mørke, de søgende, de sensitive, de favnende, de kærlige og de opløftende.
Hun debuterede i 2013 med den stadig anbefalelsesværdige ”Black Raven” – og blev siden signet af BMG – men har nu valgt igen at gå tilbage som en fuldstændig fri og uafhængig kunstner. Det valg klæder hende. Ikke at det ikke tidligere har givet noget for hende og hendes sange, at hun har kunne tage til USA og indspille med navne som Israel Nash og Garth Hudson (The Band) – men man fornemmer at hun med dette album virkelig er vokset af at skulle stå helt på egne ben.
Ben der nu igen står solidt plantet på jorden i den lille flække Bjärme udenfor Östersund, beliggende i Jämtland – cirka midt i Sverige – godt 1.000 kilometer fra København. Hun har selv produceret og indspillet det meste af albummet i hjemmestudiet på gården – blot suppleret af en bassist og trommeslager, og så med nøje udvalgte musikere på enkelte numre.
Det fungerer – og giver et helhedsindtryk af et album, der både er enkelt og ligetil, men rent faktisk bliver ved med at give for hver gennemlytning, fordi Ellen Sundberg kan noget med både sin stemme og sine stemningslag. Seneste album med egne sange ”Cigarette Secrets” er tilbage fra 2016 – og det fornemmes at ventetiden har både modnet og sikret at der har været lutter relevante og nødvendige sange, der skulle sendes ud i verden.
Åbningsnummeret ”Total Darkness” starter med den varme klangfulde stemme, som den forførende frontkæmper, der sammen med de nedtonede keys-flader og andre små musikalske effekter, giver følelsen af begyndelsen på en oplevelsesrig rejse, der kun kan høres som et lyspunkt i en mørk tid.
Et mere roots klingende lydbillede folder sig ud på ”Can’t Stop Looking” – der føles så dragende, at jeg i stedet får lyst til at synge ”Can’t Stop Listening”. Det er bare top iørefaldende – og det bliver allerede her klart at hun kan nogle med sine arrangementer af såvel egen stemme som af bagvedliggende kor.
Således opløftet rammer ”Street Lights” og tryllebinder øregangene lige det ekstra – med en inderlighed – og en magi, som man ellers skal op på den øverste internationale hylde – hos f.eks. Margo Price og Sheryl Crow – for at finde tilsvarende. Ja – havde det nummer været en del af det seneste singer/songwriter orienterede album fra Taylor Swift – så havde det nok allerede været et hit verden over. Isoleret set, nok et af de 10 bedste numre, jeg som musikkritiker har lagt ører til i år. Og hvem filan kan da også stå for en linje som denne:
“I want to be the melody in your favorite song – i want you to sing it for me – there is no bigger meaning – so I just gonna let it be”
I den efterfølgende “Take it Back” synger hun til gengæld – ”Feel like i’m grown – but I don’t feel old” – og det er præcis den følelse man som lytter sidder med. Lyden af et ungt naturtalent, der udfordrer og udforsker kendt terræn, og lægger til – og udvikler sig, fordi hun kan og fordi hun har noget ægte og ærligt at byde ind med.
”Undress Me” er albummets mest poppede nummer – og har så stort et HIT POTENTIALE – er det ikke burde kunne overhøres. Med en kontrolleret kælen og længselsfuld stemmeføring som ledetråd – er det her absolut åbenbart, at hun er klædt på til at møde hele verden med sin musik – og at hun næste gang måske også bør kunne medtage lidt flere pop-roots orienterede numre ind i samlingen.
Og selvom hun på et af albummets andre numre med potentielt hitpotentiale ”Trade Myself” – synger “I never said that I was special” – så viser det og de resterende fem ikke specifikt nævnte numre, at det er præcis hvad hun er. Hun er ganske enkelt helt specielt god efter skandinavisk målestok.
Det et i bund og grund et lyttelækkert album – med både vemod og vovemod – der har kvalitet og sammenhængskraft i samtlige 43 minutter – og som tåler at blive afspillet igen og igen. Så den kærlighed hun efterlyser på ”Affection” skal forhåbentligt nok komme – når et større publikum snart får ørerne op for “Levi’s Blue Eyes” – og måske ender ligeså musikalsk nyforelsket, som jeg er blevet.
