ELTON JOHN – Royal Arena – 06.06.19

850_5860
"Farvel koncert var lang og veloplagt og viste at Elton John og band er mere og andet end hits"

Better late than never – som de siger på Elton Johns sprog. I tirsdags gjorde jeg noget nyt, noget jeg aldrig har gjort før. Lyttede et Elton John-album fra start til slut, ét af de tidligste – “Tumbleweed Connection”, med den fuldfede Mick Ronson-solo i “Madman Across The Water”. Jeg havde som forberedelse til Elton John-koncerten i går en ambition om at få lyttet flere af hans talrige albums, men så blev det jo forrygende varmt sommervejr og valg.

Torsdag oprandt så Store Elton John-dag, hvor jeg begyndte over middag med at sidde ene mand i en stor biografsal og se “Rocketman”. Filmen om den lille, let overvægtige og bebrillede, dreng, Reginald Kenneth Dwight, der blev til Elton John – eller rettere Sir Elton Hercules John (og nej, Rocketman-film, Reginald valgte ikke “John” som sit ny efternavn, fordi han så et billede af John Lennon, men efter Long John Baldry, der sang i 60’er bandet Bluesology, hvor Elton/Reginald spillede klaver ). “Rocketman” filmen er rasende underholdende, med samme historie ,som en del andre superstjerner. Lille dreng, negligeret af sine forældre, vokser op hos bedsteforældrene, bliver lige pludselig berømt, rig og berømt, ryger på alkohol og hårde stoffer, kommer ud på den anden side som H.C. Andersens smukke svane. Rigtig fed film, ekstravagant underholdende, som hovedpersonen selv, men med et dusin af denne videbegærlige bifgængers spørgsmål, efterladt ubesvarede, som fx. hvad er, eller var, den dybere mening med alle Elton Johns kostume-stunts? Og var det bare, fordi Elton John havde så mange penge, at han ikke kunne shoppe dem allesammen op, at han på et tidspunkt købte Premier League fodboldklubben Watford??

Med “Rocketman” filmen og diverse, lagret et sted i baghovedet, overværede jeg Elton, Sir Elton Johns sidste Farewell Yellow Brick Road-koncert, hans sidste ( med mindre han skulle komme i comeback-mode ) koncert i Danmark, ever! Den korte version: God, dejlig lang, mere end to en halv time lang, men jeg blev ikke bevæget, momentvis begejstret, men ikke hverken gåsehud eller fryseflip. Dét behøver ikke at være Elton Johns skyld.

Som allerede antydet, er jeg ny i Elton John-gamet. Jeg kunne høre og mærke på begejstringen i den udsolgte Royal Arena, at de overvældende fleste fik både frydefulde fryseflip og gåsehud, og jeg kan læse kyndige Facebook-venners kommentarer, at koncerten var godkendt, mere end godkendt, så jeg skal ikke komme med indvendinger, men bidrage med tre ting, der gjorde min oplevelse god.

1: Elton Johns band, bas, trommer, slagtøj, guitar, keyboards. Forrygende at så lille besætning på SÅ kæmpe en scene kan spille SÅ tight. Og bevægende, nå ja så BLEV jeg da alligevel bevæget, med hyldesten i band præsentationen af Nigel Olsson, der har spillet trommer med Elton John i samtlige 50 år af karrieren og den spektakulære percussionist, Ray Cooper, der stødte til i 1974. Fedt band, jeg savnede slet ikke, hverken korpiger, blæsere eller strygere.

2: At opleve en perlerække af det sidste halve århundredes største sange og evergreens, live, lige her og nu. Jeg er ikke Elton John-fan, er måske vej til at blive det, men “Bennie and the Jets”, “Rocketman”, “Daniel”, “Your Song”, “Sorry Seems To Be The Hardest Word” og tilbage til ploven-sangen “Goodbye Yellow Brick Road” og flere til, er umulige at komme uden om. Og så kom Elton John og bandet alligevel udenom favoritter som “Crocodile Rock” og “Honky Cat” og gav en lang række sange, som det kræver sin Elton John-dedikerede fan at kende og kunne placere på, hvilket album, den nu var på, oprindeligt. Stort femtal for at spille en lang, veloplagt koncert, der viser, at Elton John, og bandet er meget andet og mere end hits´ene.

3: Visuals. Det meste af, hvad der foregik på kæmpeskærmen bagved Elton John var fantastisk, øjenfryd, fungerede perfekt som live-videoer, der udvidede oplevelsen af sangene. “Daniel”, for eksempel, med billeder fra Vietnam-krigen på skærmen. De dedikerede må straks have fattet, hvad dét handlede om. Efternøleren her, måtte have mobilen frem og google, at Bernie Taupin oprindelig havde skrevet et vers mere end i den Daniel, vi kender. Det vers, vi aldrig har hørt, sætter på plads, at Daniel er krigsveteran efter Vietnam, ikke kan holde livet i USA ud efter krigen og emigrerer til Spanien. (Sådan er det, i denne parentes bemærket, i øvrigt osse med vores egen evergreen ” Mormors Kolonihavehus,” hvis aldrig hørte ekstravers, beskriver noget i retning af, hvordan kapitalister og spekulanter er ude på at rydde et kolonihavehus område og bygge et storcenter. Mormors Kolonihavehus var aldrig blevet et hit med dét vers, det samme med Daniel, formoder jeg.) Der var osse noget rigtig fin animation på bagskærmen, animation, der, sådan opfattede jeg det, gav et signalement af, hvad der foregår inde i hjernevindingerne bag ved Elton Johns altid fancy brillestel.

Lad mig til sidst udvide Elton John-koncertoplevelsen med et par spørgsmål, du kære læser, måske kan byde ind med mulige svar på! Elton John skulle have været til audition hos King Crimson, før han sprang ud som sig selv. Hvad pokker mon det ville have udviklet sig til, hvis Elton John var blevet sanger i King Crimson? Hvad i himlens navn har alle Elton Johns udklædnings-flip skullet gøre godt for?

I Royal Arena var Elton John relativt diskret klædt, men tanken, det store spørgsmål rumsterer stadigvæk i min efterhånden godt brugte hjerne! Hvad nu, hvis Elton John aldrig havde skabt den opmærksomhed omkring sig, som det giver at gå på scenen, klædt ud som Anders And fx. Hvad nu hvis Elton John havde været en gennemsnitlig hetero-seksuel singer-songwriter, der aldrig havde skejet ud i medievenlige druk og drugs-skandaler. Ville hans sange så have alligevel være trængt igennem og efterladt sig evergreen-status? Og, det sidste: Hvis ikke Elton John og Bernie Taupin var løbet på hinanden, fordi de svarede på samme talentannonce i New Musical Express, var vi så gået glip af flere håndfulde af populærmusikkens største sange? Svaret, svarene blafrer som…candles in the wind.

“I will miss you guys” var noget af det sidste, Elton John sagde til os i Royal Arena. Hvis nogen gider rejse efter ham, er der dog masser af muligheder. Farewell Yellow Brick Road-turnéen varer resten af i år og fortsætter hele næste år med sidste koncert i Londons O2-Arena i december 2020, før det er farvel til penthouse-livet og hjem til ploven og de tudene ugler i træerne igen.

Kurt Baagø

Kurt Baagø

Leave a Replay

  • Kun kr. 33 pr. dag for en reklameplads her på siden!

  • Vil du være en del af ”SIDE 33"?

    Få Nyhedsbreve og andre fordele. Skriv dig op her, og hør nærmere.

    Scroll til toppen

    Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.