Den legendariske guitarist og sangskriver Eric Clapton gav tirsdag aften den første af to udsolgte koncerter i Royal Arena. Som med så mange andre af årets koncerter var også denne udskudt og skulle oprindeligt have fundet sted tilbage i 2020.
Inden Clapton gik på scenen, havde nordjyske Ginne Marker fået æren at varme publikum op. Det gjorde hun til UG og beviste, at hendes to Carl-priser fra 2020 for henholdsvis Årets Talent og Årets Jazz Komponist var helt berettiget.
Trods en lidt ærgerlig start med lydproblemer faldt Marker og band hurtigt til og med sjæl, nerve, lækker stemme og imponerende guitarspil beviste, at hun var det helt rette valg som opvarmning til en aften, der skulle vise sig at blive en aften udover det sædvanlige.
Ginne Marker virkede uimponeret over den fyldte arena og indtog scenen, som var det det mest naturlige for hende at optræde for godt 10.000 mennesker, der med stor begejstring tog imod det danske talent.
Et band af helt rette kaliber
Præcis som planlagt, en halv time efter Ginne Marker havde forladt scenen, indtog Eric Clapton scenen. Med en imponerende solokarriere, der begyndte tilbage i 1970, behøver den nu 77-årrige legende ikke nogen større introduktion.
Derimod vil jeg bruge lidt skriveplads på at introducere det etablere og kompetente band, der stod bag Clapton. For det er ikke hvem som helst, der sammen med Clapton var med til at gøre aftenen til noget særligt.
Som guitarist har han Doyle Bramhall II, der udover sit samarbejde med både Clapton og Roger Waters, har en solokarriere, der i sig selv er værd at tjekke ud. På bas finder man Nathan East, der nok er bedst kendt fra gruppen Fourplay, men derudover har optrådt med og spillet for stjerner og legender som Stewie Wonder, Michael McDonald, Michael Jackson, Barry White, George Harrison, Toto og mange flere.
Paul Carrack, der udover at spille keyboard også denne aften indtog lead-singer rollen på et par numre, har udover en lang og flot solokarriere også spillet ikke uvæsentlige roller i bands som Roxy Music, Ache, Squeeze, Nick Lowe og Mike & The Mechanics.
Ligeledes på keyboard finder man den anerkendte studiemusiker Chris Stainton, der blandt er anerkendt for sit samarbejde med Joe Cocker, og så sidder det tidligere Earth Wind and Fire-medlem Sonny Emory bag trommerne. Oven i det havde Clapton så Sharon White og Katie Kissoon med som backup vokal.
Med en veldokumenteret talentmasse af den kaliber samlet på én scene var det selv sagt svært at forestille sig et scenarie, hvor det ikke ville blive en magisk aften.
Elektrisk start
Og det blev det i den grad. En magisk aften, der begyndte med Claptons klassiker, ’Pretending’ fra albummet Journeyman. Selvom bandet skulle bruge nummeret på at finde hinanden, var det en glimrende start, hvor især White og Kissoons med deres imponerende stemmer kompenserede for bandets lidt rodede start.
Herfra gik det kun en vej, og allerede i det efterfølgende nummer ’Key to the Highway’ var bandet på plads og leverede derfra den ene magtdemonstration efter den anden og gav de fremmødte en uforglemmelig oplevelse. Med en sætliste som denne leveret af et band som dette, giver det ikke rigtig mening at tale om højdepunkter.
Skal der laves nedslag, vil jeg nævne Bob Marleys reggae-klassiker, ’I Shot The Sherif’, som Clapton i sin tid var med til at gøre til den evergreen, det er blevet. Alt spillede og bandet beviste, at det ikke er nok at mestre sit respektive instrument. Men at musik handler om at spille sammen, finde hinanden og give plads til hinanden. At det første nedslag falder på dette nummer, skyldes dog, at det var her, vi for første gang var vidne til det, der har givet Clapton tilnavnet ’Slowhand’. Han afsluttede nummeret med en slow guitarsolo med både fylde, nærvær og respekt for sit band, hvilket gjorde dette øjeblik til et af koncertens mange magiske øjeblikke.
Koncert i tre sæt
Efter fem numre, hvor Clapton og band havde leveret både blues, rock og reggae, fandt legenden den akustiske guitar, satte sig til rette og gjorde klar til et kort akustisk sæt, hvor Nathan Easts elbas blev byttet ud med kontrabassen og Bramhalls guitar med mundharmonikaen.
Clapton skiftede gear og koncertens tempo røg i bund. Det betyder dog langt fra, at intensiteten forsvandt. Tværtimod. Det akustiske sæt bestod af numrene ’Worried Life Blues’, ’Nobody Knows You When You’re Down and Out’, ’Layla’ og ’Tears in Heaven’. Hvilket får mig til næste nedslag. At opleve omkring 12000 mennesker gå fra at klappe og juble over Claptons hit ’Layla’ til skabe et nærvær uden lige, efter blot et par sekunder af den genkendelige intro til ’Tears In Heaven’, var både tårefremkaldende og hårrejsende smukt. Dette nærvær formåede hele arenaen at holde, mens Claptons stille men store stemme fyldte arenaen, mens der var total stilhed blandt publikum.
Med det korte akustiske sæt beviste Clapton, at han er bedst, når han giver musikken plads og på imponerende vis fylder sine numre ud med intense guitarsoloer, mens bandet omkring ham til perfektion tilpasser sig.
I tredje sæt blev der igen skruet op for tempoet og lyden. Da nummeret ’Badge’ begyndte var det i skærende kontrast til den forgående ballade. Og det var fedt. Vi var dog kun lige kommet op i gear, da vi igen blev mødt med en ægte Clapton-ballede, nemlig kæmpehittet ’Wonderful Tonight’, der var endnu et mindeværdigt øjeblik. Et øjeblik, der blev efterfulgt af først ’Crossroads’ og derefter ’Little Queen of Spades’, hvor særligt Chris Staintons eminente keyboardspil gjorde en forskel. Også Claptons i forvejen fejlfri guitarspil steg i niveau i en sådan grad, at det tilsammen gjorde nummeret til aftens sidste gåsehudsfremkaldende øjeblik.
Ja, den godt halvanden time lange koncert bød på flere magiske øjeblikke og Eric ’Slowhand’ Clapton beviste, hvorfor han anses for at være blandt de største gennem tiderne.
