Falderebet – Bartof Station – 12.09.20

405A8721

Fotograf: Maria Fremming

”Oplagt opråb fra undergrunden”

Som tidligere omtalt i anmeldelse her på siden har Falderebet netop udsendt et voldsomt stærkt anbefalelsesværdigt støj-pop-rock album, der i pågående og effektiv grad tager temperaturen lige der, hvor man står cirka midt i livet.

Et liv, der for de flestes vedkommende byder på op og nedture. For de fleste spillesteder og udøvende kunstnere er følgerne af den aktuelle COVID-19 pandemi en nedtur af alvorlige dimensioner, og et sted som Bartof Station er f.eks. lige nu presset til bristepunktet økonomisk.

Normalt kan der være 150 mennesker i de charmerende kælderlokaler lige ved Frederiksberg centret og bare et minuts gang fra metroen. Aktuelt må der dog maksimalt lukkes 80 mennesker ind, men til koncerten lørdag aften med Falderebet var der mærkværdigvis kun 40 personer, der havde valgt at berige sig selv med en oplevelse ud over det sædvanlige. Mærkværdigvis især fordi, at der pt. ikke er andre band, der minder ret meget om Falderebets potente og punkede sammensmeltning af tysk kølighed og dansk melankolsk beruselse.

Det skriger til himlen, at der ikke generelt er større offentligt opbakning til en branche i knæ. Bartof har f.eks. lige nu på et september program med uomtvistelig kvalitet på alle hylder, og alligevel er der masser af disse koncerter, der ikke får solgt de bare 80 billetter.

Så er et reelt behov for et OPRÅB FRA UNDERGRUNDEN. Det er NU at alle der elsker LIVE musik og underholdning skal få lagt remotekontrollen fra sig og lettet sig fra sofaen. Det er NU det er ALT AFGØRENDE, at så mange – som de til enhver tid gældende retningslinjer tillader – kommer ud til spillesteder i deres omegn og får sig en ordentlig en på opleveren via de utallige muligheder der er for intime og intense LIVE arrangementer, der er rundt omkring.


Falderebet leverede det perfekte soundtrack til ’skriget til himlen’, og forsanger Bo Bech Arvin sang sig flere gang helt ud og på knæ – og leverede utallige primalskrig på et lydniveau, som næsten må have kunne mærkes helt oppe på gadeniveau. Der blev i overført betydning skruet op for desperationen – måske i et spinkelt håb om det kunne høres høres af andre end os i lokalet og i bedste fald fungere som en redningskrans for os alle her på falderebet.  

Det kunne ihvertfald mærkes at Falderebet havde en masse de vildt gerne ville ud med. En ny og frisk energi der var både punket og anarkistisk – og med hjerteblodet bankende i overhalingsbanen med skarpladte nye sange.

To intense sæt at godt 30 minutter leverede de – og de spillede 10 af 11 numre fra debutalbummet – i samme rækkefølge, dog med fem helt nye numre som tilføjelse ind i mellem – to i første sæt, og tre i andet.


De lagde derfor ud med det korte instrumenalnummer ”Præludium” – med blot guitarist Stefan Weinreich på scenen til start – hvorpå Mark Winther (trommer), Jakob Lund (bas) og Bo Bech Arvin fulgte trop – og så lagde de ellers ud med et regulært hattrick i form at tre af de stærkeste numre fra det brandvarme album – ”I ring”, ”Jeg har ingen problemer” og ”De små ting” – i top tændte og energiske versioner.  Det samme var ”Forgængelig” hvor Bo Bech Arvin nærmest skreg sangens sidste linjer ”Og jeg savner ikke nogen – og jeg savner ikke nogen – jeg synger min sang til dem, det kommer ved – slap af, min gamle ven og sæt dig ned – forgængelighed”. Og folk i lokalet blev siddende – blæst tilbage, overvældet – og mærkede, at det her kom dem ved – at de var aktive deltagere i selve det levende liv, der her blev serveret på max volume.

Sættet sluttede efter en lidt neutral version af ”Åndeligt fælleseje” med to HELT nye numre. Først ”Mens jeg venter på nuet”,  som med tung bas indledning, en rytmisk puls og en punket nerve – bestemt lød som en nummer, der kan overleve til næste album, ligesom det efterfølgende eksplosive og ironiske ”Dans på roser” – med den kostelige punchline ”livet er ikke lutter lagkage, det også en dans på roser”. En effektfuld afslutning på et kort og intenst sæt.


Det blev andet sæt også – selvom man momentvis godt kunne have drømt om at de enkelte numre ikke blev kørt helt så stramt – og at der var efterladt lidt mere plads til at f.eks. Stefan Weinreich kunne folde sig mere ud, som på f.eks. det afsluttende ”Paranoia i A-mol”.


Falderebet gik helt tydeligt mere efter en berusende knock-out sejr – end en velanrettet arbejdssejr, og det fik de sat overrumplende streg under i det sidste og helt nye nummer ”Aldrig alene igen” – skrevet af Weinreich. Det havde et kontant rammende beat, et fængende omkvæd,  og et forførende drive – der pludselig fik en til at mindes første gang man hørte den uafrystelige udgave af ”Det du ka’ li” med Peter Belli og Baby Woodrose sammen.


En lidt anden boldgade – og dog – for om det er den tyske eller psykedeliske forbindelse, der er indgangsnøglen, så er det energien, udtrykket og kvaliteten i det indhold, der afleveres der er det altafgørende. Og holder du af dansksproget rock, som benzin til tilværelsen, så må du ikke snyde dig selv for at tjekke Falderebet ud fremover.

Næste gang de kan opleves er på torsdag den 17. september, hvor de spiller på Oasen i Vanløse, som en del af en dobbeltkoncert, hvor de er på programmet sammen med ’Troubadour on Tour’ – alias de fire glimrende sangere og sangskrivere Rebekka Thornbech, Nis Gaarde (The Consolation), Kristian Gaarskjær og selvsamme Bo Bech Arvin.

Mads Kornum

Mads Kornum

Leave a Replay

  • Kun kr. 33 pr. dag for en reklameplads her på siden!

  • Vil du være en del af ”SIDE 33"?

    Få Nyhedsbreve og andre fordele. Skriv dig op her, og hør nærmere.

    Scroll til toppen

    Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.