Det nye danske band FALDEREBET består af etablerede folk fra det københavnske musikmiljø – forsanger Bo Bech Arvin, bassist Jacob Lund, guitarist Stefan Weinreich samt Mark Winther på trommer.
Det høres fra starten af det er gode og rutinerede folk, der både hvad angår tekst og musik har noget erfaring at dele ud af – og det gør de i et spændende og spændstigt musikalsk univers, der mærkes som en omgang punket, energifyldt og billedskabende støjpop med tekster, der er tilgængeligt skrevet i tvivlens gråmalede toner, og som nok skulle kunne ramme en ’midtvejsmand’ eller to, der ikke helt kan finde ro med hverken de indre eller ydre dæmoner i en verden med flere spørgsmål end svar.
Teksterne er begået af Bo Bech Arvin – der også er med i det mere tilbagelænede indie-roots orienterede The Reptones, hvor han også er kendt for sine originale og slidstærke tekster – men der det på engelsk. Hos Falderebet er det hele på dansk og rammer derfor dejligt direkte – og lige midt ind i et musikalsk udtryk, der er både pirreligt potent, pågående, insisterende og inddragende – samtidig med at det undervejs lykkedes af være både melodisk og iørefaldende.
Bandet angiver sig som inspireret af den nye bølge af post-punk fra Stuttgart, som jeg ærligt skal indrømme jeg reelt intet kender til – og heller ikke har haft tiden til at udforske nærmere. Men faktum er at bandet har passeret den tyske grænse – og brugt passagen til at hente langt mere værdi end der kan købes i nærmeste Border Shop. De er nemlig gået efter at finde ind til kernen af en kølig og industriel tysk støjpop sound med rustikke noter af rock, og det er en by som Berlin naturligvis garant for at kunne levere.
De indspillede således på bare to dage – alle 37 minutter fordelt på 11 sange – ‘live’ i Tricone Studios, der ligger i det legendariske Funkhaus – hvor det tidligere DDR sendte radioudsendelser – og fik den indenfor genren anerkendte producer Ralv Miberg til at mixe.
Man mærker tydeligt at der har været en nerve og en ’alt eller intet’-tilgang til indspilningerne, og resultatet er et sammenhængende album, der lige præcis lyder så udansk som ønsket – men heldigvis med de danske tekster til at sikre sejren på hjemmebane.
For vi kommer rundt i krogene og udkanterne i teksterne om midtvejsmanden, der f.eks. i ”Jeg har ingen problemer” næsten ikke kan lade være at spænde ben for sig selv, bare for at tilværelsen ikke skal gå alt for smurt – og hvor det ikke rækker at være venner med alle, hvis man ikke er det med sig selv. I sige selv en af årets bedst rock singler – så er det sagt – uden problemer!
For ikke at tale om den modsatrettede følelse, der er udgangspunktet i sangen ”I ring” – hvor en linje som ”Jeg føler mig hjemme – hvor gentagelsen bor” gør sig som meget mere end en cool punchline. Det er de to sange – der som de første – efter et kort køligt indledende instrumentalt nummer – sætter temperaturen og tændingen for resten af albummet.
Næste single må blive ”De små ting” – der vil det hele – og kort konstaterer, at ”det er de små ting i livet, der æder mig op.” Det indeholder et drive, som leveres så djævelsk drilsk og dragende, at der går en omgang med repeat repeat før jeg kan komme videre til næste nummer. Ikke mindst fordi den eksplosive guitarlyd og solo – og de desperate skrål – virkelig afspejler, at vi her har at gøre med en band, der VIL det her – og allerede i studiet har haft vokseværk. Et eller andet sted minder det så også om noget jeg har hørt før – og så alligevel ikke, – men fra bagerste kammer på øverste etage banker det undervejs på med meldingen om at lyden og den næsten aggressive fremførelse rent faktisk kan give mindelser om dengang MALURT i starten af 80’erne var noget så rebelsk (op)rørende.
Nu har Roskilde Festival det jo pudsigt nok generelt svært ved at booke mænd, der har passeret de 35 år og endnu ikke har fået deres gennembrud – men som en festival, der udadtil signalerer at her skeles der ikke til alder og køn – men mest af alt til kunstnerisk integritet og friske rødder til tidsånden – ja, så bør Falderebet rent faktisk være selvskrevet til Roskilde Festival 2021.
For selv om de er kommet i en alder, hvor det er naturligt at synge om ”Forgængelighed” som de gør med klædelig desperation midtvejs og i det efterfølgende ”Åndeligt fælleseje” – så ved de også at alt i sidste ende drejer sig om ”Se på mig”. Et kort – småpunket nummer – som gør op med tidens selviscenesættelse, plastikkirurgi osv. Fedt nummer – med samme type energi – som førstesinglen ”Det forklædte farvel”.
Nede i middeltempo afvikles det ret iørefaldende – og nærmest ’Hilmer Hassig treffen Michael Falch auf die autobahn’ farvede – ”Intet at opnå” – der i den grad lyder, som noget de kunne blive glad for på P6 Beat.
Den tyske grundighed sikrer at albummet kører sikkert hjem – og rent faktisk slutter helt på toppen – med det næsten 5 minutter lange undergrundsrockende ”Paranoia i a-mol”, hvor guitarist Stefan Weinreich igen viser at han også gør det godt i hovedroller. Simpelthen mesterlig afslutning, og helt umuligt at afspille uden at finde LOUD på volume knappen.
Samlet hørt er det et herligt – meget modent – men også dejligt drengerøvsagtigt album, der er født af et band, der virkelig formår at favne en kølig tysk lyd med dansk lyrik på kogepunktet.
Så lad mig her på falderebet blot tillade mig at komme med et ønske om, at dette må udvikle sig til meget mere end bare et debutalbum og en smuttur til Tyskland.
