Farfars Tobak – ”Se på det sådan her”

Fotograf: Albumcover

”Dystre røgsignaler fra og til en ungdom, der leder efter andet end solskin”

Det københavner baserede band Farfars Tobak har eksisteret siden 2016, og albumdebuterede i 2018 med ”Flydende Solskin”. Et farverigt værk med rødderne solidt og saftigt plantet dybt nede i den spraglede psykedeliske rockscene.

Men også et album, der afslørende at de ikke ’bare’ var et band, der ville stå på skuldre af tidligere tiders koryfæer indenfor genren. Tværtimod beviste de med deres debutalbum, at man kunne levere psykedelisk dansk rock med nutidig relevans, og med holdning og opfordring til handling på tekstsiden.  

Teksterne er skrevet af den karismatiske forsanger Aske Kloth-Jørgensen, der på ”Se på det sådan her” fortsætter med at trykke på de ømme punkter i sig selv, og på andre i den verden, der omgiver ham. Det med fokus på tvivlen i en tåget tidsalder, der vel mest af alt minder om et langt efterår.

De tunge psykedeliske lag fra debutalbummet er dog forstummet, og er på ”Se på det sådan her” afløst af en mere atmosfærisk form for alternativ rock, med flere soundscapes og mere moderne og monotone musikalske forløb – leveret af helheden Aske Kloth-Jørgensen, Anton Fogt, Carl Askehave og Oliver Paluch.

Der kan stadig findes tunge riffs hist og her – ikke mindst i et af albummets stærkeste kort – den nærmest urovækkende vellykkede ”Vanskabt”, der udspiller sig som andet nummer efter den overraskende og stemningsfulde indledning ”Tal til mig”, der kunne lyde som en kærlig hilsen til temaet fra ”De uheldige helte”.

Det er dog ikke ligefrem helterollen Aske Kloth-Jørgensen søger i sine sindrige, og stadig til tider samfundskritiske tekster, men mere svarene på den mere jordnære tvivl. Om tid, tro, håb, kærlighed og eksistensgrundlag. Hvad skaber os? Hvorfor er vi så sårbare? Hvad definerer om vi er velskabt eller vanskabt? Hvorfor rimer balancerne dårligt på chancerne?   

”Hvis jeg nu fik en chance, ville jeg så deltage i jeres trance

Skrige af mine lungers fulde kraft, for at hylde alt det er vanskabt”

– fra “Vanskabt”  

Det høres i det musikalske aftryk, at bandet har forsøgt at opfange stemningen af det danske efterår, København i regnvejr og tågede værtshusnætter. Det lykkedes, og resulterer i et album, der fungerer som en helhed, men som ud over ”Vanskabt” heller ikke rummer enkeltnumre, som virkelig er selvstændigt minderige efterfølgende.

Det bliver netop, over de 7 numre på 35 minutter, lidt som en regnvejrsdag i København, hvor det meste bare er gråt i gråt blandt stort og småt. Der kommer ikke de musikalske indspark, eller oplæg til smutveje, der gør at man lige stopper op på ruten. Der mangler noget af den musikalske vrede og energi, som man mere tydeligt kunne fornemme på debutalbummet.

Teksterne er sådan set stærke nok til at stå for sig selv, men skal de stå på mål for en rock sang, skal de også med musikalsk hjælp åbne sig yderligere op. Det sker for få gange på ”Se på det sådan her”.    

Et nummer som ”Hvis bare jeg vidste” viser dog at Farfars Tobak uomtvisteligt har talentet, der kan gøre dem til sin generations bud på en kloning af Niels Skousen og C.V. Jørgensen – eller en for den sags skyld af Uffe Lorenzen og Mellemblond.  

”Hvis jeg bare vidste om du ikke var værd at miste

Hvis bare jeg kunne se, hvad der med tiden ville ske

Luk mig ind i din verden, lad mig være en del af smerten”

– fra “Hvis bare jeg vidste”

I virkeligheden måske albummets bedste og mest bidende fem minutter. Her svæver de nye røgsignaler i en atmosfære, der giver plads til at drømme om mere, trods uroen og spørgsmål uden svar. Kærligheden sejrer. Men kun måske. Ja, hvis bare vi vidste! Et nummer med klassiker potentiale, og et nummer der allerede må have banket på døren hos P6 Beat!    

Pladens længste ”De Fordømtes Chateau” starter med 1½ minuts simrende snak fra byens rum, og simrer så videre over 7 minutter og 16 sekunder. Undervejs lyder en linje i sangen dog:

”Skru op for den forbandede musik!” Råbes der fra en med et vredt blik

Og jeg får lyst til at det samme rent faktisk skete her og på resten af albummet, der desværre holdes i samme dystre ramme og et lige lovligt indeklemt univers – selvom det dog skal siges at der leget mere med både lag og virkemidler i det fine afslutningsnummer “I regnen” – der med kor og et blåtonet arrangement beviser at bandet er bevægeligt på mange planer.

Alt i alt savner bare at frustrationerne og livets store spørgsmål sættes mere i spil og spilles ud i mere end atmosfæriske underlag eller mellemregninger. Men jeg ser på det sådan det her. Farfars Tobak har nu over to album dokumenteret at de både rummer det flydende solskin og de grå dage. Det er allerede meget mere end mange andre nyere bands kan bryste sig med.

Så personligt indtager jeg fortsat gerne duften og lyden af Farfars Tobak, mens jeg glædes over at der stadig findes bands som dem. Bands, der tror på at der skal en ny ungdomsbevægelse til, for at føre samfundet tilbage på rette spor, og at de tror på at musik fra den danske undergrund kan være med til at gøre dette til en realitet.

Skru op for den forbandede musik!

Udgivelsesformat: LP/digitalt
Udgivelsesdato: 15.01.2022
Label: Farfars Tobak – LP trykt hos Nordsø Records
Genre: Alternativ Rock

Leave a Replay

Fotograf: Albumcover

Udgivelsesformat: LP/digitalt
Udgivelsesdato: 15.01.2022
Label: Farfars Tobak – LP trykt hos Nordsø Records
Genre: Alternativ Rock
  • Få en banner via “Fællesskabet Side 33”

  • Følg os her

    Scroll to Top

    Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.