Lad det være sagt med det samme. Dette er et album, der først og fremmest skal have ros for ikke at kunne blive sat i en fastlåst pop eller soul bås. Det godt udslåede lytter øre formår således undervejs at drage glimt af paralleller til både en retro-pop a la Yazoo og Laid Back og til mere nutidige kunstnere som Justin Timberlake og Mayer Hawthorne.
Favor er alias for Jeppe Hvirvelkær – og han har på baggrund af en personlig identitetskrise – primært som følge af konstateret tinnitus og høretab – begået et gedigent og velproduceret debutalbum, der mest af alt er iørefaldende og tilbagelænet pop – med appetitlige noter af disko, soul, synth og gyngende vibrationer.
Selvom der altså er noter af disko feeling og retro-pop undervejs – vil der nok ikke være andre numre end ”Feeling Something”, der ville give antydning af sved præsenteret på et dansegulv. Det nummer fungerer til gengæld suverænt som et stærkt charmerende, forførende og ærligt up-tempo soft-pop nummer, der i den grad kan mærkes.
Resten er mere pop af den slags man varmer op eller ned med – og der har så sandelig også sin berettigelse – både forspil og after party. Ikke mindst når det udføres så smagfuldt og lækkert, som det rent faktisk gør på godt halvdelen af de 11 numre, der spiller sig færdig på godt 36 minutter.
”In My Blood” giver indledningsvis en varmblodig strakstilførsel af liv til pophjertet – med en atmosfærisk og tilbagelænet stemning, der bare lyder af mere end et hjerteligt og velment velkommen til et cool ”Crush” med Favor.
Til gengæld bliver andet nummer – ”Zero Sum Games” – trods lækre synth-lag det første eksempel på, at balancen mellem det let ligegyldige og det der virkeligt er levedygtigt og tænder noget i én er knivskarp. Det føles mest af alt bare som et mellemlag ligesom numre som ”Dog”, ”Pick the Fruit”, og instrumentalnummeret ”Crush” gør det – mens “Way Too Soon” simpelthen burde være udeladt.
Disko nostalgien trives og triumferer i omtalte ”Feeling Something” og ikke mindst i det lidt mere slow, mens stærkt sanseligt flydende ”All Eyes”. To numre med ubetinget radiopotentiale – ligesom det småcorny ”Soda” – der lyder lidt som hvis Trolle/Siebenhaar virkeligt havde fået varmet op for nye popkorn.
Hele Danmarks Radio har da sandelig også krediteret med at spille ”Feeling Something” hele tre gange her i spil danskperioden i marts og april.
Men altså da vi nærmer os albummets sidste to numre, lugter det mest af et album, der ikke helt indfrier de forventninger, som de absolut bedste numre ligesom spiller op til. Er det hele så bare som en flirt uden finale? Heldigvis ikke.
For så folder ”Chaotic but Beautiful” sig ud – med en fed rytmisk fornemmelse, en funky bas, bongotrommer, klokkespil og keys flader, der både leger og luner. Samlet hørt en lyd, der kæler og forkæler med en lækkerlyd på internationalt niveau. YES YES – what a peak!
Det er så cool og så læsterlig lækkert – at det næsten i sig selv løfter albummet en ½ eller 1 karakter op – og ikke mindst når den nænsomt følges op af ”These Days Everything Feels So Important” – som med vellykket vocoder-vokal og fuldfede lydeffekter bare svæver – og får landet album mere end stilfyldt.
Seks slidstærke numre ud af 11 vil normalt give 3½ stjerner – men den håndfuld numre som virkerlig skinner på albummet – ikke mindst ”Chaotic but Beautiful” – er nu engang så velsmurte og anbefalelsesværdige, at jeg altså vælger at køre den hjem med 4 stilsikre stjerner.
