Film – ”Moonage Daydream”

Fotograf: PRESSEFOTO

”Skaber oplevelse af både musikken og musikeren i en filmisk flot forening”

Af Claus Vittus

Brett Morgens collage over David Bowie udstråler den samme glæde og fantasifuldhed, som jeg husker blev vakt i mig, da jeg fik introduceret begrebet collage i min folkeskoletid i de tidlige 70erne.

Brett Morgens collage ”Moonage Daydream” er dog på et ekstremt højt billedniveau med forskellige stykker af virkelighed, nyhedsartikler, fiktion, reklamer, malerier, lydbidder og filmklip, som fylder det store biograflærred imponerende ud.

Collager kan dog være forvirrende at se i længere tid, men Moonage Daydream er forbavsende struktureret, så jeg blev først opmærksom på andet end filmen efter et par timer, og så var den næsten slut.

Det er en af de bedste musikfilm jeg længe har set, da den skaber oplevelse af både musikken og musikeren i en filmisk flot forening uden for mange ord.

Den ligner absolut ikke de normale ”rockmusikers liv fra barndommen over berømmelse til død/modenhed/tilbageblik”. Heldigvis.

Her er heller ikke en lang række interviews med venner, familie og branchefolk, men primært David Bowies stemme fra et utal af forskellige interviews. Plus sangskriveren Bowies sang og skuespilleren Bowies replikker på teatret som f.eks. Elefantmanden eller filmskuespilleren i ”Glædelig Jul Mr. Lawrence”. Brett Morgen har haft adgang til ikke tidligere offentliggjort materiale igennem David Bowie Estate, og Bowies mangeårige samarbejdspartner og ven Tony Visconti har mixet lyden. Samtidig er der klip fra et utal af film og kunstværker af personer, der har inspireret David Bowie igennem hans karriere f.eks. Strindberg, Picasso, Kubrick, Carl Th. Dreyer, Buñuel og Hitchcock.

En film både for feinschmeckere og ‘Bowie begyndere’

                      

Collagerne skaber en oplevelse af at være sammen med Bowie – nærmest inde i hans hoved – i forskellige stadier af hans liv og hans evige søgen og tvivl om sig selv. Om at skabe en rolle i sit offentlige liv, om at miste overblikket, om at være misbruger, om at finde roen.

Alt sammen fortælles igennem kendte såvel som ukendte live-optagelser, tv-interviews- og reportager, der følger Bowie.

Da jeg i min (collage-)folkeskoletid hørte David Bowies nyeste plade ”The rise and fall of Ziggy Stardust” blev jeg grebet. Det var en storslået fortælling om glam-rock og berømmelsens pris Jeg lærte hurtigt alle teksterne udenad. Jeg var forelsket.

Jeg blev dog overrasket over at han ofte skiftede stil og persona. Men jeg så ingen forbindelse mellem Bowie og collage dengang.

Det gør jeg nu. Hans liv er ikke kun en collageplanche, men adskillige og det er det som Brett Morgen har gjort til en yderst seværdig film. Også for dem, som ikke kender Bowies liv og diskografi i detaljer.

  • Premiere: fredag d. 16.september i 77 biografer
  • Længde: 2 timer 20 min

Musikken fra filmen

Den 18. november udkommer albummet ”Moonage Daydream: Music From The Film” som 2CD.

Albummet indeholder både nogle af de udødelige klassikere, men også ikke tidligere udgivet materiale, unikke mix skabt til filmen, og Bowie dialoger.

Man kan blandt se frem til et ikke tidligere udgivet live-medley af ‘The Jean Genie/Love Me Do/The Jean Genie’ optaget live ved den sidste Ziggy Stardust-koncert på Hammersmith Odeon i 1973, med Jeff Beck på guitar. Andre sjældenheder inkluderer en tidlig version af Hunky Dory-favoritten ‘Quicksand’ og en tidligere ikke-udgivet live-version af ‘Rock ‘n’ Roll With Me’ fra den legendariske ‘Soul Tour’ fra 1974, samt et  ‘Moonage Daydream Mix’ af ‘Modern Love’.

Albummet er aktuelt ikke planlagt til at udkomme på vinyl.

Udgivelsesformat: Film
Udgivelsesdato: 16.09.22
Label: Universal
Genre: Filmcollage

Leave a Replay

Fotograf: PRESSEFOTO

Udgivelsesformat: Film
Udgivelsesdato: 16.09.22
Label: Universal
Genre: Filmcollage
  • Få en banner via “Fællesskabet Side 33”

  • Følg os her

    Scroll to Top

    Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.