Side 33 er ganske vidst en musikalsk bredside til os alle – men det er trods alt ikke hver dag at vi får tilsendt materiale med undergrunds hiphop fra en pladedebuterende ung kvindelig rapper.
Det gjorde vi fra FILUKA – der er 20 år og kommer fra det Nordsjællandske og bærer det borgerlige navn Fiona Spang. Hun kunne berette, at hendes debut EP ”Kronisk forstyrret” var kreeret ret spontant, og hun faktisk arbejdede på et helt andet album, da hun pludselig mærkede en bølge af noget hun ikke havde følt før. Hun uddyber –
”Jeg har altid været dybt inspireret af poesi og billedesprog, men har aldrig udforsket det danske sprog lige så meget som det engelske. Alligevel var der noget der trak i mig. Jeg havde nogen beats liggende på min computer, og en alt for tom notes bog foran mig. Og da jeg ville sætte den første streg af blåt blæk, stoppede det bare ikke igen. Pludselig havde jeg 2 sange, på én dag. Det var så begyndelsen.
Jeg var skeptisk og uvenner med sangene i nogen tid, da de føltes fremmed og en tand fortryllet. Alligevel kunne jeg ikke vente med at skrive mere. Det var som om jeg havde åbnet en sluse op til noget der bare skulle ud, før det forgiftede mig indefra.
Jeg endte med at acceptere de følelser jeg ikke kunne forstå, jeg slap mine forventninger og lod bølger af ordstrømme fra min hånd til papiret.
Og med ét, forstod jeg. Denne EP er jo et produkt af mig. Den jeg er, og det jeg føler indeni. Nogle gange føler jeg slet ikke jeg eksistere, og det kan være svært at høre mig selv gennem al den larm der er herinde i mig. Men mal mig dog bare gul og kald mig fucking solen, for selv i lys skal musik skinne.”
Jo – tak – og det kan mærkes, at det er iagttagende hjerteblod og et vuggende tankemylder, der ruller igennem en både ung og meget personlig plade. Men den rummer også en masse universelt – der hverken er alders- eller kønsbetinget – men blot vedkommende og tankevækkende. Så kan det kan godt være at FILUKA synger ”Jeg er ikke gammel nok til at blæse på alt jeg har lært” – men rent faktisk lykkedes hun med at blæse mig omkuld – som en ellers mere end dobbelt så gammel lytter – for hendes flow og hendes tilgang til et originalt samspil mellem tekst og musik er så fremragende, at jeg rent faktisk efterlades kronisk forstyrret af en overvældende begejstring over lyden og effekten af undergrundens uransaglige rodnet.
Lyrik og beat danser iørefaldende samme takt på EP’ens seks numre, der kædes sammen af 7 fortællende ”skits” ind i mellem de enkelte numre. Disse “skits” fungerer fremragende – lige fra den første intro – med lyden af en graffiti maler – og til den sidste poetiske og nænsomt akkompagnerede tanke- og talestrøm i ”Skit#7”, og undervejs får hun sandelig også hjælp af selveste afdøde Ib Spang Olsen til at fabulere lidt over den lykke, som man ikke kan eje, men altid vil huske.
Og det er her styrken i teksterne findes – i skellet mellem tvivlen og troen – mellem det erfarede og det ukendte – som ofte ubevidst udtrykt – ifølge hendes egen fortælling i ”Skits#5”, hvor hun på åben og ærlig vis redegør for sangenes tilblivelse.
Og af musikhjertet TAK for at de blev til – for midt i mørket og frustrationerne er det nu et af de mest livsbekræftende og livsforstærkende debutalbum denne skribent har hørt længe.
Vilje- og slagkraft toner frem i såvel ord som musik – og skaber en iørefaldende grundstemning, der gør at denne undergrunds hiphop får nogle helt overjordiske vinger, der rent faktisk bør kunne sikre en potentiel bred lytterskare.
Vi har i min optik at gøre med et ungt feminint modspil til modersmål-kongen Per Vers . En artist, der elsker og rummer rimet og ordet, og dets magt, agt og vælde, og som sammen med et stærkt hold omkring sig (bl.a. Mahlstrøm og Architech) leverer beats og melodier, der holder og sjælfyldt farver albummet igennem samtlige 33 minutter.
Mellemøstlige toner løfter flere af pladens seks numre – ikke mindst på det geniale og straks fængende ”Vugger på vokaler”, der sammen med titelnummeret og den let jazzy ”Versets fletning” – virkelig igangsætter en WAUUU effekt af dimensioner. Der er reelt ingen svipsere på dette album, der må siges at være langt over det niveau, som tidligere singler egentlig har stillet i udsigt .
Så selvom unge FILUKA snakker fra lidt dystre og mørktonede udgangspunkter og nogle steder af livet, som man måske selv er langt fra, så konverterer hun og hendes team det til relaterbare og tankeskabende historier, der løfter på strålende vis.
Sikke en start – lad os få en opfølger i en fart – for sådan arbejder FILUKA jo åbenbart bedst! Denne upcoming artist må med dette album fremstå som et af de mest selvskrevne navne på Roskilde Festivals Rising scene næste år.
Og så skal det da også lige nævnet, at albummet med det flotte, gennemførte og stilistiske cover blot er trygt i 100 eksemplarer. Så en anbefaling herfra – vent nu ikke for længe.
