Fire etablerede troubadourer er på fælles tur

20200627_005609

Fotograf: Mads Kornum

”Side 33 har fået en snak med Kristian Gaarskjær om tour starten og det videre forløb”

Er du nysgerrig på musik? – er vores indgangsspørgsmål her på Side 33.

Og kan du svare ’Ja” til det – samtidig med at du sætter pris på at kunne opleve LIVE musik i tætte intime rammer med nogle musikere, der er nærværende og vedkommende og leverer en kvalitetsvare – så kan du roligt læse videre.

For de fire stærke og etablerede sangskrivere Bo Bech (The Reptones / Falderebet), Nis Gaarde (The Consolation), Rebekka Thornbech og Kristian Gaarskjær (Select Captain) er lige nu på fælles tour rundt I landet for at dele ud af deres forskelligartede bagkataloger – der dog rummer nogle fælles værdier omkring en klassisk amerikansk sangskriver tradition, med lidt forskellige fordelinger af blandingsforholdene mellem americana/folk/roots og country.

Konceptet minder lidt om det populære ”Woman’s Circle” eller ”Gentlemen’s Circle”, som de seneste år har været et kæmpe hit på Tønder Festival. På ‘Troubadours on Tour’ er der dog ingen grund til kønsopdeling – for her er det ene og alene de stærke sange, og det fællesskab de kan skabe, der er i fokus. De vil således hver især spille egne sange, og bakke hinanden op i et virvar af strenge, tangenter og vokaler.

Og selvom ingen af de fire er gamle ad åre, er de alligevel ganske rutinerede i gårde. Bo Bech har med The Reptones således fem album i bagagen og over 300 koncerter i kalenderen siden debutalbummet fra 2012, og i næste uge udsender han sit første album med sit seneste projekt Falderebet.

Bo Beck – Foto: Maria Fremming

Rebekka Thornbech har 3 album bag sig og en optræden i Melodigrandprix, og har haft en del numre i god rotation på P4, P5 og diverse lokalradioer – og her på siden har vi da også erklæret at hvis man har kærlighed for country og roots, kan det være direkte svært ikke at falde for Rebekka Thornbech.

Rebekka Thornbech – Foto: Brian Selander

Det samme kan man næsten sige om Nis Gaarde, der med sit band The Consolation udsendte sit tredje album ”Astoria” dagen efter at vores lille land blev lukke ned tilbage i marts. Men fakta er at Nis Gaarde skriver sange, der er en ren og skær musikalsk lækkerbisken, hvis man er til solid og velskrevet melodisk country rock – og også han har turneret land og rige rundt med sit band.

Nis Gaarde – Foto: Brian Selander

Sidste blad i firkløveret er Kristian Gaarskjær, der under navnet Select Captain har udgivet 3 albums og 1 EP, og har et nyt album på vej, der udkommer 25. september 2020, hvor alter-egoet nu er udvidet til en duo.

Med sit musikalske alias forsøger han at kombinere klassiske sangskriverdyder med en mere skandinavisk og melankolsk tone og med et klart fokus på stærke melodier og et sfærisk lydbillede i en blanding af akustiske og elektroniske instrumenter.

Select Captain har spillet talrige koncerter i ind- og udland, både som solo og med fuldt band, og som opvarmning for flere store udenlandske navne – f.eks. Lissie, Ed Harcourt, The Lone Bellow og Will Hoge – og så har han rent faktisk opnået mere 2 mio. streams på Spotify alene.

Select Captain aka Søren Vestergaard & Kristian Gaarskjær – Foto: Maria Fremming

Turen startede i sidste weekend – og vi fik Kristian Gaarskjær til at sætte lidt ord på starten af turen –


SIDE 33 – I fik nu taget hul på jeres ’Troubadourer på tur” –   Hvordan har publikums modtagelse af jeres tiltag så været her til de første par koncerter?

KG – ”Den har været rigtig fin. Det lader til at mange hungrer efter livemusik for tiden, så der har været rigtig god opbakning her de første dage.”

SIDE 33 –  Føler du selv at I fik leveret den musikalske pakke som I havde håbet på?

KG – ”Ja det synes jeg. Det gik i virkeligheden bedre end forventet. Vi har jo ikke spillet sammen på denne måde før og man skal lige finde hinanden. Vi har haft ret få ’øvere’ op til, men synes vi allerede fra første aften havde ret fint fat”.

SIDE 33 – Er det jeres mål at sætlister og samspil osv. udvikler sig i løbet af turen?

KG – ”Samspillet udvikler sig helt sikkert. Alene fra første til anden koncert var der klart en udvikling så det bliver sjovt at se hvor vi er når vi når lidt længere hen. Vi har en slags “bruttotrup” af sange som vi går ud fra og om der så kommer helt nyt til undervejs vil tiden vise.”

SIDE 33 – Hvad gjorde at det lige blev jer fire, der valgte at tage på tour sammen?

KG – ”Det kom egentlig i stand på foranledning af Bo (The Reptones) som har gang i et andet projekt med noget podcast, som man sikkert vil høre mere om en anden gang. I den forbindelse har vi tre andre været inde over og han lagde grunden til denne tour. Vi er alle 4 musikalsk beslægtede, men samtidig ret forskellige. Det giver et ret varieret udtryk til koncerterne.”

SIDE 33 – Er dette så alene et ”på-trods-tiltag” i en Corona tid – eller kan du også se for dig at I gør noget tilsvarende fremover, eller eventuelt arbejder sammen i andre sammenhænge på kryds og tværs?

KG – ”Om vi decideret ender med at fortsætte i denne konstellation til flere koncerter fremover er svært at sige lige nu og her, men det er slet ikke umuligt. I første omgang koncentrerer vi os blot om de koncerter der er arrangeret, så må vi se. Jeg kan sagtens se os samarbejde på kryds og tværs fremover også. Det gør vi egentlig allerede med sangskrivning, dobbeltkoncerter, features osv.”

SIDE 33 – Jeres tiltag er jo næsten selve soundtracket til tidens mantra – ”Sammen – hver for sig”. Ser du håb og muligheder for at vi indenfor musikbranchen kan opleve stærkere sammenhold og fællesskaber, som en konsekvens af denne aktuelle krise, der vel meget godt viser, at langt de fleste er nødsaget til at kigge ud over egen næsetip?

KG – ”Det håber jeg virkelig det kan. Lysten fra publikum til musikken er i hvert fald derude og vi må alle forsøge at finde alternative måder at afvikle koncerter på. Det er selvfølgelig svært og man famler lidt. Det er en både spændende og skræmmende fremtid for livemusikken”

Picture of Mads Kornum

Mads Kornum

Leave a Replay

Scroll to Top

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.