Lad mig indledningsvis slå en ting fast. Hvis du tror at dette er en bog primært for musiknørder, hardcore lyd entusiaster, og Metallica fans, så kan jeg straks berolige dig. Det er det ikke. Det er det OGSÅ! Men helt overordnet er det en utroligt bredtfavnende bog for dig, der holder af gode historier om mennesker og musik – og for dig, som også er lidt nysgerrig på at komme lidt tættere på det hårde og intense (hånd)arbejde, der er udført inden, at de færdige musikprodukter, som så mange af os er forbrugere af – sendes videre ud i verden til succes, fiasko eller det ind i mellem.
Fakta er at producer, mixer og tekniker Flemming Rasmussen i de fire udgaver, som Sweet Silence Studios har eksisteret i siden 1976, har være enten på sidelinjen eller lige i brandpunktet på et væld af musikalske værker, der er endt som Danmarks- eller i nogle tilfælde verdenshistorie. Han har mødt alle typerne – de excentriske, de exceptionelle, de egocentriske, de forsmåede, de forstyrrende, de folkelige, de hyggelige, de handlekraftige, de skæve, de skøre, de stille, de snaksalige, de lærenemme, de lærerige, de luddovne, de overgearede, de underspillede, de vovede, de vattede, de vanvittige, de tørstige, de tørlagte, og ikke mindst nogle af de dygtigste.
Læs bogen – og find ud af hvem der passer i hvilken kasse i en bog, der på mesterlig vis balancerer med en lige oprigtig og passioneret lyst til at dele fortællingerne uanset om de drejer sig om f.eks. Lone Kellermann, Lasse og Mathilde, Ritchie Blackmore, Roger Glover, Tina Turner, Thomas Koppel, Lis Sørensen, Mew, NHØP, Stig Kreutzfeldt eller Nils Henriksen.
Flemming Rasmussen er jo rent faktisk en af de relative få danskere, der har opnået en af de største offentlige æresbevisninger indenfor musik på verdensplan – en amerikansk Grammy! Det for sit samarbejde med Metallica i 1987. Et samarbejde omkring albummet ”…and justice for all”, der nær ikke var blevet til noget, fordi Flemming Rasmussen ikke havde ledig tid i kalenderen, samtidig med at der var endnu en familie forøgelse forude.
Metallica bookede i stedet den hotte producer Mike Clink, der netop havde været med omkring Guns’N Roses megasuccesen ”Appetite for Destruction”. Det samarbejde gik dog overhovedet ikke, og så blev alle sejl ellers sat til for at få Flemming Rasmussen ‘over there’. Aftaler blev flyttet – og hele den netop udvidede familien Rasmussen blev indlogeret i LA. En ret vild og fascinerende historie, der også fortæller lidt om, at det ligesom indenfor sport – er så utroligt vigtigt og ofte altafgørende, hvordan hele set-uppet og holdånden er omkring dem, der i sidste ende altså skal levere selve varen.
Afsnittene omkring det meget tætte samarbejde med Metallica i årene 1984-1988 er virkelig velskrevne og gør mig – som en ikke nævneværdig Metallica følger og fan – både klogere på og ret interesseret i bandets bagkatalog. Her kommer man virkelig tæt på – og får nogle tankevækkende og livsbekræftende vinkler på hele udviklingen for et band, som i de år var med til at udvikle en lyd og en stil, som i den grad blev historisk stilskabende, og ikke mindst takket være Flemming Rasmussen. Venskabet med bandet – og især med Lars Ulrich, der også har leveret et stærkt forord til bogen – er holdt ved lige. Men meget betegnende for bogen – og for et godt venskab – er Flemming Rasmussen undervejs ikke bange for at sige tingene ret direkte, på sin egen bramfrie måde.
”Lars og James får sgu ikke nogen pædagognål for måden at gribe de problemer an på” – konstaterer han f.eks. i omtalen af den voksenmobning, som bassist Jason Newsted blev udsat for i en tid, hvor resten af bandet slet ikke havde fået bearbejdet tabet af den oprindelige bassist Cliff Burton, der døde i 1986 efter en tragisk busulykke – blot 24 år gammel.
Med omkring 50 sider fylder historien om Metallica naturligvis en del – og den er da også uomtvisteligt en stor del af både Sweet Silence Studios og Flemming Rasmussens samlede historie. Men det er værd at huske på at Metallica næppe havde valgt lige dét studie uden at f.eks. Rainbow forinden havde været der og leveret to af deres stærkeste album.
Allerede inden Metallica tiden havde studiet således et fantastisk renommé – og det album som Flemming Rasmussen selv kalder Danmarks svar på ”Sgt. Peppers Lonely Heart Club Band” – Gasolin’s ”Efter endnu en dag” er blevet til der – ligesom nogle af de største album fra Anne Linnet, Kim Larsen, Bifrost, Peter Belli, Poul Krebs, Kliche, Sort Sol og Malurt helt eller delvist er blevet det. Fra 70’erne og det meste af 90’erne var studiet en markant magtfaktor indenfor dansk musikproduktion, selvom en konflikt mellem studiets stifter Freddy Hansson og Poul Bruun fra Medley med tiden kostede en del kunder i butikken.
Større personlige omkostninger for Flemming Rasmussen havde den konflikt han selv røg ind i med Freddy Hansson, og det var reelt ved at koste studiet livet omkring årtusindskiftet. En historie har naturligvis altid to sider, men det fornemmes, at Flemming Rasmussen ikke går efter et karaktermord på hans læremester – men nærmere ønsker så åbent og ærligt som muligt at beskrive hans egen oplevelse af en deroute oplevet på tæt hold, og hvordan han så selv er kommet videre til der, hvor han står i dag – men nye drømme og mål – og masser af arbejde.
Selvom man kan læse at han i årenes løb har været inviteret med på de store bonede gulve ude i verden og været med omkring de største koncertevents med sit mobile studie, så er agendaen hele tiden historien fremfor fremhævelsen. Flemming Rasmussen er ikke en pralerøv, og han beskriver også de gange han svigtede, og hvordan han tog ved lære af de – ja, selvfølgelig – forholdsvis få fejl. Ikke mindst har sangeren, musikeren, produceren, forlags- og pladeselskabsmanden Peter Abrahamsen fungeret som en vigtig nestor og ven – og det var således Abrahamsen, der lærte den unge Rasmussen værdien af at holde kæft en gang imellem, bare lytte – og ikke nødvendigvis have en holdning til alt. Holdninger er ikke en del af stillingsbeskrivelsen, det er handling!
Han har levet og åndet i studiet – og i de nære venskaber, der er opstået deraf – og interesserer sig hverken for glimmer eller gossip. Omvendt mærkes det at Flemming Rasmussen også en mand, der er bevidst om hvad han kan og vil – og altid i musikkens tjeneste. Hans historie er ubetinget UNIK indenfor dansk musik – og han har hørt, set og oplevet så meget, at der kunne skrives adskillige flere bind. Det sidste kommer nok dog først den dag han ikke længere er i branchen!
Men kunsten som fortæller er at vælge og fravælge – så ikke en eneste side af de 344 sider føles overflødige. Det har han i samarbejde med forfatter Thomas Vilhelm i den grad formået. Som læser føles det som om at man lærer personen Flemming Rasmussen ganske godt at kende – og han er tilpas åben omkring det meste – lige fra hans helt grundlæggende værdisæt til hans politiske holdninger – og han indfører dig både i opturene og nedturene, uden at være hverken overfladisk eller undergravende. Naturligvis er der altid dele man godt lige ville høre lidt mere af, når en antydning eller et udsagn får lov at hænge i luften eller mellem linjerne. Men for mig afslører det også noget om den bundreelle – men til tider også benhårde – gentleman som Flemming Rasmussen utvivlsomt er.
Kønsdebatten for også nogle ord med på vejen – og stoltheden over samarbejdet med Pia Raug er naturligt lige så stort som det med Sebastian.
”Jeg spekulerer ikke i køn – mænd og kvinder kan være lige irriterende på en dårlig dag. Hos mig skal begge køn præstere det ypperste, da de vil blive konfronteret med resultatet resten af deres liv. Her er kvinder nødvendigvis ikke mere hysteriske end mænd – snarere tværtimod.”
Generelt er der masser af gyldne citater – og ganske vilde historier – også om tiden med åbenlyst misbrug af coke og elefant bajere. Han var selv med på vognen, men fik sat en stopper for det allerede tilbage i 80’erne. Bag enhver succesfuld mand står en kvinde siges det jo – og man tvivler i hvert fald ikke på hvilken betydning hans kone Pernille har haft for at så meget er lykkedes. Flemming Rasmussen får på kærlig og helt usentimental vis placeret masser af roser og tak i hendes retning.
Kun nogle få personer hænges til tørre. Cat Stevens er en af dem – og man forstår hvorfor efter at have læste bogen – og kan ikke lade være at frydes sammen med bogens forfattere over historien om at Cat Stevens lå 14 dage og bad med røven mod Mekka! Samtidig gøres det også klart en gang for alle – kald ikke Ringo Starr en dårlig trommeslager! Den næroplevelse Flemming Rasmussen havde i studiet den 30. september 1976 satte varige spor –
”Indtil den dag havde jeg selv delt opfattelsen af, at ham Ringo Starr kan da ikke spille trommer. Den fik jeg revideret. Han er fremragende, forstår at finde ind i groovet og få det til at svinge. De, der påstår, han ikke kan spille, aner ikke, hvad de snakker om. Sikke en gang pladder.”
Endnu et citat der understreger tonen i bogen. En tone, der er levende og direkte – og ikke mindst troværdig. Det er ikke en bedrevidende fortælling – det er en livshistorie, der er skabt og drevet af passion til et håndværk, der startede da Flemming Rasmussen, som 15-årig klippede festbånd sammen til kammeraterne, og som siden er holdt i live ved nogle menneskelige og faglige værdier, som folk i de fleste brancher kan lære meget af.
“Rock og stjernestøv” er kort sagt både en en historiebog, en lærebog – og en underholdende eventyrfortælling om en hamrende dygtig håndværker, der har evnet at følge med tiden på sin egen måde. Ved altid at gå all-in samtidig med at der kigges langt ud over egen næsetip – og ved altid at møde både sine kunder og musikken lige præcis der hvor der er vigtigst – i ørehøjde”
