Sangeren og sangskriver Thomas Fleron, har en fortid i At Least Beauty i 90’ernes ‘DM i ROCK epoko’ og enkelt solo album bag sig fra 2005 – og er ellers mest en anerkendt producer og sideman. Men han havde fået skrevet omkring 30 sange, som savnede at blive til mere end fyld i skrivebordsskuffen. Hans gode ven, og musikalske makker Troels Skjærbæk (Baal, Poul Krebs, Signe Svendsen, Michael Learns To Rock oma.) udvalgte de 10 bedste, og så samlede de ellers et hold af gode folk – som f.eks. de alllestedsværende super-sidemen Palle Hjort og Lars Skjærbæk – til at give sangene de helt rette klæder, mens Danmark endnu var nedlukket.
Sangene, der på tekstsiden kredser om de kære, det nære, det svære – men som også ser ud og frem, trækker overordnet musikalske tråde tilbage til Beatles , men giver undervejs også lyttelækre bud på hvordan en gensplejsning af Michael Learns To Rock, Crowded House og The Rembrandts måske kunne lyde.
Det er ganske enkelt en både melodiøs og ambitiøs omgang, der mest af alt giver lyst til genhør. Troels Skjærbæk har produceret stilsikkert og vellydende – med fuld fokus på det iørefaldende, uden på noget tidspunkt kun at have øje og øre på overflade effekt. Det her er pop – med dybde – og der findes masser af atmosfære, stemning, luft og lag i musikken, der over godt 32 minutter bevæger sig i flere forskellige smagfulde retninger.
Mest 60’er drevet pop er der at finde i lydbilledet til ”Tuesday I’m With Ruby”, der er det eneste nummer som har fundet vej (4 gange) til vores lands sammenfaldne public service kanal – kendt som Danmarks Radio.
Måske i virkeligheden pladens mest lette og mest ordinære nummer. Stadigt uhyre professionelt leveret, men slet ikke mindeværdigt på samme måde, som den lille hitparade af numre, der ellers gemmer sig på albummet.
Den lige kilde til Michael Learns To Rock
Troels Skjærbæk er aktuelt på tur i østen med Michael Learns To Rock – der stadig herhjemme lever en underlig ’langt under radaren’ tilværelse, målt i forhold til den respekt som deres mangeårige og vedholdende evne til at repræsentere dansk musik udenfor landets grænser burde afføde. I denne uge slog de f.eks. uofficiel publikumsrekord for en dansk band, da de optrådte LIVE i Indien for godt 150.000 mennesker.
At de samler så mange skyldes uden tvivl en uhørt stærk tæft for at levere melodisk håndværk med krymmel, kærlighed og den klang, der rimer på syng-med-sang. Og det er præcis det Fleron også rammer spot on på numre som ”Diamonds In the Rough”, “Supernova”,”Weighing On You”, der alle er kvalitetspop af den karat, der burde give genlyd på udenfor og indenfor landets grænser. Jeg er ret sikker på at selv Jascha Richter‘s popøre vil vrikke anerkendende med her! Pop-korn kan vel ikke leveres meget varmere end det.
De britiske ’top of the pops’ noter har til gengæld overhånden på ”Unlike Before” og ”You’re Still Here (But I’m Losing You) ” – mens numre som det underskønne åbningsnummer ”Crawling Back to You” og ”I have to Let It Go”, og ”Seeds From the Future” dufter noget så dejligt af Crowded House når de vil én det bedste.
Det hele lukker med den rørende og smukke ballade ”Collide”, hvor Stine Klingsten lægger en skøn anden stemme.
Et af årets helt store spørgsmål og gåder er nu. Hvorfor er der så ikke nogen af disse højkvalitetsnumre, der er blevet radiohit? Det er vel ikke fordi de leveres at to midaldrende hvide mænd, som kommercielt set af branchens meningsdannere behandles med samme interesse, som et aftenkursus om morgengymnastikkens historie.
Nå, lad os bare tro og håbe at ‘ageism’ ikke er en fæl ulmende del af dansk musikkultur, og i stedet glæde os over at FLERON med ”Seeds” har leveret en af den slags plader, der bare gror på dig som lytter, uanset alderen eller kønnet på din øregang.
