Undertegnede har vel godt 10 års mere tabt tid at gøre godt med end de tre herrer i Folkeklubben – tekstforfatter Kjartan Arngrim, samt Rasmus Dall og Rasmus Jusjong. De beskrivende og billedrige tekster efterlader dog ingen tvivl om at vi er en del af en fælles historie. En historie, der måske er vigtigere end nogensinde at kende til – ikke mindst hvis vi skal prøve at forstå nutiden og stadig håbe på fremtiden. Selv præsenterer Folkeklubben albummet som 12 nye sange og et spring fra 10-metervippen (se album cover). Hvis det sidste skal forstås som en grænseoverskridende handling, så holder den metafor nu ikke helt.
For trioen har nu over fem album ramt deres helt egen tone, stil og sprog – som de med personlighed har skabt ud fra tydeligt kendskab til og inspiration fra f.eks. gode folk og sangskrivere som Benny Holst, Kim Larsen og Niels Skousen – og som sådan fortsætter de blot, hvor de slap med deres fjerde album ”Sort Tulipan”.
Ligesom på det album har de haft Frederik Thaae (Carl Emil Petersen, Tv-2, Jacob Bellens, The Minds of 99 m.fl) med som producer, og han har uden tvivl helt bevidst rykket Folkeklubben musikalsk i en retning, der skaber et lidt større pop/rockende lydbillede, og som uden tvivl evner at komme lidt længere ud, og derved matche bandets støt stigende popularitet på stadigt større og større spillesteder.
Den musikalske udvikling har dog den bivirkning at der undervejs kommer for meget fyld i Folkeklubben. En strygerkvartet kan f.eks. være noget så velvalgt – men den skal ikke virke som bare som endnu et lag. Et af dens slags lag der føles som den helt unødvendige sovs. De tomme kalorier – der mest af alt fjerner fokus fra at sagen i forvejen er bøf.
Strygerne er – selvom de uden tvivl spilles noget så smukt og sanseligt – rent faktisk undervejs lige så generende for helhedsoplevelsen, som en knitrende pose slik i en stille biograf. Særligt på ellers tre voldsomt velskrevne numre går det galt. Først og fremmest i albummets sidste nummer ”Linje E – fra Vestre Kirkegård til Køge Bugt” – en betagende og betænksom roadmovie, der viser et slægtskab med Thåström. Men midt i det ellers ulmende småmørke, rustikke og tungt dragende lydbillede – kommer der så lige en strygekvartet på afveje?
Også på den ellers klassisk folkeklub klingende ”Under tiden” misklæder strygerne – og giver mest af alt et lydmæssigt glansbillede, der mere minder om selvmål end et sejrsmål i overtiden. Det samme kan sådan set siges om den ellers max iørefaldende ”Til hver og en”. Her er der ellers i forvejen masser af lyd, og både friske fløjt og durk dreven perkussion til at fornøje med. Men også her findes der behov for den ekstra ’glasur’ på i form af strygere! Jeg tillader mig bare at spørge – hvorfor? For ingen af disse tre numre havde på nogen måde brug for hverken make-up eller yderligere finpudsning – og ville med en mere klassisk folkeklub klang have fremstået, som noget af det fineste til folket fra deres side.
Og Folkeklubben har jo alle dage været – ”What you see is what you get” – og det rimer for mig bare ikke på – ”Nu med strygekvartet!”
MEN det er så også reelt mit eneste ’Aber Dabei’ på et album – der elles generelt holder det vanlige høje sangskriver niveau, hvor ordsmed Kjartan Arngrim poetisk og skarpt spidder sig selv, tidsånden og tidens øjebliksbilleder – ofte med tankevækkende historiske referencer til personligheder eller begivenheder.
”København” er f.eks. en barsk og glemt historie om det forliste skib ”København”, der mellem Buenos Aires og Australien sank med samfulde 59 unge danske mænd uden at efterlade sig et eneste spor. Et afdæmpet og tilbagelænet nummer, ligesom det smukke åbningsnummer ”Mellem aldrig mere og lige nu”, der er en eftertænksom kommentar til den mærkelige tid – præget af pandemi – som vi alle lever i lige nu.
”Ring når du får tid (Aber dabei)” og ”Tranquebar (søndag i april)” har forståeligt nok begge være udsendt som singler – for de rummer en rummelig imødekommenhed i sin lyd, som godt kan sende venlige tanker afsted til salig Kim Larsen.
Det er dog mindst et par andre steder man også får lyst til at citere Svend Gehrs – og bare udbryde ”Det er genialt det der”. Det sker første gang på titelnummeret, som er en generationshymne, der både i musik og tekst matcher Niels Skousen når han er absolut bedst. Lyden af Svend Gehrs fra VM 86 er samplet indledningsvis – og så citeres Suspekt undervejs med de malende linjer – ”Sid ned. Slap af. Vågn op. Stress.”. Et signalement af tidens rytme, der altid føles mere tålelig efter en finurlig Folkeklub tolkning – og hvor de iøvrigt selv konstaterer at de rent faktisk lige nu og her står lige der, hvor de altid gerne har villet være – og at de aldrig overgiver sig, selv om de er børn af den tabte tid. Sådan skal det lyde. Fightermod og selvtillid. Det er brændstof. Det er genialt det der!
Genialt er det også at de på ”Der brænder en ild” nærmest lyder som The Police genfødt på dansk. En rytmisk perle – der virkelig tænder op under en – når der synges ”Jeg er cigarettens glød og jazzmusikkens rytme. Hurtig, let og med en underklang. Af død”. Et citat fra 1943 fra den unge digter og modstandsmand Morten Nielsen.
Og sådan evner Folkeklubben med altid kalorierigt indhold at trække røde tråde mellem fortid og nutid, og sætte iagttagende spørgsmålstegn – med sig selv i hovedrollerne i et spil, hvor vi alle i den kommende tid måske skulle gøre om umage med tænke over hvem vi tror på kan blive de morgendagens helte, der kan være med til at løfte os fremadrettet. Helte der ikke har skjule dagsordener, men dagsordener baseret på sund fornuft – og sund skepsis.
Foreløbig er Folkeklubben under alle omstændigheder sundt for musiksjælen og hvis du er vild med deres stryger arrangementer, så kan du roligt lægge 1 skive oveni de 4½ jeg sender efter albummet i begejstring – og med mit aber dabei.
