Dette er album nr. 6 fra Folkeklubben. De albumdebuterede for næsten præcis 10 år siden med ”Nye tider” og siden har de bestemt ikke været fedterøve i forhold til udslagsgivende og indholdsrig musikdeling. Deres let genkendelige folkpop har gået sin stille sejrsgang fra Folkets Park til KB Hallen via de utallige spillesteder og festivaler, de utrætteligt har lagt vejen forbi.
Som mere end en klub er de stadig en treenighed bestående af Kjartan Arngrim, Rasmus Dall og Rasmus Jusjong – og i de senere år har de LIVE ofte været udvidet med en bassist. På den kommende efterårs tur bliver det igen med Mark Kühn (Katrine Schmidt, Solvej m.fl). På det aktuelle album er det dog producer Mads Brinch Nielsen, der også som bassist leverer en mærkbar forskel, som han tidligere også har gjort det for f.eks. TV2, Bisse, Kristina Holgersen, Mellemblond og Niels Skousen.
Der røres ikke ved at Folkeklubben via tydelig inspiration fra især Benny Holst og Kim Larsen har formået at finde deres egen helt eget ståsted. Med tiden har de har skruet lidt op for pop virkemidlerne og ned for folk inspirationen, men gennemgående mærkes en klar og glødende tråd i deres tekst og musik gennem alle årene – og det stadig svært ikke at skænke Benny Holst en respektfuld tanke, når albummet her lukker og slukker på smukkeste vis med den eftertænksomme og akustiske ”Glemt hvad jeg skulle sige” .
Det er sammenhængskraften, der er kernekraften hos Folkeklubben, men det forhindrer dem nu ikke at lave den slags sange, der har masser af single potentiale. ”Himlen over København” var første velvalgte bud, så fulgte titelnummeret, og næste single kunne meget vel være den charmerende og catchy kampsang ”Vi venter kun på dig”, medmindre valget falder på den dejligt rytmisk velfunderede ”Jordbærmarker for evigt”. Fire varme-popkorn, der nok skal blive en del af klubbens mest faste katalog af livesange.
Hovedarkitekten bag tekst og musik er den i dag 43-årige Kjartan Arngrim, der hverken under- eller overspiller, at han er uddannet cand.mag i filosofi. Hans tekster skrives på et oplyst grundlag, og som sangskriver er han ikke bange for at indflette en holdning eller et ønske om handling eller forvandling, uanset om udgangspunktet tages i politik, sport, historie. Folkeklubben lever og ånder i en moderne virkelighed, men de hylder også gerne evnen til at trække stikket, kigge i bakspejlet, pudse forruden og nyde et digitalt frikvarter fri for fake news, konspirationsteori og skærmflimmer.
I det frikvarter kan vi som lyttere så tænke over vores egen tilgang at gøre livet op i et spørgsmål om antallet af sejre eller nederlag. Hylder vi hellere de grimme sejre end de smukke nederlag?.
Folkeklubben vinder igen ved ikke er spille sig ud efter sejrens flygtighed, men nærmere har som mål med holdånden i førersædet, at finde et form for takt med livets uforklarlige rytme.
Til dels sammenfattet i sangen ”VI vandt så stort vi tabte”, der tager sit inspirerende udgangspunkt i at de nemme sejre er lige så sjældne, som de endegyldige nederlag.
Husker du det vundne
– fra “Vi vandt så stort vi tabte”
Så glemmer jeg det tabte
I så jo hvad der skete
Og det vi aldrig skabte
Albummet – der er musikalsk stramt skåret med 11 numre og en samlet spilletid på godt 33 minutter – kredser i det hele taget en del om livets sejre og nederlag, hvor scoren er gjort op i en tid hvor uligheden vokser, fællesskaber presses af en personfikseret perfekthedskultur, og hvor mange på overfladen enten mest af alt er fløjtende ligeglade eller fløjtende lige glade .
Folkeklubben vil det anderledes, og kommer med en ganske direkte opfordring i det fængende titelnummer, der åbner pladen med optimistisk fløjten, inden basgangen tænder op for selve bevægeligheden.
Lad os kæmpe lad os blive i besværet
– fra “Mere end en klub”
vandet stiger ligesom væksten og begæret
vi holder vejret men holder gærdet”.
Det er det man kalder musik, som det også synges så sigende i den opfølgende ”Det de kalder musik”. En tekst, der tager sit udgangspunkt i at musik, er en kulturarv, en kommunikationsform, der sætter noget igang, skaber liv – også når nogen dør.
Sangen ”Hvad vi har tabt så smukt” åbner kort og kontant med linjen ”Det her liv bliver min død” – og er en flot hilsen til afdøde Lars Høgh, den legendariske OB målmand, der også elskede musikken. Han nåede at gæsteoptræde som bassist hos Malurt på NU festivalen, der var en festival som Høgh og Michael Falch havde arrangeret for at samle penge til Kræftens Bekæmpelse.
I sin essens egentlig ’bare’ en dejlig popsang, men den toppes af den slags poesi, der ophøjer selve ordenes værdi. Arngrims er således tæt på toppen når han med ovenstående historie i mente, synger linjen ”Bundfaldne bastunge klokkeslag – endnu en sommer er forbi nu er det atter dag”.
Og sådan får Folkeklubben over de 11 numre sat ord og ansigt på både tidens ånd og nogle af de åndssvagheder, der følger med. Det formfuldendt formidlet via tekster, der hele tiden bevæger sig billedligt og søgende rundt omkring den resultattavle for sind og sjæl, som vi måske fremover skal se lidt mindre på, uden dog bare at vende det blinde øje eller den anden kind til.
Man kan gøre så meget, ved at gøre bare lidt – som f.eks. at stoppe med at holde med sit favorit fodboldhold, den dag de løber rundt med Qatar Airways som hovedsponsor. Folkeklubben er dog aldrig smagsdommere, pegepinde eller politisk ensfarvet. De ønsker mest af alt at fungere, som et velorienteret poporkester, der altid selv har døren åben, og øjnene rettet på den gamle læderbold, der er afbilledet på såvel cover og som B-side på LP udgaven.
Der er noget om det. Folkeklubben ER mere end en klub. Herfra anbefalet – sæt i omdrejninger!
